Kommunernes Landsforening - kun for specialister?

0pdaterende note 16.07.1995:

Artiklen:
Vedrørende PMF-konflikten 1993: Den afsluttedes inden lock-outen trådte i kraft. I foråret 1995 har Amtsrådsforeningen været ude i samme hængedyn som KL på dette område. Vedrørende Ombudsmanden: I betænkning nr. 1272/1994 Ombudsmandsloven, Kap. V: ombudsmanden og den private sektor omfattes Amtsrådsforeningen og KL af de organer, som ombudsmanden har erklæret sig inkompetent over for (sic!). Loven blev fremsat, men ikke vedtaget, så den kræver genfremsættelse. KL udsender et skrift om kommunernes 25 år "Kommunerne og udfordringerne" men ikke noget selvstændigt om KL.

Omrids af KL:
I 1994 var det samlede kontingent 71.979,977 kr. Derudover indtægtsgivende virksomhed for o. 55 mill. kr. For 1996 er kontingentet fastsat til kr. 1776,79 pr. 100 indbyggere.

Problemet med at lave en sammenfatning som her forsøgt er, at det kræver et større studium, så jeg opdaterer det ikke "bare lige". Jeg har ingen grund til at formode, at proportionerne har ændret sig. Hvad der udsendes fra de forskellige instanser er enten på regnskabsniveau eller reklame. Engang udsendte man hvert fjerde år en publikation kaldet "De fælleskommunale virksomheder", men det er man vistnok ophørt med. Tillæg til Danske Kommuner nr. 13 1994 handlede om de fælleskommunale selskaber og hed "Den kommunale familie" og giver omsætningstal og antal medarbejdere.

Formanden p.t. er Evan Jensen, borgmester i Lejre. De 17 bestyrelsespladser fordeler sig således: A: 7 ,C:2, Z:1, V:6, F:1

OMRIDS AF KL

Kommunernes Landsforening er opbygget efter et kinesisk æskesystem, der ikke gør et overblik let og enkelt.
273 primærkommuner (ikke København og Frederiksberg) er medlemmer. KL er repræsenteret i over 200 udvalg, organisationer, foreninger etc. KL udfører sekretariatsfunktion for 10 andre kommunale organisationer.
Kommunernes kontingent udgør p.t. kr. 1539,79 pr. 100 indbyggere. I 1991 blev det til ialt kr. 69 millioner. Hertil kommer betydelige indtægter iøvrigt for arbejde for kommunerne. I 1990 angives omsætningen af være 213 millioner kroner. Samler man på grov vis de tilgængelige omsætningstal for tilknyttede virksomheder, præmieindbetalinger til Kommunernes Pensionsforsikring, Kommunernes gensidige Forsikringsselskan, udlån fra Kommunekredit når man frem til, at der årligt i KL-sfæren administreres en omsætning der snarere ligger over end under 7 milliarder kroner. De tilknyttede virksomheder har forskellig organisationsform med egne bestyrelser, selvejende institutioner osv, således at rækkevidden af den samlede indflydelse kræver et nærmere studium.
Selve den formelle opbygning af KL iøvrigt: Foreningen ledes af en bestyrelse på 17 medlemmer, udpeget på grundlag af de politiske partiers stemmetal ved amtsrådsvalgene, p.t. A: 7,C:3, Z:1, V:4, F:2. Formanden, borgmester Hilmar Sølund, Herning(A) har den daglige ledelse, men støtter sig til et formandsskab. Delegeretmødet med forholdsmæssig repræsentation fra kommunernes kaldes "højeste myndighed", men sanktionerer blot bestyrelsesvalget og må nærmest betragtes som et debatforum. Udover de folkevalgte gengangere i de forskellige bestyrelser, er der ved ansættelse tilknyttet KL-sfæren ca. 2000 personer.

Forudsætningen for, at en skandale kan udfolde sig, kan være ren svindel, men det kan også være autoritetstro og konsensus. Umiddelbart forventer vi, at den som har magten også har retten på sin side. Et af de geniale træk ved demokratiet er, at det tager højde for denne psykologiske realitet ved at operere med "magtens tredeling" i lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den som demokratiet giver magt, er selv underlagt loven, uagtet hun og han vælges for at vedtage love. Tredelingen af magten er naturligvis en konstruktion. Tager man dette skelet væk, bliver rettens realitet det samme som magtens realitet. - Dette faktum kan få jurister til helt at glemme hensigten med konstruktionen. I et samfund, hvor lovene ikke er gældende længe nok til at vi når at læse dem, vil de embedsmænd, som skal repræsentere den udøvende magt ikke i samme grad støtte sig til "loven", som hvis loven kunne forudsættes at have en vis længere varighed. Der bliver en tendens til, at man i stedet indrette sig efter forventningerne til lovgiverne. Også for lovgiverne selv bliver loven et flydende begreb, som hun/han selv former ved at udsprede forventninger. På spidsfindig måde bliver juraen her brugt som politisk våben.

Uden demokrati.

Kommunernes Landsforening er opstået som et praktisk redskab for kommunerne i det regel-vacuum de statslige regler for kommunernes styrelse har efterladt. Det er et samarbejdsorgan for kommunerne, som rent juridisk som forening hører hjemme under privatretten. Det er et redskanb, der har vist sig at være en fordel for mange parter, ofte udfra helt modsat rettede synspunkter. Efterfølgende har man ikke fundet det nødvendigt "at begynde forfra" og få foreningen placeret formelt rigtigt i systemet.
En af foreningens væsentligste opgaver har været at varetage rollen som lønforhandler på kommunernes vegne. På dette område har det været nødvendigt med lovgivning som muliggør, at kommunerne overdrager kompetence til foreningen. Overdragelsen er en frivillig sag for kommunerne. Årsagen til at samtlige kommuner bortset fra København og Frederiksberg har overdraget forhandlingskompetencen, skal søges i det forhold, at der samtidig er etableret, hvad der kaldes et "statsligt tilsyn" med oprettelsen af et lønningsnævn. I praksis er det et koordinationsudvalg for kommuner og amter, som ikke vil tillade, at kommunerne fraviger de aftaler, som KL indgår. At KL har fået denne kompetence anses af de fleste lønmodtagerorganisationer for en fordel. Kritik af KL´s placering i systemet er derfor ikke velkommen og ses sjældent fra den side. Når KL træffer bindende aftaler med organisationerne om løn - og ansættelsesforhold nærmer vi os en tilstand, hvor KL er at forstå som de kommunalt ansattes egentlige arbejdsgiver. Der er de seneste år sket en vis decentralisering, således at enkelte normeringsspørgsmål kan afgøres lokalt og diverse puljer fordeles. Men konsekvensenaf overdragelsen af kompetence er, at ingen lønaftale nogensinde kommer ud til urafstemning blandt kommunerne. Der hentes måske nok via kontaktråd inspirationer til forhandlingerne, men KL´s lønudvalg er at opfatte som organisationenes kompetente forsamling. En eksemplificering af det absurde i denne konstruktion så vi ved socialrådgiver-konflikten i sommeren 1981. Her erklærede KL lockout på området, uden at de enkelte kommunalbestyrelser havde andet at gøre end at tage meddelesen til efterretning. De skulle ikke godkende eller acceptere, de skulle blot på KL´s ordre iværksætte lockout.
I skrivende stund har KL netop erklæret lockout for samtlige medlemskommuners pædagogmedhjælpere pr. 1. juni. Beslutningen er igen truffet af KL´s hovedbestyrelse alene.
PMF har sendt strejkevarsel for 11 kommuner, og som modtræk tilsidesætter KL´s bestyrelse den forpligtigelse, som kommunerne har påtaget sig med hensyn til pasning af børn landet over.
At retten til at føre forhandlinger automatisk giver KL bemyndigelse til endelig vedtagelse af kampskridt uden om kommunalbestyrelserne er en helt igennem tvivlsom konklusion, men ikke desto mindre må man forvente, at sådan vil forløbet blive også denne gang, hvis der ikke findes en forhandlingsløsning inden l. juni. Intet kampskridt burde naturligvis kunne iværksættes uden kommunalbestyrelses aktive medvirken ved egen beslutning.
Så er vel bestyrelsen og dens lønudvalg demokratisk valgt? Når foreningen kan handle på kommunernes vegne på lønområdet, måtte det efter vort systems natur være en rimelig forventning, at de regler, hvorefter foreningens bestyrelse sammensættes skulle være godkendte offentligretlige regler. Lovene er den private forenings private sag. Det har haft som konsekvens, at en stor del af landets kommunalbestyrelsesmedlemmer slet ikke kan deltage i valget til bestyrelsen. Alle lokale lister til kommunevalget som ikke opstiller til amtsrådsvalg er udelukket fra at deltage i valget af bestyrelsen til såvel Kommunernes Landsforenings som til lokalforeningerne kaldet kommuneforeninger. Det er en demokratisk skandale lige for øjnene af os. Men der er alt for mange som har fordel af den, til at forholdene ændres.

KL uden lovgrundlag.

Ideen med Kl har været at etablere en modvægt til centralmagten. Den er groet op så at sige "nedefra" på kommunernes eget initiativ, så det er ikke så mærkeligt, at der som udgangspunkt mangler lovgivning. Og at de før kommunesammenlægningen eksisterende foreninger søgte sammen måtte være en naturlig ting. Men at den lovløse tilstand skal fortsætte 25 år efter er uforståeligt. Selvfølgelig kunne man ikke forvente, at et initiativ til lovgivning skulle komme fra foreningen selv, som har klare fordele af tingenes tilstand som de er. Lovgivning vile medføre, at foreningen faldt ind under samme regler, som gælder al anden offentlig virksomhed i landet. Lov om offentlighed gælder ikke for KL. Der kan ikke klages til Ombudsmanden over KL, ejheller kan han selv tage sager op vedrørende KL. Det er under overvejelse at udvide klageadgangen til Ombudsmanden vedrørende kommunale beslutninger, her burde KL-området indgå. KL falder udenfor rigsrevisionens kompetence. KL har sit eget organ Kommunernes Revisionsafdeling, som også reviderer de fleste kommuner. Pressen har fået øje på det betænkelige i, at de almennyttige boligselskaber har deres eget revisionsfirma. På samme måde kunne man rejse spørgsmål ved Kommunernes Revisionsafdeling. Det kan stå lidt uskarpt, om grunden til, at der ingen åbenbare skandaler har været med KL i centrum, er bevidsthed i organisatioenen om den tynde is, man går på - eller om det skyldes offentlighedens manglende indsigt. Uroen omkring Tjærekompagniet og Bibliotekcentralens konkurs burde undersøges ud fra dette perspektiv. Selvom kommunerne forvalter en meget væsentlig del af den danske samfundsøkonomi, afgøres det samlede omfang pradoksalt nok ikke ved lov. Styringen sker via en aftale mellem den siddende regering og Kommunernes Landsforening. Aftalen er dog juridisk set ikke mere en aftale, end kommunerne kan gøre som de vil. KL har ikke fået overdraget nogen kompetance fra kommunerne på dette område, og må derfor nøjes med at henstille til kommunerne, at de holder aftalen. Da systemet var i sin vorden, udformedes aftalerne sådan, at hver kommune fik opgivne beløb at holde sig indenfor på det udvalgte område. Dettte system føltes dog for snævert for kommunerne. Derfor etablerede der et dispensationssystem, der åbenbarede, hvor grotesk systemet var: Man søgte dispensation fra en henstilling ....

Styring ved trusler.

Derfor opfandt man et begreb som benævnes "Kommunerne under eet" Er det f.eks. skatteprocenterne, der ikke må stige ifølge aftalen, så gælder det kommunerne under eet. Det turde stå ganske klart, at samfundets interesse ligger i at have styr på omfanget af kommunernes økonomi "under eet" og ikke i, om den ene kommune ligger lidt højere og den anden lidt lavere. MEN som vejledning for den enkelte kommune er begrebet ganske enkelt nonsens, idet budgetterne vedtages samtidigt og hver for sig og først efterfølgende lader sig sammenligne. Det bliver altså ikke aftalen som fastlægger kommunernes handlemønster, men deres forventninger til mere eller mindre udtalte trusler om sanktioner.
Det handler altså om tilpasning til magten, selvom Grundloven lover, at forholdene skal ordnes ved lov. Folketinget undrager sig sit ansvar, og det er jeg ikke i tvivl om bør kaldes en skandale. Tilpasning til magten er en af de typiske forudsætninger for en skandales udfoldelsesmuligheder. Engang hvert halve år rusker mediernes kommunale medarbejdere i emnet, for hurtigt at lade det gå i glemmebogen igen.
Jeg håber det er fremgået, at der ikke er tale om en enkelt skandale, men om et helt netværk. Til KL´s 25 års jubilæum i 1995 kan vi nok vente os et panegyrisk festskrift. Det ville være mere nyttigt, hvis nogen påtog sig opgaven at udføre en kritisk revision.