www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Blog


 

En ny skolestart -

Børn og unges udvikling og læring
- om mødet mellem
børnehave, skole og skolefritidsordning

BUPL-pjece november 1997Kolofon
Indhold

FORORD
BUPLs forslag
BUPL's syn på børn og barndom
Udfordringen
Vilje til samarbejde
Fælles mål for udvikling og læring
Nødvendige færdigheder
Ny udviklings - og læringspædagogik
Børnehave og skole
En ny skolestart
  BUPLs grundsyn er, at leg og læring ikke er hinandens modsætninger men tværtom hinandens forudsætninger.

For ud over, at legen har en selvstændig værdi og funktion - så at sige er et mål i sig selv - er den nemlig også en udviklings- og læreproces: Gennem legen udvikler børnene deres personlighed, og de tilegner sig uvurderlige oplevelser, erfaringer og viden om sig selv og deres omverden, som traditionel indlæring aldrig vil kunne give dem.

Derfor er legen den vigtigste og mest effektive udviklings- og læreproces for mindre børn.

Men tør vi tage konsekvensen af vores viden om, hvordan børn udvikler sig og lærer bedst? Tør vi lave om på de vilkår, vi byder børn - i et land, hvor vi i dag har verdensrekord i dagtilbud for børn uden for hjemmet?

Tør vi tænke nyt - og sammen - om at sikre sammenhæng i børnenes hverdag, så de også udenfor hjemmet oplever voksne, der samarbejder om at sikre dem den bedst mulige start på livet - hvad enten disse voksne er pædagoger i børnehave, skolefritidsordning eller børnehaveklasse eller de er lærere i folkeskolen?

I BUPL er vi overbeviste om, at svaret er ja! Naturligvis tør vi.

Naturligvis tør vi gøre op med eksisterende strukturer og måder at gribe arbejdet med børn an på, når vi kan se, at det kan gøres bedre.

Og naturligvis skal vi!

På konferencen "Leg og Læring" i september 1997 slog undervisningsminister Ole Vig Jensen til lyd for et tættere samarbejde mellem pædagoger og lærere i forbindelse med børnenes skolestart. På samme konference fremlagde BUPL vore holdninger til en ny skolestart.

Dette debatoplæg er en udbygning af disse holdninger, og det er ment som en konkretisering af BUPL's tanker og forslag til, hvordan der kan skabes en anden og bedre skolestart end i dag, og hvordan vi kan skabe større sammenhæng mellem børnehave, skole og skolefritidsordning med det formål at give børnene de mest optimale muligheder for at tilegne sig de personlige og faglige færdigheder, de selv og samfundet har brug for.

BUPL ser frem til at drøfte forslagene med folketing, ministerier, kommuner, forældre og - ikke mindst - med lærerne og vore egne medlemmer.

Bente Sorgenfrey
Forbundsformand
**************************************

BUPLs forslag


BUPL's syn på børn og barndom

BUPL tager først og fremmest udgangspunkt i et syn på barnet som et selvstændigt og kompetent menneske med rettigheder i forhold til udvikling, læring og medbestemmelse, og som er i stand til at overskue og handle i sin hverdag.

Dette grundsyn genfinder vi i folkeskolelovens og den sociale servicelovs formålsparagraffer for, hvad det er samfundet skal tilbyde børn.

Det er et syn, der anerkender barnets grundlæggende behov for og kompetence til at være aktiv medskaber af eget liv med ret til et meningsfyldt, forpligtende og også sjovt samvær med andre.

Barndommen er ikke og må ikke opfattes primært som en forberedelse til at blive voksen. Barndommen har uvurderlig værdi i sig selv.

BUPL mener derfor, at barnets samlede behov og rettigheder må sættes i centrum for at skabe de optimale udviklings- og læringsbetingelser. I dag varetages barnets behov for udvikling og læring indenfor forskellige og adskilte arenaer som familie, børnehave, SFO, skole, kammerater m.m. Opgaven består i at skabe en sammenhængende pædagogisk indsats mellem disse arenaer.

Først og sidst er det væsentligt at fastholde, at den grundlæggende omsorg for børnene og deres trivsel skal tilgodeses, da det danner grundlaget for, at barnets udvikling og læring.

Udfordringen

Betydningen af, at unge får en uddannelse, der rækker ud over folkeskolen, er stærkt stigende. Blandt andet peger den seneste erhvervsredegørelse fra erhvervsministeriet på, at dårligt uddannede unge i fremtiden må forventes at få meget vanskeligt ved at finde beskæftigelse og varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

I dag er situationen ikke desto mindre den, at hver 6. i en ungdomsårgang forlader uddannelsessystemet med folkeskolen som eneste uddannelsesmæssige ballast, og en ny rapport fra Udviklingscentret for Folkeoplysning og Voksenuddannelse og Amternes og Kommunerne Forskningsinstitut viser, at en stor del af de unge, der ikke får nogen uddannelse, allerede omkring 9. klasse helt har mistet lysten til at uddanne sig. Det, skolen har lagt vægt på, har ligget fjernt fra disse børns interesser og talenter. De efterlyser en skolepraksis, der også er aktiv, undersøgende og meningsfuld i forhold til deres liv her og nu.

Folkeskoleloven fra 1993 lægger stor vægt på at bringe den enkelte elev i centrum for undervisningen, men det har - af forskellige grunde - knebet med at få disse intentioner omsat til praktisk hverdag.

Ikke mange er imidlertid i tvivl om, at det er nødvendigt - hvis vi vil fastholde børn og unges interesse for den læring, som vi alle ved er så nødvendig for deres aktuelle selvværd og for deres fremtidige voksenliv. En undersøgelse, som Instituttet for Fremtidsforskning lavede i foråret 1995 blandt unge i folkeskolen, som havde valgt at gå på handelsskole, viste blandt andet meget markant, at de unge foretrækker arbejdsmåder, som betyder, at de selv er aktive, involverede og arbejder sammen med andre.

De unges værdier er i øvrigt i stigende grad individualistiske. Det betyder imidlertid ikke, at de er asociale eller egoistiske. De er nemlig alle (som den første generation overhovedet) vokset op i familier, hvor begge forældre havde udearbejde og som følge deraf også vokset op i institutioner, hvor de har lært betydningen af fællesskab og har fået en betydelig social kompetence, blandt andet fordi de helt fra barneårene har lært at tage hensyn til andre, at acceptere forskellige synspunkter og at forhandle sig frem til enighed.

Ifølge instituttet bryder de unge sig heller ikke om ledelse i traditionel, hierarkisk forstand. Og meget få af dem er interesserede i selv at blive ledere. Det at kunne bestemme over andre er ikke attraktivt. Det at kunne bestemme over sig selv er derimod altafgørende!

Alt sammen peger det på, at der er behov for en ny måde at tilrettelægge undervisning, udvikling og læring på. Og al den forskning, vi kender, peger entydigt på, at hvis det skal lykkes, skal vi begynde, mens børnene er helt små.

For hvis vi kan udvikle en aktiv læringskultur omkring de små børn, kan vi også skabe en læringskultur, der sætter de større børn i stand til at arbejde mere selvstændigt - sådan, som de selv siger, de ønsker det. Og sådan, som samfundet i øvrigt forventer det af dem!

Derfor må der skabes bedre sammenhæng mellem det arbejde, pædagogerne traditionelt har haft ansvaret for og det arbejde, lærerne traditionelt har haft ansvaret for - fordi vi ved, at vi skal begynde tidligt, og fordi vi ved, at 90% af alle danske børn går i børnehave og på et tidspunkt videregives til et skolesystem, som af børnene hidtil er blevet oplevet meget anderledes end børnehaven.

Vilje til samarbejde

Det er afgørende for at skabe sammenhæng i børns liv, at lærere og pædagoger sammen fastlægger et helhedssyn på børn og etablerer systematisk samarbejde med fælles overordnede mål for den pædagogiske virksomhed i børnehave, skole og skolefritidsordning.

Vi ved, at en del af forklaringen på, at det ikke er sket i tilstrækkeligt omfang, er en betydelig grad af mistillid til hinandens motiver. Den mistillid er vi nødt til at rydde af vejen. Og vi er samtidig nødt til at se mere selvkritisk på den måde, vi hver især arbejder på.

Hvis barnet skal opleve en større kontinuitet i skiftet fra børnehave til skole, er det ikke nok, at legen får en større plads i skolen. En form for systematisk læring - f.eks. via bevidst arbejde med børnenes sproglige bevidsthed - må også have en større plads i børnehaven og ved, at pædagoger i det hele taget bliver bedre til at beskrive, hvad de gør og hvad målet er med det. Og meget tyder på, at både lærere og pædagoger har erkendt, at et samarbejde og en koordineret indsats er nødvendig for børnene og i øvrigt vil være til fordel for begge faggrupper.

I sommeren 1997 gennemførte BUPL en undersøgelse af barrierer og muligheder for udvikling af en skole/SFO, som ser ligeværdigt på pædagoger og lærere og på deres fag.

Undersøgelsen viste, at den gensidige anerkendelse af hinandens arbejde er stor. Lærerne anerkender i høj grad pædagogerne og SFO'erne som en betydningsfuld del af skolen, og hovedparten af pædagogerne mener, at skolen og SFO'en bør arbejde efter én og samme målsætning. Dertil kommer, at hovedparten af lærerne og pædagogerne mener, at skolens og SFO'ens målsætning bør formuleres i et samarbejde mellem lærere og pædagoger.

Med hensyn til den mere praktiske hverdag mener et stort flertal af pædagogerne, at det vil være en god idé, hvis de tog del i undervisningen i de yngste klassetrin, og et flertal så også gerne, at lærerne i de yngste klassetrin tog mere del i det daglige SFO-arbejde. Blandt lærerne er det cirka halvdelen, der mener, at det vil være en fordel for børnene, hvis pædagogerne var med i arbejdet i de yngste klassetrin, og mange af lærerne vil også gerne tage aktiv del i SFO-arbejdet.

Så basis er der: Lærere og pædagoger kan give hinanden meget mere, end vi hidtil har gået og troet. Derfor handler det om at komme i gang - med konkrete forsøg med samarbejde og koordinering af pædagogernes og lærernes indsats - f.eks. via dannelse af teams af lærere og pædagoger, der sammen har ansvaret for og tilrettelægger børnenes hverdag i de første år i skolen.

Men lærere og pædagogerne kan ikke gøre det alene. Det forudsætter politisk opbakning - fra centralt og lokalt hold. Det forudsætter koordination mellem de ministerier, der har ansvaret for børn og unge. Processen med at skabe bedre sammenhæng i børns liv hæmmes nemlig i Danmark i stor udstrækning af en uklar statslig politik på området og af manglende samarbejde mellem først og fremmest undervisnings- og socialministeriet. Helt konkret kunne man forestille sig statslig støtte til kommuner, der er parate til at gå i spidsen for forsøgs- og udviklingsprojekter.

Det forudsætter derudover forsknings- og udviklingsprogrammer med særlig fokus på børns skolestart, og det forudsætter fælles uddannelsestiltag for lærere og pædagoger.

Endelig forudsætter det en forstærket forældreinddragelse, hvor ikke mindst skolebestyrelserne involveres langt stærkere end i dag i målformuleringer og i evalueringer af arbejdets succes eller fiasko, og det forudsætter ledelsesmæssig opbakning, som blandt andet indebærer, at SFO-lederen bliver en naturlig del af skolens ledelsesteam.

Fælles mål for udvikling og læring

Børns udvikling og læring anerkendes i dag indenfor pædagogisk forskning og praksis som sammenhængende og uadskillelige processer.

Udvikling opfatter BUPL som en livslang proces, der indebærer en løbende og kompleks udbygning af den enkeltes viden, færdigheder og kompetencer, så man aktivt og kvalificeret kan indgå i stadig mere omfattende dele af tilværelsen.

Denne udviklingsforståelse implicerer læring både som evne og proces og ikke kun som simpel tilegnelse. Det handler om at "lære at lære". Det vil side en proces, hvor barnet opnår en erkendelse af hensigtsmæssige fremgangsmåder for sin læring, fx at formulere problemer, finde relevante handlemuligheder, søge ny viden og udvikle nye færdigheder.

Et sammenhængende syn på udvikling og læring betyder eksempelvis, at sanselighed og kropslighed er dimensioner, som indgår i tilegnelse af sproget, og at tilegnelse af sproget indvirker på regulering af følelser og sociale relationer.

Legen er et eksempel på en aktivitet, som rummer både udvikling og læring.

Vi ser læring som en proces, der først og fremmest knytter sig til barnet og ikke til de professionelle. Læring er en kontinuerlig og livslang udviklingsproces tæt knyttet til opdragelse og dannelse.

Det er i de første leveår, mennesket lærer mest, og det er i den periode af livet, mennesker har den største nysgerrighed og den største formåen til at tilegne, til at lære, til at udvikles.

Når læring beskrives på den måde, er det selvsagt relevant også at se på de læreprocesser, som finder sted i småbørnsinstitutionerne, og som sammen med omsorg, samvær, opdragelse og dannelse er blandt de grundlæggende træk i dansk småbørnspædagogik. Den pædagogiske praksis fremmer børns tilegnelse af viden og kundskaber samt kulturelle og sociale færdigheder, og disse elementer forstås som en sammenhængende udviklings- og læringsproces.

Imidlertid er der ikke en særlig stærk tradition indenfor småbørnspædagogikken for målrettet at arbejde med børns kognitive udvikling, endsige inddrage bogstaver, læsning og skriftsproget som en bevidst del af læreprocesserne i børnehaver. Der er brug for at diskutere og udfordre denne tradition gennem f.eks. systematiske forsøgsprojekter. Samtidig er der brug for en tilsvarende fælles bevidsthed om legens og fællesskabets betydning som en afgørende dimension i al pædagogisk virksomhed med børn - både før og efter skolestarten. Det udvidede undervisningsbegreb handler jo netop også om at inddrage leg og andre udviklende aktiviteter.

Derimod handler det ikke om at afgrænse læring til kun at handle om lærernes undervisning om formiddagen, fordi læring dermed ikke gøres gældende i forhold til småbørn i børnehaver og børn i skolefritidsordninger.

Et udvidet undervisningsbegreb forstået som udvikling og læring kan og bør føre til en tæt dialog mellem pædagoger og lærere om en opblødning af de traditioner og afgrænsninger, der hidtil har været fremherskende i de to fag i forhold til hinanden.

Det handler nemlig om at fastholde et syn på læring og på læreprocessen, som sætter barnet i centrum - som tager barnets perspektiv, dvs. beror på om barnet finder det meningsfyldt og sjovt.

Det fordrer en pædagogik, som skaber rum, tid og muligheder for barnets egne udfoldelser, hvor grundsynet er læreres og pædagogers tillid til barnets egen læring - uden, at vi som professionelle fralægger os ansvaret for at vække børns interesse og for at støtte og vejlede dem i deres læring og udvikling.

Nødvendige færdigheder

I dag lægges der i mange debatter om, hvad børn skal lære, stor vægt på færdighederne at læse, skrive og regne. De nyeste undersøgelser om danske forældres holdning til folkeskolen understreger dette. Ganske vist efterspørger forældrene, at folkeskolen bliver bedre til at leve op til den del af formålet, som handler om "at tilgodese alle sider af den enkelte elevs udvikling".

Men konkret er det stadig kraftigere koncentration om at give børnene læse- og regnefærdigheder, forældrene efterlyser - formentlig fordi de er ængstelige for, om deres børn nu får tilstrækkeligt gode elementære færdigheder til at klare sig godt senere i livet.

Imidlertid er det BUPL's opfattelse, at dette ikke skal være den eneste tilgang til forståelsen for børns og samfundets behov for, hvilke færdigheder børn skal udvikle og lære.

I fremtiden vil der parallelt med de centrale kundskabs- og færdighedsområder være andre væsentlige færdighedsområder, kulturredskaber og livskundskaber, som børn skal beherske:

- at kunne samarbejde - at kunne kommunikere med andre - at kunne skabe og udvikle relationer til andre - at kunne mærke og give udtryk for egne følelser - at kunne sætte sig ind i andres følelser - at kunne motivere sig selv til at nå sine mål.

Disse kompetencer er væsentlige både i forhold til børnenes liv nu og her, men også, fordi den enkelte skal være i stand til at indgå i et videnssamfund, som blandt andet er præget af en sand eksplosion i mængden af informationer, af nye kommunikationsveje som f.eks. interaktive medier, af krav om omstillingsparathed og fleksibilitet, af et intensivt globalt samarbejde, af en massiv flerkulturel udfordring og af spørgsmålet om at sikre en økologisk bæredygtig udvikling.

Det er forandringer, som det enkelte menneske skal kunne håndtere samtidig med, at man skal være beredt på nye, endnu ikke kendte forandringer. Det fremtidsberedskab skal barnet tilegne sig gennem en både varieret og mangfoldig udviklings- og læringsproces, der på samme tid tilgodeser barnets aktuelle, konkrete liv og giver det forudsætninger for aktivt at kunne møde fremtidens udfordringer.

En ny udviklings- og læringspædagogik

Den pædagogiske opgave udspringer af børnenes grundlæggende rettigheder og behov. Samtænkning af udvikling og læring må derfor føre til grundlæggende ændringer i den måde, vi hidtil har tænkt og udført pædagogisk arbejde med børn på.

Først og fremmest skal pædagogikken inddrage barnets måde at opleve og erkende sin omverden på. En direkte konsekvens heraf er, at der skal sættes fokus på, hvad der skal være indholdet i den pædagogiske virksomhed i børnehave, skole og skolefritidsordning.

Dette skal føre til mere relevante pædagogiske forløb, så børnene i højere grad kommer til at opleve og arbejde med problemfelter af direkte betydning for deres aktuelle og fremtidige liv.

I forlængelse heraf er barnets aktive deltagelse i meningsfulde og forpligtende fællesskaber et væsentligt aspekt. For pædagogikken betyder det udvikling af fremgangsmåder, der sikrer, at alle børn får mulighed for indflydelse på egen tilværelse i det fælles liv i skole og skolefritidsordning.

Det indebærer et syn på børn, som respekterer og anerkender deres potentialer og kompetencer.

Endvidere er det nødvendigt at inddrage de sociale, sansemæssige, kropslige og musiske dimensioner som grundlæggende elementer i det samlede pædagogiske arbejde. Det er nemlig dimensioner, som er helt centrale både i børnenes egne prioriterede (udviklings- og lærings-)aktiviteter og i deres lege. Leg er derfor også et afgørende og selvstændigt element i de første skoleår, fordi legen er en virksomhed, hvor mål og motiv ligger i selve processen, og som er kendetegnet ved fantasi, forestillingsevne, fleksibilitet og løbende forandring.

Ved bevidst at inddrage og give plads og tid til leg i den pædagogiske praksis bidrager pædagoger og lærere derfor i høj grad til dannelse af børns læremotiver og personlighedsudvikling.

Læreren og pædagogen

Børns udvikling og læring er grundlæggende en fælles opgave for pædagoger og lærere. Såvel læring som dette at 'lære at lære' foregår imidlertid også udenfor de formelle pædagogiske sammenhænge.

Derfor er det nødvendigt at skabe en sammenhæng mellem formel og uformel læring. I den forbindelse har pædagogen en væsentlig rolle som brobygger.

Fordi informationssamfundet er et komplekst videnssamfund kan tilegnelse ikke finde sted i form af "overdragelse af viden". Det må i stadig højere grad ske ved, at vi tiltror barnet selv at kunne tage et medansvar for egen udvikling og læring i samspil med de fastlagte mål, som pædagoger og lærere har ansvaret for.

Udviklingen af en ny udviklings- og læringspædagogik er ikke noget, der

alene kan gennemføres af pædagoger eller af lærere. Begge faggruppers faglighed skal indgå for at skabe den nødvendige sammenhæng.

Lærere og pædagoger har også brug for at udveksle erfaringer og forslag til, hvordan der skabes rum og tid til børns egne handlinger, og til hvordan vi sikrer børn reel medbestemmelse over deres eget liv og over deres egen læring og udvikling.

Der må derfor skabes rammer som muliggør, at lærere og pædagoger sammen diskuterer, planlægger, gennemfører og evaluerer den pædagogiske virksomhed i skole og skolefritidsordning.

Derudover er der brug for fælles efter- og videreuddannelse for pædagoger og lærere, og der er brug for, at der indføres en række fælles indholdsmæssige aspekter i de to grunduddannelser, fordi den undervisningsmæssige og pædagogiske opgave har fælles grundtræk.

Børnehave og skole

Udfordringen er at skabe helhedssyn på barnet og skabe sammenhæng mellem børnehave, skole og skolefritidsordning samt familiens opdragelse. Formålet er ikke, at pædagoger og lærere skal arbejde ens.

Formålet er derimod - ud fra en fælles forståelse af, at børns udvikling og læring kan ske på mange måder - at skabe refleksion over forskellige metoder og over, hvor det er, pædagoger og lærere henholdsvis har deres faglige styrker og svagheder.

Den sammenhæng kunne f.eks. skabes ved:

En sådan model kunne bestå i en plan for, hvordan parterne bringes sammen, så institutionsskiftet i højere grad end i dag respekterer børnenes erfaringer og tager afsæt i det fælles syn på børn.

- Én model kunne f.eks. beskrive, hvordan lærer og skolepædagog deltager i børnehavens liv forud for institutionsskiftet, og hvordan børnehavepædagogen deltager i skolestarten.

- En anden model kunne være, at man før og efter skolestarten laver fælles pædagogiske forløb eller projekter for skole og børnehave.

Alle modeller for samarbejdet bør indeholde såvel konkrete udviklingsmål (hvad vil vi opnå med samarbejdet?) som konkrete beskrivelser af og begrundelse for planlægningsmetode, gennemførelse og evaluering.

En ny skolestart

For at skabe kontinuitet i børns udvikling og læring foreslår BUPL et samlet 4 årigt skolestartforløb hvilende på fælles udviklings- og læringsmål for børnehave, skole og skolefritidsordning.

Det skal være en periode, hvor den fælles pædagogiske virksomhed omfatter de centrale kundskabs- og færdighedsområder og indeholder muligheder for oplevelse, leg, erfaringsdannelse, tilegnelse af kulturredskaber, anvendelse af værktøj, brug af multimedier, ekspressive og musiske udtryksformer mv.

I indskolingen bør fagopdelingen erstattes af forløb og projekter baseret på faglige og personlige udviklingsmål.

Derfor må den traditionelle modulopbygning med lektioner, klasser, frikvarterer, maksimale daglige lektionstimetal etc. erstattes af en fleksibel tilrettelæggelse af den samlede dag, så det er de enkelte aktiviteter og børnenes engagement og interesse, der styrer strukturen ud fra de fastlagte udviklings- og læringsmål.

Skolestarten bliver dermed et fælles ansvarsområde for lærere og pædagoger, hvor børnene ved skolestart mødes af et team bestående af en lærer og en skolepædagog, som fælles planlægger, gennemfører og evaluerer de næste fire års forløb. Forældresamarbejdet bliver et fælles anliggende, som planlægges og gennemføres i fællesskab af forældre, lærere og pædagoger.

En skolestart, hvor sigtet er at tilgodese børns udvikling og læring, forudsætter, at der er tilstrækkelige og velindrettede lokaler og værksteder for at sikre en både fleksibel og alsidig virksomhed. En sådan ny skolestart, hvilende på fælles mål og med en fleksibel tilrettelæggelse af dagen, gør det naturligt at kigge på en samlet udnyttelse af skolefritidsordningens og skolens fysiske rammer.

Den nye skolestart må desuden forudsætte en ledelsesmæssig fundering, som betyder, at SFO-lederen indgår i skolens ledelsesteam, og også skolebestyrelsernes sammensætning og opgaver må afspejle, at der er tale om ligeværdige elementer.


Kolofon:

BUPL
Blegdamsvej 124, 2100 København Ø
Tlf. 35 46 50 50

Tekst:
Daniela Cecchin
Jan Løfstrøm
Lars Nielsen
Stig G. Lund

ISBN 87 7738 085 1

Indhold

 

www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@