Kommunisme eller ej.
Per-Olof Johansson
Er det ikke mærkeligt at resultatet af
kaos er orden?
Den geologiske sortering og så meget andet. Orden er er
afslutningen på en proces - en ny kan begynde. Et helt
særligt aspekt af forløbet kaos-orden-kaos er, at det
selvsamme som på et tidspunkt fremstod som orden på et
andet tidspunkt fremstår som uordnet kaos. Måske er
forløbet snarere noget i menneskers hovede end i verden.
Da Sovjetstaten styrtede sammen betød
det ikke kun uorden i Rusland. Også i nogens hoveder.
Det som før var orden blev uorden. Det hører vi så en
del om. Vi der aldrig nogensinde har opfattet
sovjetstaten som den realiserede humanistiske stat
forundres jo over den publicitet de omvendtes bekendelser
nu skal have. De skal have lige så stor publicity som
deres synspunkter skulle have dengang de var de forkerte,
men for os jo netop forkerte dengang og som aldeles ikke
skulle have publicity! Jeg læser en kronik i Politiken
den 5.3.1997 af Jørgen Grimstrup. (Tillad mig at sige
hvor godt det er at skrive her - jeg synes det er vigtigt
med sådan en dato fordi den giver dig mulighed for at
finde den artikel og se hvad det er jeg refererer til. I
avisen er sådan noget ikke velset. Det er
“tungt”. Jamen hvad nu hvis det vigtige ER
tungt?) Jeg vil ikke her tage stilling til kronikkens
totalitet. Der er blot nogle passager, som er blevet
stående i særligt lys.
Den første er denne: ”Jeg selv er
en af dem - var medlem af DKP fra 1974 til 1985 -”
Jeg er selv født i 1942, så en som bliver medlem af DKP
i 1974 og forlader det i 1985 med formentlig en masse
gode argumenter - kan jeg da se har allerede i 1974 alle
de selvsamme gode argumenter for hånden til overhovedet
ikke at melde sig ind. Men man kan sige, at hvad
argumenter udefra ikke har kunnet formå, formåede
åbenbart den personlige oplevelse, og det er jo da godt.
Men blandt de personlige oplevelser er der så et aspekt
som jeg finder særligt uhyggeligt. Jeg må forudskikke,
at den vinkel jeg her anlægger på kronikken næppe er
helt retfærdig og helst ikke må fremstå som en
fordømmelse af kronikøren. Han skriver: “Jeg brød
mig ikke meget om partiavisen Land og Folks beskrivelser
af Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande. Alle
problemer blev skubbet ind under gulvtæppet. Da avisens
korrespondent i Moskva kolporterede en nyhed om, at
Andrej Sakharov, der var forvist til Gorki havde
opfordret USA til at atombombe Sovjet, måtte jeg
protestere over avisens sludder. Jeg skrev et læserbrev
til Land og Folk, men de ville ikke trykke det. Da
begyndte det at løbe mig koldt ned ad ryggen. Her sidder
jeg i lille fredelige Danmark og kan ikke få et
læserbrev trykt i min partiavis.” Det fører ham
til tanken: at havde det været i Sovjet - hvad ville der
så ikke være sket, og hvis DKP fik magten i Danmark
ville udsigterne blive de samme i Danmark?
Det jeg hefter mig ved er den lille
sten på hans vej som fører ham til den helt rigtige
konklusion. Jeg synes simpelthen den sten er for lille!
Den oplevelse behøver man da ikke personligt at have for
at vide at sådan forholdt det sig! Der var allerede i
1974 bjerge af dokumentation herfor! Målt med dette
bjerg som intet indtryk gør, bliver den lille personlige
fortrædelighed: at et læserbrev ikke bliver trykt i
avisen skelsættende i et menneskes liv.
Jeg tror ikke det er noget særligt for Jørgen
Grimstrup. Jeg tror det siger noget om argumenternes
vilkår.
Det undrede en jo dengang, at marxismen
havde den fremgang den havde, med de konsekvenser det
havde. At Karl Marx ikke bare kunne læses som en filosof
blandt andre med den og den historiske placering, de og
de skelsættende og igangsættende tanker. Men også med
den konklusion, at forsøget på at realisere marxismen i
sin grund og sit udgangspunkt havde smidt barnet ud med
badevandet i og med dens nonchalante forhold til de
borgerlige frihedsrettigheder.
Som om de afsløringer af svineriet, som selv ivrige
tilhængere tilsidst ikke kunne afvise, var de afgørende
beviser mod bevægelsen.
Hele undertrykkelsen var jo en åbenbar logisk konsekvens
af ideologien fra første færd. Kommunismens foragt for
anderledes tænkende og vilje til at undertrykke
anderledes tænkende og vilje til at undertvinge dem med
magt og rænkespil finder jo allerede i Det kommunistiske
Manifest sin enkle legitimering. Manifestet udgør i så
henseende et pejlemærke, som aldrig blev revideret.
Hvordan kunne man bilde nogen ind, at dette blot var et
historisk skrift når man kunne se for sine øjne, at det
var manifestets udsagn om de borgerlige
frihedsrettigheder, som var styrende i den realiserede
kommunismes hverdag? Jo, man trøstede sig ved at tale
som om frihedsrettighederne var noget som skulle
genfødes, når målet var nået - ! Skønt det er ganske
logisk, at frihedsrettighederne er en uomgængelig del af
midlerne på vejen til et menneskeværdigt samfund. Dem
kan der ikke dispenseres fra. Det vil enhver
magtapparat-tænkning til hver en tid forsøge sig med -
åbenbart eller snigende. Der er ikke andet at gøre end
at holde øjne og ører åbne. Kan vi ikke bøje os for
andres argumenter - så er det jo godt hvis en lille
personlig fortrædelighed kan få hejst faresignalet.
Casper Christensens
kødkværn
Per-Olof Johansson
Da tæskeholdet siden blev solgt
som video og altså her og der kan ses den dag i dag, har
jeg ladet dette ellers antikverede indlæg blive
stående.
---------------------------
Tæskeholdet hedder en udsendelse som
sendes direkte i radioen P3 om fredagen og efterfølgende
sendes filmet på DR1 i TV.
Jeg hører ved et tilfælde en del af den en fredag
formiddag og finder den modbydelig. Godt nok er vi fra
skjult kamera m.m. vænnet til meget mærkeligt - men den
måde Casper Christensen behandler det opringede offer
på er ikke humor men tilsvining, latterliggørelse. Ikke
kun i samtalens løb - også når røret er lagt på og
vedkommende ikke kan komme til orde. Men iøvrigt var
radioprogrammet så larmende, at mange pointer ikke kunne
slippe igennem.
Anderledes i TV, hvor jeg også tilfældigt dumper ind.
Da det går op for mig, at det er filmningen af
radioptagelsen, bliver jeg hængende. Så forstår jeg,
at tilsvining simpelthen er hele grundlaget for
udsendelsen. Det må vist være det som hedder konceptet.
For at understrege svineriet er studieværten suppleret
med et hold grinebidere, der simpelthen synes at ALT hvad
Casper Christensen gør bare er SÅ morsomt og dem han
angriber SÅ dumme og latterlige. Kvinden ser ud til at
være den hårdtarbejdende del af teamet, som skal få
det tekniske til at køre, mens de tre fyre skal bakke
Casper Christensen op og supplere, hvis han selv løber
tør for dumme vitser. Jeg vil nødig sige noget generelt
nedsættende om værtshuse - men jeg tror nok det
nærmeste jeg er kommet til noget tilsvarende må
henlægges til et værtshus.
Lad vitserne være dumme - det som er
alarmerende er den måde, hvorpå mennesker her har
mulighed for at komme i kødkværnen og blive mast for
øjnene af Danmark uden at kunne tage til genmæle.
Øjensynligt har studieværten været vært ved Grammy
uddelingen, hvilket har fået Ole Ernst til at skrive
noget kritisk i en avis. En slags absurd digt, fordi
værttjansen måske er blevet udført noget i stil med
det, jeg ser han præsterer som studievært. Og så får
Ole Ernst ellers en på goddagen med understatements og
direkte svineri. Jeg kan godt savne, at jeg ikke fik
taget det på video med henblik på at kunne gengive
replikskiftet.
Men når vi nu er ved Grammyen - så
bliver det værre endnu.. For Casper Christensen har
åbenbart sagt noget til Lisa Nilsson, som var mindre
pænt, hvilket jeg ikke har vanskeligt ved at forestille
mig efter det jeg altså samme dag har oplevet med ham
som studievært. I den anledning har Niels Henning
Ørsted Pedersen efter selve Grammyen - så at sige i
omklædningsrummets hyggelige euforiske atmosfære efter
at det hele var overstået og vennerne samlet - opsøgt
Casper Christensen og kritiseret hans ord til Lisa
Nilsson og sagt han skulle undskylde dem overfor hende.
Dette fortælle Casper Christensen ivrigt sekunderet af
grineholdet i baggrunden i hæsblæsende fart mens han
karrikerer NHØP på det groveste.
Dét var simpelthen lavmålet af dansk
fjernsyn. Bunden er simpelthen nået. Karikaturen af
NHØP var fuldstændig nådeløs og med en bemærkning
fra en fra grineholdet blev liget fejet af bordet efter
henrettelsen og vi gik videre i den liderlige strøm af
ord.
Improviseret skal det lyde - og lyder det i radioen. Set
filmet forstår man, hvor velplanlagt og tilrettelagt
hele lortet ej. Føj for pokker.
Casper Christensen er blevet en gigant
i fjernsynet. Og hvad man kan forstå af denne udsendelse
er, at hurtigsnakkeren overhovedet ikke tåler
modsigelse. Han har hele batteriet til sin rådighed og
han kan bare køre løs. De mennesker der kommer ham for
nær, skal han nok få gennem kødkværnen.
Man forstår også på den flok mennesker som cirkulerede
omkring studiet under optagelserne, at han har en kraftig
tilhængerskarer. Så de verbale tæsk modsigerne ikke
får af tæskelederen selv kan de få af hans supporters.
Et flovt og tåbeligt indslag med en brystbar dame der
skulle slikkes salt af og forskelligt andet havde samlet
gangen fuld. Hvor plat kan det blive? Nå det var
småting mod det Niels Henning Ørsted Pedersen var udsat
for.
Hvad venners 5-årige Maja havde sagt
da programmet tidligt på aftenen blev forannonceret var
ganske rammende. Hun greb et tørklæde og holdt det for
skærmen idet hun udbrød: Nå det er ham Casper
Christensen, ham gider vi ikke se.
Tvært i mod, jeg vil bede Danmark se det svineri efter i
sømmene, så vidt jeg forstår er det en serie vi kan
følge hver fredag de næste måneder. Der er kun et håb
for landet, og det er at jeg har taget grundigt fejl.
Ugen efter bliver ligheden til
værtshus skinbarlig virkelighed: I et forsøg på at nå
op på Hans Engells promille sættes en af medarbejderne
til at drikke sig fuld - med henblik på at skulle cykle
rundt om Christiansborg for at minde om, at det skal man
holde sig fra. Fakta er: I fuld offentlighed og for
Danmarks Radios penge drikker en person sig fuld for med
fortsæt at begå en ulovlighed! (Man må sandelig heller
ikke cykle beruset!). Jeg kan ikke få afslutningen med i
radioen . I TV-versionen var hele episoden betydeligt
beskåret - så jeg er uvidende om, hvorvidt den fulde
virkelig cyklede rundt om Christiansborg. Men her ser man
da i renkultur hvor tæt dumhed og forbrydelse er på
hinanden.
Skal poesien på Nettet?
af Per-Olof Johansson
Det er faktisk ikke et spørgsmål, for
den er der allerede.
Spørgsmålet er snarere, hvordan vi sorterer den, når
vi skal i kontakt med den.
Dette ikke uvæsentlige spørgsmål får nogle til at
give op på forhånd idet de slår på, at det rigtige
sted at læse poesi og litteratur i det hele taget er i
bøgerne.
Det er da også et godt sted, men det ville være hele
tåbeligt at lade world wide webs muligheder ligge
ubrugte hen. Det er ikke et valg mellem bøger og Nettet,
det er et både og. Nettet er fremragende til
præsentation af forfattere, som så kan opsøges på
adressen, i bøger, trykkes i bøger, havne i bøger.
Hvordan finde poesien på Nettet? En stor del af den er
naturligvis på engelsk. Finder man en side er der let
adgang til de næste, for alle hefter de et link på til
Poetry Webring. herfra kan man springe til fem nye sider,
til fem nye sider, til fem nye sider............
Vil man have mere sortering så standser man et af de
steder man kastes hen til, og det skulle gå mærkeligt
til hvis ikke et af dem har navn af Webzine både med et
snævrere udvalg af digte og med links til andre webzines
med poesi.
En relativ nyskabelse er f.eks. Park & Read som
kalder sig et multilingual tidsskrift. Hvis man ikke
skriver på engelsk, spansk, fransk eller tysk skal ens
digt blot følges af en linje for linje oversættelse til
et af dem. Herfra er der links til en mængde anden
europæisk poesi. Nr. 3 er undervejs.
De danske tiltag er målt med hvad der
sker udenlands små og forsigtige, men de findes.
Først og fremmest er der naturligvis Det Kongelige
Biblioteks initiativ omkring den ældre litteratur, som
jo så også omfatter poesien.
Så er der Runeberg Projektet som sponsoreres at de, der
indscanner de gamle tekster, også danskere. Aarestrup er
så vidt jeg kan se ene om at repræsentere den danske
poesi.
Forfatterforeningen har helt åbenbart en kamp med sine
rettighedsovervejelser. Derfor er de sider man laver i
samarbejde med Det Kongelige bibliotek sider hvor
teksterne er syltet ind i omtale. Det tæller foreløbig
36 forfattere og blandt poeterne kan nævnes Benny
Andersen, Strunge, Nordbrandt, Tafdrup, Jæger. Men det
er klart at det er sådan et institutionelt samarbejde vi
må forvente bliver samlingspunktet hen ad vejen.
Knud Pedersens initiativ med Net-Bog-Klubben er ikke
blevet hilst velkommen af Forfatterforeningen men er ikke
desto mindre oppe i at give adgang til 105 manuskripter.
Skal man kalde det bøger? Knud Pedersen har valgt at
kalde det Net-Bøger, skønt de startede som disketter.
Jeg synes at det fremgår af navnet, hvad det drejer sig
om. Målgruppen er bibliotekerne, som ved abonnement
gives adgang til at downloade og eventuelt udskrive og
udlåne.
Der er nogle helt private
initiativer:
Det mest kendte er vel Arne Herløv
Petersen, men hvad han har af tekster på sine sider er i
høj grad noget som også findes i trykt form. Dog ikke
hans elektroniske tidsskrift, som havde en
diskette-tilværelse før det kom på Nettet. Han er oppe
i Loke nr. 23 siden starten i 1992. Loke læses ikke på
Nettet men downloades.
En gruppe udgiver Webzine Zimulator som bringer digte,
essays og prosatekster. At læse på Nettet. I skrivende
stund venter vi på en ny sending. Lige så bred i
vingefanget er Thomas Thøfners ÆSKEN, som iøvriogt
teknisk set er anderledes. ÆSKEN kan du først læse
efter at have downloaded den. Til gengæld koster det så
altså ikke telefontid at læse! ÆSKEN publiceres i
programmet Adobe Acrobat hvilket gør at der er mange
grafiske muligheder. Til Dato er der kommet 4 udgivelser
og vi venter på den femte.
Så er der mit eget initiativ, webzinen
Splints & Co, Journal of Scandinavian Poetry on the
Web/Tidsskrift med nordisk poesi på Nettet. ISSN
1396-867X . For den indviede er teknikken enkel: Den ene
side af Splints & Co er links til alskens nordisk
poesi på Nettet som jeg kommer over. Jeg prøver ikke at
gruppere dem efter nationalitet men prøver at lave et
andet hierarki: 1) links til de større autoriserede
centrer 2) webziner med videre adgang til digtere 3)
digteres egne homepages. Jeg finder frem til disse links
dels ved nu og da at søge på de nordiske
søgemuligheder, dels ved at benytte mig af de
opfordringer jeg får jeg at bringe adresser.
Hovedindgangen er imidlertid en række digte som jeg dels
selv anbringe på min homepages, dels aftaler med andre
de har anbragt på deres egne homepages men med samme
enkle layout som jeg har valgt. Til disse digte kommer
man via indholdsfortegnelsen i Splints & Co.. Jeg er
ikke blevet overrendt af folk som vil være med, men
bringer da både digte af Thomas Thøfner, Martin Budtz,
Kurt Johansson bortset fra af mig selv. Sune bidrager med
et interessant eksperiment , digt med indbyggede
links.
Jeg bruger også Splints & Co til at formidle ældre
tekster: En gammel skillingstekst om Jesu Kristi 24
lidelses timer og netop nu P.Syvs tilegnelse til
dronningen fra “200 viser om Konger og Kiemper og
Andre.”
Der har netop været en konference om
litteraturen på Nettet i Stavanger, som blev refereret i
Information. Det synes at fremgå, at forbeholdene har
domineret. Måske er de blot i størst overensstemmelse
med referentens egen opfattelse? I hvert fald har selv
indholdet af de originale tekster som er blevet lagt ud
på Nettet ikke på noget tidspunkt givet anledning til
noget der blot lignede anmeldelse. Argumentet skulle
angiveligt være, at det er jo heller ikke al den trykte
litteratur som bliver anmeldt. Bla bla bla.
Ingen skal få mig til at tro, at der ikke er et eneste
af de over hundrede manuskripter i Net-Bog-Klubben der
ikke fortjener at anmeldes. Men indtil videre må
læserne altså selv ud på Nettet og vurdere. Det er jo
i og for sig udmærket, hvis de blot gør det. Husk at
sende forfatterne en hilsen på e-mail - ros eller
kritik. Det kan jo være at direkt-anmeldelse er
fremtiden! At tro at der skulle komme så meget på
Nettet, at intet bliver læst, fordi kvaliteten drukner i
kvantiteten skulle snarere give anledning til at medierne
bidrog til at hjælpe læserne med at finde vej end til
at afsværge net-litteraturen. Og hvad
Forfatterforeningens initiativ angår er det med hensyn
til valg af personer helt traditionelt, hidtil er ingen
sluppet igennem uden i forvejen stribevis af blå
stempler. Helt fri af blå-stemplingen er ej heller
Net-Bog-Klubben, idet de inviterede forfattere samtlige
er medlemmer af den ene eller anden forfatterforening.
Hvad vi mangler er, at redaktionerne beder anmelderne gå
igang - materialet er tilstede.
|