Den utopiske enighed 12.2.1991

Danskerne er invandrere 2002

Uanset kommentarens indhold? 15.03.1997

Digtet i avisen 15.12.1996

Appellen til poeterne og andre følsømme sjæle. Nov. 1997

Min egen klumme 5.10.1997

Den utopiske enighed.

Der kræves formidling af utopisk tænkning, hvis ikke kulturens skæbne skal ligge i hænderne på små herskersamfund, der tror sig i god ret.

Kommentar i Information 12.2.1991. På WWW 12.3.1997.

Af Per-Olof Johansson

Utopi er blevet navnet på alle gode tanker, som ikke lader sig realisere.
Utopier behøver vi, selv om de måske af en fejltagelse skulle blive genstand for fetisch-dyrkelse. Det er ikke til den brug, vi behøver dem. Vi behøver dem som samtalegrundlag.
Denne opfattelse af utopi kan nok støttes på Thomas More himself, forfatteren til “Utopia”. Utopia er ikke det samfund han ønskede sig, men en lovlig mulighed for at kunne debattere det eksisterende samfund.
Vi, der kan sige hvad vi vil, behøver altså ikke af den grund gå krogveje. For os er fremstillingen af et utopia nødvendig for at kunne løfte samtalen op over de nærmeste fortrædeligheder og anmassende ligegyldigheder.
Utopien hvælver som regel en himmel af enighed op over de udvalgte læsere. Vi hvirvles gennem århundrederne og mellem kontinenterne og mellem århundredernes største forfattere. Når vi sænker blikket ind i os selv bagefter, ved vi også, at det er først bagefter - at arbejdet begynder. At egentlig måtte man først gå hvert eneste lille klokkeslag efter for at afprøve dets lødighed, for at kunne vide, om forfatteren med føje støtter sig på alle disse sprøde klange - eller om han blot bruger dem fantastisk for at få os alle til at svæve.
Utopien fremmaner en himmel af enighed. Under den bliver alt muligt. Men selv svævende synes jeg det er umuligt at glemme, at enigheden ikke findes.
Ganske vist har enighedens himmel været den kuppel alle historiske bevægelser er foregået i ly af - selvom vi bagefter kan se, enigheden ikke var så stor, som de selv troede. og at deres ret ikke var så absolut, som de selv enten troede eller fremstillede det. Vi kan måske bagefter forstå de historiske gode grunde til at de troede absolut på deres gode ret, men vi kan ikke give dem ret.
Det der gør, at utopien på verdensplan føles så nødvendig er, at vi alle, når vi nøgternt søger at vurdere, hvad den nuværende udvikling vil føre med sig, ser en lang ubrudt kæde af ulykkelige og grufulde hændelser ligge foran os.
At vi tror, alt dette vil ske, skyldes, at vi ser, at alle parters stærke tro på deres gode ret vil føre os derhen.
Utopierne må give os andre øjne på udviklingen end den gode ret. Det er verdensomfattende vaneforestillinger, som skal nedbrydes.
Lad os begynde med at nægte at kalde den udvikling, som har givet regeringerne atomkraften i hænde for fremskridt. Selv når de naturvidenskabelige opdagelser punkt for punkt er sande. Der er ingen af de goder, naturvidenskabernes udvikling har givet menneskes, som vil være prisen værd - ingen som er katastrofemuligheden værd.

Hvor finder man fremstillingen af modstanderne med denne udvikling, hvor finder man fremstillingen af den latterliggørelse, de i tidens løb har været udsat for? Nå, da vi jo ikke kan skrue historiens hjul tilbage, ville den blot være en ringe trøst. Vi er bare kommet så vidt, at en næste generation ellers vi have glemt, at der var en kvalificeret modstand. Vi anser den forudgående videnskab for næsten latterlig - men hvor latterlig den end var, var det måske dens mangelfuldhed, som beskyttede den da levende menneskehed mod den selvskabte katastrofe - selv om man udmærket kendte angsten for katastrofen - for de katastrofer, som også stadig er mulige - kometer, jordskælv, hungersnød osv.

Lad os nægte, at storbyerne indgår i rækken af menneskehedens fremskridt. Nutidens kultur er byernes kultur. Mulighederne for til den ene side ensretning, til den anden side kaos synes stærkt forøget i byerne. Enighed og samhørighed findes som kuriøse, marginale bevægelser, der tjener som et underholdende moment på TV-skærmen - voldelige eller blomstrende , men bevægelserne griber ikke i den grad om sig, at de når frem til magten eller evner at bruge magtens midler. Vi er med begivenhederne i Østeuropa blevet mindet om, at de kan virke omvæltende, men det er også ret tydeligt, at derefter står andre kræfter parat, uden garanti for, at udviklingen fører i den ønskede retning.
Katastrofernes skygge hviler aller tungest på storbyerne.

Det er den moderne kultur selv, som ved at gøre menneskehedens udslettelse til en mulighed for den menneskelige handlen, netop derved skaber nødvendigheden af, at ingen bruger dette sidste middel for at “opnå” sin gode ret, eller for at afholde en påstået modstander fra at opnå “sin” gode ret. Der er kommet materiel vægt bag et moralsk krav!
Hjælper det?
Den nødvendige enighed angår altså for så vidt blot, at man afstår fra at handle på et bestemt punkt - de er blot ikke nogen mulig måde, hvorpå det kan isoleres som “punkt” - det kan ikke glemmes - det forbliver en trussel.
Vi prøver på at blive i troen på, at det kan glemmes - og skaber utopier om nedrustningsstop og nye magtkonstellationers nye lod i vægtskålen. Vi håber på, at det kan lade sig gøre? Lige meget hvor stor “kontrollen” bliver, bliver det kontrol med en eksisterende mulighed, som vi ønsker ikke var der.

Samtidig med at naturvidenskaberne udvikles efter samme baner som hidtil og forøger katastrofemulighederne i alle tænkelige retninger.
Der er i disse år mange som mere eller mindre på fantasiens vinger fortæller os om samfund i fortiden, hvis højt specialiserede viden bragte dem til afgrundens rand og til sammenbrud - og deres kongeniale viden til glemsel. Mere end oplysning om historisk fortid, virker det som en myte om fremtiden - en advarsel og en påpegning af en mulighed!
Går mulighederne for glemsel virkelig over katastrofernes skærsild. Kan vi kun tæmme den viden, vi har samlet - ved at glemme den?
Her kræves formidling af utopisk tænkning, hvis ikke kulturens skæbne skal ligge i hænderne på små herskersamfund, der i den sidste ende kan blive forledt af deres tro på deres gode ret. Det er ikke en mulighed som er væsentligt svækket af sammenbruddet i øst, måske tvært imod.
De katastrofer vi står overfor, er over en 400-årig periode affødt af enkeltpersoners indsats for at erhverve viden og tilbyde denne utopiske viden til enhver - også regeringer. Denne utopi er det, som også har affødt erobringer og bosættelser af andre kontinenter og skabelsen af både USA og Sovjetunionen. Denne utopi er det, som har vist sig som en frygtelig fejltagelse.
Der ventes på nye ideer - ideer man ikke kan forvente skal bruge 400 år til at udvikles og spredes. Og dog må man tro, at det er det tidsperspektiv, som er nødvendigt, hvis enigheden skal være grundfæstet. Derfor får alle frelserideer et skær af latterlighed over sig, et skær af at være en art paradenumre. De skabes som psykologisk opbyggelse for vedkommende selv og en lille kreds. Anderledes kan det næppe begynde, men det er jo blot sørgeligt, når grænserne mod omverdenen gør den lille kreds til en sekt i stedet for en inspiration. - Målet er den utopiske enighed og i realiteternes verden bliver afstandene større og større.

Uanset kommentarens indhold?

Af Per-Olof Johansson

Dette var altså min indledning til et Debatforum på WWW:
“Dette er et forsøg på at lave et debatforum, som svarer til de muligheder www tilbyder. Jeg skriver her min uforgribelige mening om dette og hint. Den som ønsker at deltage i debatten, laver en lignende side hos sig selv og sender mig adressen, som jeg så naturligvis publicerer helt uanset kommentarens indhold. Det der vindes ved debat på denne måde er, at du selv er redaktør af dine indlæg. Du ved præcis hvorfor det bliver langt eller kort osv.
Har du ikke selv en homepage, er det muligt at finde steder at placere indlægget på www alligevel. Handler indlægget om noget med radio kan det placeres hos DR-debat, er det noget om Politikens COMPUTER tillæg har du adgang til at skrive det i deres konference osv. Og så sender man mig bare den adresse og overskriften på indlægget og dit navn, så er det det link jeg sætter på.”

Ikke styret af nogen - et åbent forum - åbent for dem med adgang til www. Det lyder enkelt - men det er ikke mere enkelt end at det aktualiserer debatten om, hvorvidt alt er tilladt på internet eller ej?
Jeg har syntes, at de argumenter man har fremført om, at postvæsenet ikke har ansvar for forsendelsernes indhold men for at de når frem, er rigtige. Men måske er det en forenklet sammenligning, som den slags analogier så ofte er.
For det første er det jo slet ikke helt sandt. Jeg adviseres jo allerede på postkassens klap om, at der er forsendelser som er ulovlige, nemlig et almindeligt brev indeholdende penge. Jeg behøver heller ikke engang at slå op i en posthåndbog for at tænke mig til, at det er forbudt at sende genstande, der på den ene eller anden måde kan skade øvrig post.
Så i stedet for analogier må vi holde os til redskabet selv og få en realistisk opfattelse af ikke blot hvordan det virker nu, men hvad det kan bruges til. Og vi har da også allerede set, at udviklingen af redskabet og kontrollen af redskabet internet er to sider af samme sag.

Er den danske grundlovs § 77 egentlig ikke ganske god:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Den deler området ind i nogle trin. Man kan ikke bare offentliggøre hvad som helst uden at skulle stå til ansvar for det. Men man kan offentliggøre hvad som helst, siger grundloven , men det er vist ikke virkeligheden, ej heller efter de efterfølgende love. Der kan være love som forbyder offentliggørelse af det ene og det andet - hvad enten der nu henvises til rigets sikkerhed eller seksualitet - og som politiet på forhånd vil gribe ind over for.
Spørgsmålet er, om vi allerede har love som for grundlovsfædrene ville være faldet ind under sidste punktum: Censur og andre forebyggende forholdsregler.

Det som er til debat er jo lige præcis det: Censur og andre forebyggende forholdsregler. Der vil kunne laves programmer for alle mulige slags frasorteringer, som lovgiverne så kan forlange skal være installeret på enhver lovlig computer eller måske bare enhver lovlig server. I sig selv værdineutrale redskaber, som vil kunne bruges til hvad som helst.
Og så har vi den anden side af debatten, som vil tillade alt.

Når jeg laver denne homepage rives jeg ud af den abstrakte debat ved at skrive: “Den som ønsker at deltage i debatten, laver en lignende side hos sig selv og sender mig adressen, som jeg så naturligvis publicerer helt uanset kommentarens indhold.”
Først efterfølgende gik det op for mig, at det vil jeg selvfølgelig ikke gøre “helt uanset kommentarens indhold”. “Helt uanset kommentarens indhold” er naturligvis den overordnede målsætning, men det er hykleri at sige, at sådan vil jeg handle i enhver situation. Det må være et udslag af fantasiløshed, hvis nogen for alvor tror, at de vil optræde sådan. Jeg vedkender mig, at det vil jeg ikke.
Udover spørgsmålet om kommentarens indhold er der jo endelig det forhold, at det kunne blive uoverkommeligt. At vedligeholde homepages er noget af et job og kunne i sig selv mane til ikke at afgive for mange løfter!

15.03.1997

Digtet i avisen -

af Per-Olof Johansson.

Når man har set en vellykket udstilling er det vel i orden, at man vil indvie andre og lokke dem med?
Desværre, jeg har glemt i hvilken gade i København, men du finder det nok selv, altså hør:
Udstillingen hedder DIGTET I AVISEN, og da det er folk fra Politiken der har lavet den er de fleste numre naturligvis derfra. Og da emnet er stort er der naturligt nok kun tale om et betegnede udvalg. Meningen er, at man skal få øje på, hvordan det er lykkedes nogle journalister på avisen trods modstand fra det almindelige syn hos de toneangivende at trække digte ind i avisens spalter.
Hvem personerne bag er, må man gætte på. De to forgående debatredaktører Heering og Odbjerg må tælles iblandt dem. Og så var digteren Peter Poulsen engang på avisen og gjorde sit. Hvem det er idag tør jeg ikke gætte på, men de er der skønt deres stemme ikke høres offentligt.
I 1991 blev Peter Poulsen redaktør på en ugentlig side digte: "En lørdag i hver måned vil Politiken bringe en side med digte. " Desværre holdt det op igen. Udstillingen er på den måde ganske mangelfuld for vi ser kun startsiden. Temaerne var lidt for store, verdensbilleder, kærlighed. En side var nok for meget. det havde måske været bedre med lidt hver uge men det var flot. Netop med de store temaer og de store navne måtte redaktionen bøje sig. Men vel også derfor kunne dampen ikke holdes oppe.
De små tiltag har virket bedre. Digte i forbindelse med udgivelser af kendte digteres bøger, digte i forbindelse med særlige begivenheder, digte af unge, børn, kvinder alt efter sådanne overtydelige kriterier - men med en god illustration, som regel tegning og set i bakspejlet slet ikke så følgagtigt som læseren måske kunne tænke den enkelte dag: ja selvfølgelig Benny Andersen, ja selvfølgelig Halfdan Rasmussen, Klaus Rifbjerg. For med i koret kom også andre, navne man ikke siden har hørt men ærlige digte i tidens tone. Det kunne være et lille læserbrev, det kunne vokse til et stort. Her set planche efter planche virker det som en god plan.
Og når man så giver sig tid til at læse ser man at der kom meget andet end det dagsaktuelle ind fordi digtenes mål uanset udgangspunktet var aldrig som konkret aktuelt netop pegede udover øjeblikket -.
Et særligt accepteret kriterium har de fremmede digtere været. Fra 24. oktober 94 f.eks. en side med digte udgivet på Brøndum/Aschehoug af herboende udlændinge. Overskriften er som et motto for kriteriet selv: Udlændigheden skærper opmærksomheden.
De kendte digtere kommer først - her er et fra 15.juni 1967 af Jens August Schade: Københavnerpigen. Med illustration af Hans Bendix. Der er også eksempler fra Ekstrabladet netop med Schade-digte - dér tøved man ikke med at give ham en side og store typer. "Festlig følger det ene århundrede/ efter det andet med bolignød/ pebermynter, teaterdød -" i Politiken trængt op i et hjørne, halvhjertet. I Ekstra Bladet 10.1.1973 en hel side med tegning af Erik Stender digtet: Til Jens August Schade på hans fødselsdag - af Jens August Schade!
Sådan startede det også med Thorkild Bjørnvigs miljødigte i et hjørne i Politiken - for siden i slutningen af 70`erne at få fuld power på over kronikken - f.eks digtet VAND i anledning af den påtænkte PVC- fabrik ved Skælskør 30.10. 1977. "Har ikke planternes rødder, dyrs og menneskers mund/ førstefødselsretten til vandet?"
Et Tivoli-digt fra 28.4.1979 af Halfdan Rasmussen får helt overdådig plads, store typer, gode tegninger af Jørgen Saabye. Også for at fejre, at der kom noget fra Halfdans hånd.
Digtet i avisen får avisen til at holde stille i hånden på en anden måde end andet stof -her kan ikke skimmes. Det er netop digtets store opgave i avisen og med alle disse sider for øje kan det ses, at det lykkes.

Her er også eksempler fra andre aviser, det svenske Dagens Nyheter og den danske Information. Information har altid været large med plads til digte og ikke i samme grad indlagt "nyhedskriterier" hvor de rettelig ikke hører hjemme. Fra den 7.6.1991 "hvis du ikke altid gik med bukser" af Carsten René Nielsen, med en fantastiks illustration af Per Marquard Otzen. Der er flere lignende.
I Dagens Nyheter kan man på en side den 30. november 1986 trykke hele ti digte af amerikaneren Lucien Stryk, det bliver jo en hel digtsamling. Forleden gjorde Politiken i Kulturliv noget lignende med takster af Morten Søndergaard, vi kan godt.
Dagens Nyheter og Jyllandsposten er hver repræsenteret med sider, hvor digte udnyttes i reklameøjemed. JP med et digt af Per Højholdt om John Lennon. Reklameværdien består i at det lille digt bringes alene på bagsiden af det omslag JP den dag gav sit kulturtillæg da det sendtes med til Informations læsere. En stærk tro på digtets virkning alene ved sin tilstedeværelse.

Festivalen "Ord i Nord" var også en begivenhed som tillod digte: f.eks. Märta Tikkanens "Oktober rekviem den 22.5. i år. Her ser vi kampen udspille sig: Digtet kom i avisen, men omsat nærmest til spalter, uden megen følelser hvordan den tekst burde have været sat op. Men den er der og bryder igennem med en tegning af Anne-Marie Steen Petersen.
Da Louisiana i 1979 startede med Lyrikdage fik Vagn Steen mulighed for at introducere en del af digterne, med omtale men også med digte. Kun med Claes Anderssons digt "Stenen i fuglen/falder vingeløs Vi/falder gennem hinanden" får digtet en typografi så det ikke glider i et med tapetet.
Fra den 7.6.1980 er der et digt af Vagn Steen selv "-og jeg er angst".
Et meget personligt digt der virkelig fylder - og får lov til det. Illustrationen er Munchs "Skriget".
Den 16.maj 1977 er der en helt usædvanlig ting: En sang af Benny Andersen "Til en udvist" - med noder! Jeg mindes ikke at have hørt den, læser ikke noder men får lyst til at høre den for indholdet virker ikke forældet efter disse 20 år.
Den 18.12.1982 et digt fyldt med samtid af Ivan Malinowski: Eksplosion, Tegning Peder Nyman. Han er blevet en klassiker og redaktionen overlader til læseren til selv at se forbindelsen til dagens politik - og det har den garanteret gjort og vil altid gøre. Som også med Uffe Harders digt : Spektrum fra 7.12.1983. "Måske skal noget nu/ brændes ind/ i nogles bevidsthed//eller simpelthen i luften/af sig selv/ og for dets egen skyld."

Her er masser af eksempler til efterfølgelse. Trukket på snor, som på denne udstilling, vil man næsten forsværge, at det er Politiken som deltager i denne kæde. Men sådan er det og det er kun at håbe, at udstillingen vil mane kræfterne på Politiken, der trækker den vej, til at holde ud. Taget som helhed repræsenterer digtet i Politiken en linje der kan følges også selvom hovedideologien har afsværget den.

********** På WWW april 1997

Mine egen klumme

af Per-Olof Johansson
5.10.1997

Jeg er stået tidligt op. Jeg lider af den tåbelige vrangforestilling, at når man er vågnet, skal man stå op. Da det er søndag kigger jeg mod al rimelighed alligevel efter søndagsavisen. Den kommer notorisk senere, som regel noget over det annoncerede klokkeslæt. Det resulterer tit i, at jeg næsten ikke får læst søndagsavisen. Allerede klokken ti virker den gammel uden at være gammel nok til at indfange mig. Jeg mangler egentlig ikke aviser. Jeg skimmer gårsdagens for glemt og overset stof, mens jeg har flere udklip af ældre dato i beredskab til den nødsituation at heller ikke gårsdagens aviser er nok til morgenbordet.
Lørdagsliv får jeg næsten aldrig læst. Jeg opsøger som regel Søren Ryge men i øvrigt kastes jeg af. Jeg mener, det skyldes lay-outet. Den humoristisk anlagte bagsidekrig mod reklamer in casu tandbørstereklamer er ok og morsom. Den fik jeg læst - anbefalet. Men altfor meget inde i bladet forsvinder i et hav af rubrikker. Der er mange orm på krogene, men de lokker altså åbenbart ikke mig.
Apropos - det er faktisk her denne klumme begynder. Da jeg ikke har en søndagsavis ved hånden må jeg jo selv lave dagens klumme. Altså, jeg var i går rundt om forrige søndags Berlingske og Jyllandsposten for at finde et par artikler. Jeg var overvældet af mængden af tillæg og på kanten af at opgive. Hvad der slog mig var, at trods mængden og fremmedheden så virkede de to avisers layout umiddelbart klarere på mig end min Politikens. F.eks. navnestoffet, som jeg mindes Politiken søgte en medarbejder til for at gøre det moderne - det kører stadig med en opsætning som andenrangsstof, selvom det er noget af det mest læste.
Jeg fandt de artikler, jeg skulle bruge og lod resten være, men det indtryk de gav mig af min egen avis ærgrede mig.
I virkeligheden taler man jo ikke kun layout, når man taler layout, man taler også indhold. For det er layoutet der afslører, hvordan redaktionen vægter. F.eks. nu den ide med at sætte et-næsten-problem på forsiden, nederst i midten. Et problem, som ikke er større end det kan anskues lidt humoristisk.
Eller at lave to kommentarer under dagens tegning istedet for årtiers ene. Første gang synes man måske det er en meget god ide. Når man opdager det er en måde det skal gøres på hver dag, bliver i hvert fald jeg betænkelig. Som regel er det modsat rettede synspunkter, uden det er en præcis debat mellem to. Hvor kommentaren før var redaktionens valg af et væsentlig spørgsmål, skønt ikke at forveksle med redaktionens synspunkt, så virker den nye metode som fedteri for læseren. Ingen skal lades alene med et synspunkt, man ikke deler!
Da jeg læste debatredaktørens kronik om avispop spekulerede jeg på, om han slet ikke opfattede sig som medlem af det team, som laver Politiken og som sandelig ikke går ram forbi, hvis der skal debatteres avispop, hvad Ida jo samme dag og på samme side faktisk fik sagt? Uden at have sakset ham, mindes jeg at chefredaktøren selv forleden fik den samme tanke med på vejen.
Et læserbrev får lov til yderligere at anbefale debatredaktørens nyeste bog. (For kronikkens anledning er for læseren helt klart udgivelsen af bogen -.) Selv når det er et synspunkt man kan dele - synes jeg det er lidt ubehageligt med en sådan anbefaling i redaktørens/forfatterens eget redaktionelle område. Bogen anbefales fordi den indgiver håb om, at vi igen får et egentligt demokrati baseret på ideen om det politiske fællesskab.
Det er jo et ganske nødvendigt håb og noget der er værd at dyrke. Hvis menneskesamfundet skal have en chance for en menneskeværdig overlevelse det næste årtusinde ud, er det nødvendigt med oplevelsen af det fællesskab. I en anden avis læser jeg så om en Herman Dalys forslag til et bud nummer elleve: “ du skal ikke tillade ubegrænset ujævn fordeling af privat egendom”. Og i et andet klip fra samme avis læser jeg om filosoffen Martha Nussbaum, som fremhæver følelsernes og fantasiens betydning for at opnå gode og fornuftige beslutninger. “Ingen retfærdighed uden poesi”. Så jeg kom rundt om væsentlige tanker, også uden søndagsavis.
Klummens ende er nær. Jeg ser ud af vinduet på østhimlen, som er helt fantastisk med flere lag drivende skyer, spredt lyserøde, og en næsten turkis himmel, der tager pusten fra alle klumme-tanker. Stærkt når det ses, men som postkort latterligt. Derfor får du som hilsen klummen og ikke himlen.