Mogens Camre skrev en kronik i Politiken 30.9.1997 om kulturernes sammenstød, som har kaldt på mange kommentarer. En af vanskelighederne ved at gå ind i debatten på det grundlag har for mig været, at Mogens Camre behændigt stiller sig an som rapportør. Det bliver således ikke ham, man debatterer med, men med de mennesker, som har de holdninger han refererer.
Den 1.12. er der så atter et indlæg i denne tråd., af Bent Larsen. Et udmærket eksempel, for det kunne være en af Mogens Camres hjemmelsmænd. Men derefter får jeg et nyt problem. For hvordan og hvorfor debattere med nogen, som ganske åbenbart giver argumenter en god dag, og henter de oplevelser de skal bruge, for at give deres følelser frit løb?
Jeg prøver at begynde der, hvor Bent Larsen siger: 'Vi kan ikke blive ved med at optage, for strømmen har ingen ende og vil forstærkes. Er det racistisk at synes, at det er vores land'
Første punktum er et stærkt argument. Ifølge denne opfattelse vælter de fremmede ind over landet og det bliver kun værre. Det er naturligvis sørgeligt, at verden er i en sådan forfatning, at flere og flere mennesker føler sig foranlediget til at forlade deres hjemland. Hvis det er det, der bliver værre og værre, så er det Bent Larsen foreslår, at vi skal stille os på det værres side og forhindre folk i at komme op i redningsbåden. Vel ikke helt, for han siger:' Jeg vil gerne hjælpe somalierne i Somalia -'. Det er da et vigtigt signal, men som landet ligger et det jo et statement, som det er vanskeligt at sætte realiteter bag. Og når det er tilfældet, er argumentationen brudt sammen. Bent Larsen og de, der deler hans synspunkter, vil både blæse og have mel i munden. Rent faktisk åbner Danmark ikke bare grænserne for flygtninge og slet ikke for indvandrere, så hvis det bliver værre og værre er det, fordi forsøget på at holde Danmark som flygtningefri enklave ikke kan modstå virkelighedens pres, hvad enten vi kan lide det eller ej. Hvis det virkelig er sådan, så er det racistisk at mene, at 'Danmark er vores land'. Verden er vores verden og derfor er flygtninge også vores problem. Men er det virkelig i den takt fremmede vælter ind over os? I hvilken takt, der kommer fremmede, har intet at gøre med, om Bent Larsen har arbejdet med åndssvage og psykotiske og om han har arbejdet to år i Østafrika eller om han hele sit liv har været medlem af Det Radikale Venstre og om hans kone er sygeplejerske og ligeledes radikal. Som for at sætte trumf på siger han, at han godt vil hjælpe somalierne i Somalia 'men ikke somaliske narkohandlere på Vesterbro'. Det er virkelig forplumring af debatten. Somalierne i Danmark sættes lig med narkohandlere på Vesterbro? Jeg vil gerne tro, at der kan fremvises statistikker som viser, at fremmede har større kontakt med politiet end dansk-danskere, men jeg kan også se, at hvis man hænger Bent Larsens skilt 'narkohandler'på dem og derfor på forhånd gør dem til udstødte, er det denne udstødelse som vil forstærke den tendens.
Det for mig klareste bevis på argumenternes totale sammenbrud i Bent Larsens indlæg, det er, hvor han indfører en personlig tragedie i argumentationen. Hans efter en brand genopførte hus får en værdi som gør, at han ikke som pensionist har råd til at bo i det. Han ser for sig, hvordan der vil flytte flygtninge ind i hans tidligere hus, flygtninge ' som jo naturligvis får deres penge af det danske samfund'. Her ser vi i renkultur, hvordan flygtninge gøres til syndebukke i den personlige tragedie. De flygtninge der - kun eventuelt - flytter ind i Bent Jensens hus, har jo intet med den tragedie at gøre. Man må tro at Bent Jensen er blevet drevet fra hus og hjem for at give plads til flygtninge. Det er jo det rene sludder. Bent Jensens tragedie er ham selv åbenbar - somalierne, der flytter ind, er ikke ofre for en tragedie, nej det er en bande narkohandlere som lever højt på at nasse på samfundet, det er dét denne følelseskaskade skal få os til at føle . Føle, ikke tænke, for hvis man tænker sig om opdager man, hvad hensigten bag argumenternes sammenbrud er.
Bent Larsen nyder den ære at få illustreret sit indlæg med et billede af en anden Larsen, nemlig Johannes Larsens maleri af udsigt fra huset i Kerteminde: Sommer, solskin og blæst, fra 1899. Et billede vi danskere kender så godt, at Politiken ikke mener dets oprindelse bør anføres. Med den takt, der kommer fremmede ind i dette land, og hvis vi møder dem på en fornuftig og menneskelig måde, så vil deres efterkommere føle det Danmark, som det billede sender os en hilsen fra, som også deres Danmark. De fremmede forbliver kun fremmede, hvis omgivelserne fastholder dem i denne position. Den takt, jeg forholder mig til, finder jeg oplyst i Dansk Flygtningehjælps pjece: 25 spørgsmål og svar om flygtninge fra april 1997.
Bent Larsen siger: 'Men jeg er ikke racist og deltager ikke i nogen højrebølge, men jeg kan ikke acceptere det, der sker.' Man skal ikke acceptere narkohandlere på Vesterbro hvad hudfarve de så end har, man skal ikke acceptere momssvindlere, hvilken nationalitet de end har. Det er selvfølgeligheder. Men hvis man opgiver at argumentere og holder sig til sine følelser, kortslutter avishistorier med egne tragedier, ja så flyder man nu engang med på højrebølgen, lige meget hvor mange år man har været medlem af Det Radikale Venstre.

**********************************************