Debatforum WWW

Sidebemærkning:
Jeg havde egentlig forventet at artiklen ville blive trykt i et tidsskrift, men da disse planer gik i vasken, sætter jeg den på nettet i stedet for at have den liggende i skuffen. Modtagelsen var egentlig positiv et par steder, men løfterne viste sig at være helt tomme. Min fornemmelse er helt klart, at der er nogen som ikke ønsker denne debat ført. Det bliver den jo nok heller ikke af, at jeg stiller teksten til rådighed. Men måske var der en eller anden som her kunne finde et lille sten, der gnaver i skoen. Heller ikke en kronikversion kunne interessere nogen for alvor. I ly af al sin besværlighed fortsætter KL med at rulle den røde løber ud foran sig.....

Ønsker man at se sagen fra en historisk vinkel, kan man læse hvad jeg skrev i en artikel i Tidsskriftet SALT nr. 3, 1993: EN UOPDAGET SKANDALE og den lille "0pdaterende note 16.07.1995" som jeg syntes måtte følge artiklen, da jeg satte den på nettet:
En uopdaget skandale

Debatindlæg i Frederiksbsborg Amts Avis/DAGBLADET 18.10.2005 :
Lav lov for Kommunernes Landsforening

Kritik til Grin
Begrebet "kommunerne under eet" er et umuligt styringsredskab.
Trykt i Hillerød Posten 4.1.06

KL=kommunal logik
Pressemeddelelse fra Per-Olof Johansson til diverse medier, sat i egen og andres blog etc. 13.10.2007. Sært nok dagen inden statsminister Anders Fogh Rasmussen i Jyllands Posten citeres for at sætte aftalesystemet til debat. Det fremgår ikke af net-versionen i hvilken sammenhæng udtalelsen er blevet fremsat.

Flere indlæg i min blog med label 'KL'

Flere indlæg i min blog..2 med tag 'KL'

To indlæg om KL feb 2008
Gør privatretlig KL til offentligretlig KL-ting
KL's revisonsafdeling solgt

Som lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet skrev Jens Blom-Hansen en bog om Kommunernes Landsforening som en del af 'Magtudredningen'. Mens projektet var under forberedelse kunne man frygte, at KL slet ikke skulle omfattes af undersøgelsen. Sådan blev det heldigvis ikke og bogen udkom i 2002. Det har ikke givet anledning til den store debat selv om titlen er "Den fjerde statsmagt?". Jeg har fundet to anmeldelser, en af Tom Ekeroth i Danske Kommuner 24/2002 og en af Jacob Vase i Nordisk Administrativt Tidsskrift 2/2003. Jeg er lettet over at se, at bogen er anmeldt af fagpersoner, så det følgende er ikke en anmeldelse, der prøver at yde bogen retfærdighed. Det er min uvidenhed om mekanikken bag Jens Blom-Hansens undersøgelser alt for stor til at jeg ville vove mig ud i.

Først efter artiklen er færdig læser jeg Jacob Vases anmeldelse. Som jeg forudså er det en meget sofistikeret anmeldelse, som er en langt bedre indføring i bogens begrebsapparat end bogen selv byder på, så tak for det. At de videnskabelige undersøgelser af KL hidtil er få er jo dog ikke det samme som at KL's tilstedeværelse ikke har været til debat, og det er en gren af den debat, jeg tager udgangspunkt i.

At bogen skulle give anledning til folkelig debat er vel efter dens udformning formentlig utænkeligt. Når jeg som interesseret lægmand alligevel vover det ene øje med et indlæg i debatten, skyldes det, at jeg en længere periode af mit liv netop gik meget op i KL som uautoriseret magtfaktor. Som medstifter af Oles Liste (siden kaldet Lokallisten) i Allerød i 1974 og som byrådsmedlem for listen 1986-90. Siden har jeg måtte lade emnet ligge (i store kasser på vej til lossepladsen). Selvom der er gået ti år, siden jeg fulgte med for alvor, synes jeg tiden har stået stille i forhold til vores kritik af KL, bortset fra punktet med lokalisternes mulighed for at blive repræsenteret i KL's bestyrelse. I mange andre henseender repræsenterer bogen for mig en opdatering, som jeg har været glad for. Det synes jeg er vigtigt at pointere, når nu det følgende mest af alt nok skal opfattes som en kritik af bogen.

Trods den manglende debat om bogen er jeg da ikke i tvivl om, at den mange år frem i tiden vil blive et vigtigt referencepunkt i den kommunale debat. Det tog mig lang tid at få has på bogen og endnu længere tid at tage mig sammen til at skrive mine indvendinger ned. Anledningen til at jeg skriver nu er noget, som kan ligne en pointe i forhold til mit synspunkt på bogen. Derfor kan jeg lige så godt præsentere det straks, som introduktion til mit overordnede synspunkt på KL's rolle: At KL er et illegitimt magtinstrument som burde omformes til et legitimt - med de rettigheder og forpligtelser som ville følge deraf.

I anledning af kommunernes opgave i efteråret 2003 med at sætte kroner og ører på sine aktiver, sendte jeg Politiken følgende indlæg:

Læserbrevet blev bragt 22.11.03. Med den rettelse at hele sidste afsnit fra 'Hele processen er betænkelig' var strøget! Jeg var selvfølgelig tilfreds med, at det alligevel var trykt. Men sidste afsnit repræsenter for mig netop den konkrete påstand om, hvordan KL bruges som et magtinstrument uden for det gældende forfatningssystem.

Jens Blom-Hansen slutter meget fornuftigt sin bog med at sige, at han godt et klar over, at bogen kun er en begyndelse på en nødvendig debat om KL's rolle. Det er jo i sig selv fantastisk at en organisation som ligger på grænsen til at være den uautoriserede fjerde statsmagt efter 33 år nu for første gang gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse.

Det er nok heller ikke helt rigtig. Jeg kan komme i tanker om to tidlige undersøgelser, som dog er så tidlige, at Blom-Hansen end ikke har dem med i litteraturlisten og derfor næppe kender dem. (Mogens Højland et al.: Kommuneautonomi - kommunernes objektive handlingsmuligheder, RUC 1977 - Klaus Hækkerup: De kommunale organisationer 1979).

Statskundskab interesserer sig for den faktiske magt og lader juristerne om forfatningen. Det er en arbejdsdeling som kommer den foreliggende afhandling til skade. Jens Blom-Hansen tager i indledningen udgangspunkt i, at det er bredt accepteret af Folketingets partier, at KL via aftaler med regeringen spiller en vigtig rolle i den praktiske realisering af dansk politik. Det som dermed bliver undersøgelsens genstand er så HVOR MEGET indflydelse, ikke om den er problematisk fordi den ikke er forankret i forfatningen.

På samme vis tages flere andre begreber såsom 'interessevaretagelsen på kommunernes vegne' for acceptable størrelser og han sætter sig for at måle vægten og værdien af interessevaretagelsen.

Er opfattelsen af KL som interesseorganisation så uproblematisk? Jeg finder det er den første og største logiske misvisning som har gjort det vanskeligt for mig at læse bogen overhovedet. Hele tiden må jeg rejse den indvending, at legitimiteten slet ikke er afklaret. På dette vigtige punkt lader han autoriteten (Ombudsmanden?) rangerer over argumenter og går hurtigt videre. Herved bliver bogens titel altfor mægtig til undersøgelsens indhold. Når konklusionen bliver, at KL faktisk i visse henseender kan siges at være den 4. Statsmagt rejses der ikke tvivl om, at det eventuelt kunne være i strid med det, som (burde) være den fungerende retstilstand. I modsætning til hvad Jens Blom-Hansen siger: at KL besidder en betydelig legitimitet i forhold til kommunerne, vil jeg tillade mig at sige, at KL lever sit liv som om den med rette besidder denne legitimitet. KL besidder den netop ikke. Den har fået tildelt en masser roller ad bagvejen, det er sandt, og det bør der sættes en stopper for. Ønsker man at tildele KL den rolle, den har som 4. statsmagt, så lad det ske forfra, evt. i forbindelse med den ændring af Grundloven som vort forhold til EU nødvendiggør, hvis ikke Grundloven skal blive helt til grin.

Hvad betyder legitimitet? Helt kort sagt betyder det vel "i overensstemmelse med loven". Men altså ikke hos Blom-Hansen. Måske ikke absolut lige det modsatte, men noget som sagtens kan være det. Det minder om den lille debat der er blevet ført omkring brugen af ordet 'bjørnetjeneste'. Nogle har misforstået ordet og troet, at det betyder at gøre andre en stur, stur tjeneste, hvor det faktisk betyder skade i stedet for hjælpe - trods den gode vilje. Jeg hører til de der mener, at den oprindelige mening er meningen der skal værnes om. Når vi opdager at nogen misforstår - må vi forklare dem sagens rette sammenhæng, ikke lade syv og fem være lige!

Den fysisk store del af bogen går med gennemgang af spørgeskemaundersøgelser, som slet ikke er uinteressante, men som jeg ikke synes er særlig interessante i forhold til den undersøgelse af legitimiteten, som titlen gav mig indtryk af. Selvfølgelig er Blom-Hansen dækket ind til en vis grad af sin erklæring om ikke at have afdækket alt, hvad der er at sige i sagen - men har man ikke lov til at forvente, at undersøgelsen begynder ved det væsentlige - eksistensgrundlaget. Selvfølgelig repræsenterer statskundskabens vægtlæggen på "praksis" et væsentligt brud på fortidens formelle indføringer i dansk politik. Juraen spiller dog stadig en rolle i magtspillet og kan ikke helt køres ud på sidesporet. Skulle man være i mindste tvivl om KL's faktiske indflydelse så er der viden at hente i denne tunge 'dokumentariske' del af bogen.

Som sagt er det teoretiske begrebsapparat ofte noget jeg her møder for første gang, og mine invendinger på den front er sikkert ganske naive - lad dem komme med her alligevel.

Tilfredshedsundersøgelser kan vel have sine fordele. De siger noget om, hvordan KL opfattes. Hvad nu hvis man er ført bag lyset? En politisk disciplin der ikke er ualmindelig. At KL ikke har været genstand for videnskabelige undersøgelser i større omfang gør netop, at der er flere uvidende aktører end vidende, hvilket er en god grobund for vildførelse. Kommunalpolitikerne tager jf. indledningen blot for givet, at de er nødt til at udføre en værdisætning af kommunens aktiver, når regering og KL har aftalt det - hvor de fornuftigvis og helt lovligt kunne sende papiret i makulatoren til Folketinget havde talt.

Ikke at legitimiteten helt er unævnt, men debatten herom er for snæver og inddrager slet ikke den debat som jeg blandt andre i årene 1974 - 94 har været eksponent for. Man kan da godt have argumenter i en sag uden at man har fået dem frem i en videnskabelig afhandling. Disse invendinger gav sig blandt andet udtryk i en del henvendelser til Ombudsmanden, som Jens Blom-Hansen loyalt refererer til, uden dog at nævne Lokallisten i Allerød eller mit navn eller vore argumenter i den forbindelse. Jeg samlede i artiklen "En uopdaget skandale" (Salt 3/1993) hovedpunkterne i vore indvendinger mod KL. Brevene til Ombudsmanden samt hans svar kan fås ved henvendelse til mig.

Lidt stikordsagtigt gik kritikken på, at KL ikke burde organiseres som privatretligt foretagende, da det logisk er en del af det offentlige Danmark. Som det er, falder organisationen uden for de regler som gælder anden offentlig virksomhed i landet. Lov om offentlighed gælder ikke for KL. Der kan ikke klages over KL til Ombudsmanden. De omkostningsbegrænsninger der evt sættes for statslig og kommunal virksomhed har ingen virkning i KL. KL falder udenfor rigsrevisionens kompetence.

Når der ikke kunne klages over kommunerne til Ombudsmanden, måtte vi gå den omvej at bede Ombudsmanden af egen drift tage sagen op omkring aftalen om investeringsrammer i 1974. Ombudsmanden kunne acceptere aftalerne mellem KL og regeringen fordi der ikke var fastsat sanktioner. Ikke nok med at disse aftaler ikke er retligt forpligtende. Som de økonomiske aftaler har udviklet sig, gælder diverse begrænsninger "kommunerne under et", skønt det er åbenbart nonsens, al den stund kommunerne ikke har et forrum for afstemning af skatteprocenterne. Tilbage står de psykologiske trusler - at hvis man ikke levede op til aftalen ville der komme en lov osv. Denne praksis burde da netop være guf for statskundskaben at analysere, men her lader man sig nøje med juraen.

Når man ikke kunne klage over KL så kunne man altså klage over f.eks. Indenrigsministeriet. Så derfor klagede jeg i 1975 til Indenrigsministeriet over, at man ikke havde sikret sig at godkende KL som et kommunalt fællesskab, omfanget af de fælles aktiviteter taget i betragtning. En godkendelsesprodedure ville sikre at diverse mindretal i kommunerne fik indflydelse, at offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt kunne anvendes. Desuden ville man derved sikre sig, at KL ikke udover hvad der var forudsat på lønområdet kom til at virke indskrænkende på de enkelte kommuners kompetence. Da Indenrigsministeriets svar forelå kunne jeg derefter klage over dette - til Ombudsmanden. Som jeg bl.a. skrev og mener den dag i dag: Det virker i aller højeste grad bemærkelsesværdigt, at et så omfattende samarbejde, som KL repræsenterer, ikke skal være godkendt, mens samarbejdet om at renholde et simpelt stianlæg omkring den fælles sø, højtideligt skal konfirmeres af Tilsynsrådet.

I trin to i klagesagen indhentede Indenrigsministeriet så en udtalelse fra KL, hvad Ombudsmanden jo ikke kunne. Et af elementerne i min klage var, at KL udover bemyndigelsen til at forhandle løn vedrørende kommunalt ansat personale var begyndt at indhente bemyndigelser til også at forhandle om lønnen for personalet i de selvejende daginstitutioner. Det var en oplysende detalje, som der aldrig kom svar på. Besvarelsen trak så længe ud, at der nåede at komme en lov der inddrog de selvejende institutioners lønaftaler under samme regler som gjaldt kommuners personale vedrørende overdragelsen af forhandlingskompetencen!

I stedet for at gå ind på tanken at KL burde godkendes som kommunalt fællesskab opfattede Ombudsmanden i overensstemmelse med Indenrigsministeriet og KL selv, KL i rollen som advokat for kommunen. Det kunne jeg ikke forstå dengang, og forstår det fortsat ikke.

Når det gælder lønaftalerne sluttes de jo ikke individuelt udformet for hver enkelt kommune.

Kommunalbestyrelsen er afskåret fra ved direktiver til den bemyndigede forening at øve indflydelse på aftaler under forhandling. Den må vælge mellem at acceptere foreningens linje eller trække sin bemyndigelse tilbage, hvis den da overhovedet er bekendt med, at forhandlinger pågår.

Ingen advokat kan da træffe bindende beslutninger på kommunens vegne, uden der foreligger en byrådsbeslutning om det faktiske indhold af aftalen.

Jeg ville da nødigt have en advokat der først efterfølgende fortalte mig, hvad han havde besluttet på mine vegne! Men lønaftaler skulle jo godkendes at det statslige organ Lønningsnævnet, hed det. Denne relation skøjter Jens Blom-Hansen også let henover, som om det statslige er en realitet. Det er KL og Amtsrådsforeningens folk med andre kasketter, en konstruktion der må være nam-nam for politiske forskere der ikke er distraheret at formelle forhold, men går efter magten. "KL's opgaver på løntilsynsområdet er derimod ikke belyst, fordi de ikke direkte vedrører interessevaretagelsen." (s.224) Det er nok rigtigt at det ikke var meningen at det var 'interessevaretagelsen' der var tænkt på, men at man overhovedet fik sæde i løntilsynet var jo netop en mulighed for på tværs af hensigten at pleje sine interesser.

Det korte af det lange i det debatforløb set i lyset af Blom-Hansens bog er måske, at der altså foreligger en brevveksling mellem mig, Indenrigsministeriet og Ombudsmanden på mange A4-sider fra årene 1974 - 1987, hvor KL's placering ved siden af det offentligretlige system er til kvalificeret debat. Det var ved de lejligheder systemet selv konkluderede, at KL ikke var den fjerde statsmagt og så er det vel værd at se argumenterne nøjere efter? Af denne brevvekslings argumenter pro et contra bliver der i bogen kun et par konklusioner tilbage som om de var opstået helt af sig selv,

Lad så være, at KL mht til lønforhandlinger bør opfattes i advokatens rolle. Men hvordan kan det så ske, at KL gentagne gange kaldes "arbejdsgiver" (s.11). Det var en rolle for KL, hvis der var tale om et kommunalt fællesskab. At foreningen virkelig kan finde på at optræde som arbejdsgiver så man, da der skulle i værksættes en lockout mod socialrådgiverne i 1981 og hjemmesygeplejerskerne i 1995. Det var ikke en besked til byrådene om at træffe beslutning om at lockoute - spørgsmålet kom slet ikke op i byrådene, lockouten blev en realitet på (arbejdsgiveren) KL's direkte ordre til borgmestrene. Urafstemning kendes ikke, skønt intet kampskridt vel burde kunne iværksættes uden kommunalbestyrelsens aktive medvirken ved egen beslutning.

Hvordan bør oplægget så være for de fremtidige analyser på området? Det er ikke sikkert den typiske hverdag, tilfredshed eller utilfredshed, meninger - er bedst til at give svaret på, hvor magten ligger i den sidste ende. Der er mange bolde i spil i bogen og man lades ikke i tvivl om, at KL er en magt af betydning i det danske demokrati. Jeg har i ovenstående refereret til andre indgange og andre vinkler på vurderingen af om denne magt kan anses for acceptabel. I magtspillet er der i høj grad tale om, at spor sløres med retorik, og denne side af sagen synes jeg end ikke Jens Blom-Hansen antyder kunne eksistere. Jens Blom-Hansen er nok den nærmeste til at gå videre med sagen - men det ville måske være en god ide at han allierede sig både med en ekspert i jura og en i retorik. Jeg tror virkelig jf. sidstnævnte eksempler, at de 35 års begivenheder på det kommunale område bør gås igennem med tættekam for at fremdrage de marginalsituationer, hvor magten viser sit sande ansigt. Heraf vil vi kunne lære, hvad vi kan vente os af fremtidens KL, ja måske kan det lykkes os at drive organisationen ud af kulissen og ind i rampelyset.

Her er et afsluttende eksempel: Indenrigsministeren udtalte i 1986 at Bygge og anlægsstoppet ville blive ophævet, når der var meddelt regeringen, at budgetterne var blevet bragt i overensstemmelse med forårets henstilling vedrørende de kommunale budgetter. Boligministeriet havde rent faktisk en bemyndigelse til at udstede sådan et bygge- og anlægsstop af hensyn til samfundsøkonomien og voila! - den brudte aftale om økonomien, som var retlig uforpligtende pga manglende sanktion - blev alligevel fulgt af en sanktion - altså et eksempel på retorik og rent rævespil. Den slags som journalister falder for - men som videnskaben i det mindste ikke bør ligge under for.

Per-Olof Johansson, f. 1942, aktør i Oles Liste/Lokallisten i Allerød 1974-1994. Skrev i den periode en mængde korte og længere artikler om KL i dagspressen og lokalaviser. Souschef i en skolefritidsordning i Allerød. Se www.per-olof.dk