Er Skåne en religion?

I en kronik i Politiken skriver Peter Broberg:’Nationalitet derimod vokser af historie, sprog og landskab/territorium. Det drejer sig om en kollektiv kvalitet - et fællesskab som ikke er udskifteligt og som det ikke lader sig gøre at ændre.’
Dette skal altså gå for at være en uigendrivelig sandhed. Men fakta har jo vist, at det er en sandhed med mange modifikationer. At der som han siger, skulle findes et folk på 1,5 million mennesker der sprogligt, kulturelt og historisk står mellem svensk og dansk - er da noget, de 1,5 million må stå inde for og ikke noget jeg kan sidde her på den anden side af sundet og beslutte.

At det erobrede land efter 1658 og til dato har været udsat for forsvenskning er uden for al tvivl. Men kan man virkelig sige, at projektet er mislykkedes? At man idag kan finde mange skåninger der mener som Peter Broberg er ikke noget bevis. Det er muligt, at det er svært at ændre den nationale identitet men at den skulle overleve alt er der ingen grund til at tro. Hvis den i den grad overlevede var der jo slet ikke behov for den bevidstgørelse som Skånsk Framtid arbejder på.
Bevidstgørelse er måske endda et forkert ord, fordi det lader ane, at nationalitsfølelsen ligger der nede et sted, skjult og ukendt for personen selv men mulig at vække. Historien og kulturen giver basis for at skabe en skånsk identitet - og det kan selvfølgelig være generende nok måske for folk med en anden opfattelse, men det er da en lovlig menneskelig bestræbelse, som man ikke behøver at dække med falske påstande om uuryddelig kollektiv nationalitet.

Samtidig med, at jeg føler mig oplyst af Skånsk Framtids arbejde, føler jeg mig generet af deres overdrivelse, deres måde at tage hele den skånske befolkning som gidsler for deres synspunkter. Og jeg ved hvorfor. Som mit navn siger, skal jeg søge min familie på den skånske side af sundet. Mange herovre med lignende forbindelse - har glemt den, de bliver lidt forlegne hvis man spørger til oprindelsen af deres Jönsson, Hansson. Jeg besluttede mig engang for at holde forbindelsen ved lige. Og det kan være svært, men det er da lykkedes. Der er ingen af familien og ingen nye eller gamle venner jeg har mødt, som har erklæret sig for anti-svenske i den grad som Skånsk Framtid repræsenterer. Selvfølgelig er der noget om den stockholmske centalisme, og den møder modvilje. Men Danmark som ‘moderland’ -aldrig nogensinde er jeg blevet præsenteret for det. Derimod tit stolthed over at være svensk.
Når jeg læser Peter Broberg må jeg jo tro, at det er et ganske bestemt segment af den skånske befolkning jeg er blevet udsat for. Eller at de har holdt noget skjult for mig. Min egen mor f.eks. Hun var født i Skåne javel, men for hende var det upåtvivleligt ‘Sverige’. Jeg forstår udmærket de historiske argumenter for, at hun kan anses for vildført - men det svarede næppe til hendes selvopfattelse. Peter Broberg ville selvfølgelig have spurgt hende, om det mon ikke kunne skyldes hendes tilgrundliggende danskhed, at hun følte sig så eminent godt tilpas i Danmark at hun betragtede tanken om tilbageflytning til Sverige med afsky? Hun er forlængst død og eksperimentet kan ikke gøres.

Så vil Peter Broberg nok indrullere mig blandt hyggenationalisterne. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg synes det er et helt fint projekt at bestræbe sig på at gøre op med dansk og svensk historieforfalkning. Men jeg føler det også absolut nødvendigt at det slås fast, at dette er et projekt for hver enkelt, at ‘nationalitet’ kan vindes, erhverves, bearbejdes, tilkæmpes såvel som være medfødt. Alle grader er mulige. Ikke alle grader er acceptable. De grader af nationalisme som ikke kan finde kompromisets vej når det gælder samliv med andre nationaliteter vil jeg ikke vide af. De er fra den ene grøft landet i den anden.

Hvis folk i Skåne vil være skåninger først så skal de have lov til det. Men nu påkalder Peter Broberg min støtte til projektet. Jeg skal ikke mere sige, at jeg tager til Sverige, når jeg tager færgen til Helsingborg. Tja, det kunne jeg vel nok vænne mig til, men hvis det ikke er fordi et flertal af skåningerne har besluttet sig til denne sprogbrug, tror jeg ikke jeg kan støtte. Jeg siger vist aldrig Sydsverige men det er fordi jeg så længe har læst om det skånske projekt. Men jeg ser ofte Sydnyt, som vel rettelig betyder ‘Sydsverigenyt’. På den anden side - så er det jo ikke løgn, at Skåne ligger syd for Stockholm? Og hvis det nu er statslige forhold som afhandles kan det da kun for fanatikere anses forkert at tale om Sydsverige. Jeg bor selv i et område hvor der er betydelig navneforvirring, fordi mange ikke skelner mellem ‘by’ og ‘kommune’. Det er klart at navnebrug afspejler opfattelser men ofte også blot uvidenhed. oplysningen må søge en middelvej, ikke fanatismen og stemplingen af anderleds tænkende.

‘Og hvorfor skulle et tysk-dansk kultursamarbejde i grænselandet mod syd ikke kunne følges op af et dansk-skånsk-svensk samarbejde i Skåneland.’ Det må man da håbe det kan. Men det er da også klart at det ikke skal have karakter af det ‘generobrigstogt’, som der let kommer over projektet. Det er en svær balancegang, som Peter Broberg er umådelig dygtig til, men ikke alle er jo som han. Og også han tager munden vel fuld, når han påstår, at det vi møder, når vi tager over sundet er en skånsk befolkning for hvilken Danmark ikke er et nordisk ‘broderland’ men dets ‘moderland’. Han kunne vel skrive, at sådan burde det være og at han arbejder på, at det skal blive sådan.

Når han ikke skrive sådan, så skyldes det altså hans overbevisning om nationaliteten som en kollektiv stabil størrelse. ‘Når skåningen skal finde sine rødder, da må han/hun passere gennem det danske’. Det er logik, og det er utroligt så godt det svenske uniformitetsprincip næsten lykkedes. Men vi skriver 1999 og folkeblandingen i Skåne er altså ikke småting efter 350 år. Skåningen møder mange andre rødder end de danske og det må være op til hver enkelt selv at finde ud af, hvilken der lægges mest vægt på.
‘Kan man tænke sig en forbedring af den danske hukommelse?’ spørger Peter Broberg og tilbyder sin hjælp. Jo tak, han har hjulpet adskilligt allerede, og der er sikkert meget endnu at gøre. Men fri os for at gøre Skåne til en fundamentalistisk religion.

Peter Broberg: Something is Forgotten in the State of Denmark
Politikens kronik tirsdag d.31. august 1999 med titlen "Skåneland".