Debatforum WWW

Hvad enten vor krise for tiden kan siges at skyldes “oliekrisen” eller “valuta-krisen” eller andet, kan der ikke være tvivl om, at krisens egentlige årsag er fundamentale fejl i det økonomiske system, og ikke nogen pludselig opstået mangel eller naturkatastrofe. Det er systemet ved hvilket goderne produceres og fordeles, som er forkert.
At ændre disse forhold er en politisk opgave, uden at det dermed er sagt, at det er en politisk opgave at producere og fordele.
Stillet over for denne opgaver tager enhver dansk regering sin totale fantasi i anvendelse. Den forrige udskrev tvangsopsparing, foreslog lægebesøg gjort afhængig af betalingsevne og ville afskaffe den frie adgang til den oplysende litteratur. Og lignende latterlige, uværdige og uhensigtsmæssige indgreb præsenteres vi stadig for.
Danmark er et lille land. Selv et barn på fire år kan gå og digte om “landsbyen Europa”. Ja de nationale løsningers tid er forbi. Og dog kan man ikke forestille sig, at løsningerne ikke skulle have et konkret udgangspunkt, det kunne lige så godt være Danmark.

Tilsyneladende er modsætningen til det herskende system kommunismen. I en eller anden afskygning. “Marxister” er et fælt ord, men det forekommer mig, at folk som kalder sig sådan, tit fremdrager sandheder, som ikke uden dem var kommet til offentlighedens kundskab. Man diskuterer så hvilken marxisme. Det kan rent filosofiske blive meget spidsfindigt. Hvad der interesserer mig lige nu, er marxisme som udgangspunkt for et samfundssystem. Jeg vælger derfor at læse det kommunistiske partis manifest fra 1848. Det er af et omfang, som gør det læseligt, dets hensigt er at stadfæste principper og mål, man kan vel ikke forvente at finde alt detaljeret udarbejdet men heller ikke noget væsentligt udeladt.

Hvad er et manifest? Ifl. Meyers Fremmedordbog fra 1853:” en offentlig, af et land regering udstedt, erklæring eller kundgørelse som oftest, retfærdiggørelses - eller forsvarsskrift ( et slags appellation til den offentlige mening).”
Da kommunisterne ikke på daværende tidspunkt havde nogen regeringsmagt, er der tilsyneladende en uoverensstemmelse her. Imidlertid erklærer man netop i indledning, at kommunismen allerede er anerkendt som en magt. Nemlig ved deres brændemærkning af alle oppositonspartier som værende kommunistiske. Og desuden er manifestet et forsvarsskrift: mod opfattelsen af kommunismen som værende - et spøgelse.

1. kapitel hedder så “Bourgeoisi og proletariat”. Her oprulles alle hidtidige samfunds historie som var de klassekampens historie. Hvis man søger klassekampens historie, finder man dem her i en skitsemæssig men levende form. Den sidste herskende klasse inden proletariatet kaldes bourgeoisiet. “Bourgeoisiet har i de knap hundrede år, det har været herskende klasse, skabt produktionskræfter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt.” “De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter. På den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere.” og Videre: ”Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden. Det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne.”
Men karakteristikken af bourgeoisiet helt igennem kan siges den dag i dag at være rammende, kan det samme ikke siges at gælde for arbejderen. Beskrivelsen af selve arbejdet er ejendommeligt nutidig, beskrivelsen af arbejderens forhold ligner mere en beskrivelse af nutidens arbejdsløse og fattige, som af en strukturel arbejdsløshed er afskåret fra at deltage i produktionsprocessen. Imidlertid kan dette forstås ud fra den forkortede beskrivelse, som manifestet trods alt er. “Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige med industriens fremskridt.” Man kunne fortsætte denne tankegang og sige: når arbejderen synker under sin egen klasse, så må der være en klasse under, nemlig de arbejdsløse. Taget nationalt i de vestlige lande får udsagnet altså ikke almen gyldighed. Den moderne arbejder er ikke blevet hvad manifestet forstår ved proletar. Men proletar betyder netop heller ikke arbejder, men fattig, den som kun med sine børn kan tjene samfundet. “Proletariatet ... kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften.” Desværre er evnen til fysisk udslettelse af millioner af mennesker kommet til siden. Men det er i hvert fald sandt, at de fattige tælle i millioner i verden som helhed.

2. kapitel hedder “Proletarer og kommunister” hvor målet fastlægges: “Proletariatets organisering som klasse, bourgeoisiherredømmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt”.
Man argumenterer for ophævelsen af privatejendomsretten: “Når altså kapitalen bliver forvandlet til samfundsmæssig ejendom, som tilhører alle samfundets medlemmer, så er det ikke personlig ejendom der forvandles til samfundsmæssig ejendom. Det er kun ejendommens samfundsmæssige karakter som forandres.” Fordi “Kapitalen er ... ikke nogen personlig magt men en samfundsmæssig.” Hørt!
Arbejderne har ikke bourgeoisiets muligheder for at tilegne sig dannelse, leve familieliv og deltage i nationens fællesskab. Man ønsker alle disse ting . men vel at mærke på egne betingelser! Der argumentere bredt og med berettiget indignation som svar på mere eller mindre tænkte angreb fra bourgeoisiet, inden man når frem til i ti punkter at opstille et handlingsprogram for det organiserede proletariats overtagelse af staten.

De lyder som følger:
1. Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.
2. Skat efter stærkt stigende skala.
3. Afskaffelse af arveretten.
4. Konfiskering af al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.
5. Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.
6. Centralisering af transportvæsenet i statens hænder.
7. Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.
8. Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget.
9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af modsætningens mellem land og by tilstræbes.
10. Offentlig og gratis opdragelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelsen mellem opdragelsen og den materielle produktion osv.

Punkterne 1, 3, 5, 6, 9, og 10 kan jeg tilslutte mig under ganske bestemte forudsætninger. Målet lyder besnærende: “I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning hvor den enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.”

Imidlertid bereder kapitel 3 een her en overraskelse. Fanatisk og selvhævdende nedgøres i dette kapitel andre socialistiske bestræbelser, samtidige og fortidige. Her er noget af det man genkender fra det hjemlige kommunistiske parti. Anderledes tænkende er enten forbrydere eller dumme. Hvoraf kommer dette? Er det et led i kampen om medlemsskaren? For at forstå at dette ikke er tilfælde - desværre, er det nødvendigt at gå tilbage til kapitel 2.

På vej mod det praktiske handlingsprogram møder man udtalelser som denne: “Kommunisternes teoretiske grundsætninger hviler aldeles ikke på ideer, på principper som er opfundet eller opdaget af en eller anden verdensreformator. De er kun alment udtryk for de faktiske forhold, der knytter sig til en eksisterende klassekamp, til en historisk bevægelse, der foregår for øjnene af os.” Samfundets historie som klassekampens, skulle altså ikke forstås som en mulig synsvinkel blandt andre, men som den eneste sande. Dette er et principielt punkt med betydelig rækkevidde. For mens fastlæggelsen af, hvad man skal forstå ved klasse og bourgeoisi osv kastes bort, så den ønskede samfundstilstand er nået, så ligger der farlige spirer i de her citerede linier.
Er dette at tale om bourgeoisiet som en enhed og en entydig størrelse ikke en ide, skabt af et menneske? Det er en ide, men sikkert skabt ved mange menneskers arbejde. Men hør, jeg er helt på vildspor. Henvendt til bourgeoisiet siges det: “jeres ideer er selv produkt af de borgerlige produktions- og ejendomsforhold.” Og et andet sted: “Man taler om ideer, som revolutionerer et helt samfund. Men det er kun et udtryk for den kendsgerning, at der indenfor det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, at opløsningen af de gamle ideer holder trit med opløsningen af de gamle livsvilkår.”
I kapitel 1 stod der: “Vi ser altså, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet af en lang udviklingsproces, af en række omvæltninger i produktions - og samfærdselsforholdene.” Dette skulle altså forstås som et gangske bogstaveligt årsags/virkningsforhold. Glemt er fødsel, død, udviklingen fra barn til voksen. Menneskets muligheder for at tænke, for at få ideer, arbejde med dem og føre dem ud i livet erklæres at være en fiktion.
“I det borgerlige samfund er det levende arbejde kun et middel til at øge det ophobede arbejde.” Ja, det er jo sandt, det borgerlige samfund har som samfund ikke anden ide at forfølge, og vil knapt vide af nogen anden. Men det strider mod i hvert fald min erfaring, at det er det eneste er sker. I lyst og sorg kæmper mennesker for noget andet. og den anvendte energi genfindes måske i - en ide. “Ideerne som frihed til at tænke og tro, som man vil, er kun udtryk for den frie konkurrences herredømme på det åndelige område.” Efter det foregående, så ved jeg naturligvis ikke mere, hvad forfatterne kan mene med “åndeligt område”. Hvad jeg kan forstå er, at her smider man endeligt og for altid barnet ud med badevandet.

Manifestets forfattere afslører hermed, at de selv blev uhelbredelige ofre for den materialisme de angreb. Er man uenig med forfatterne på de her anføre punkter, betyder det ikke, at de ikke vil samarbejde. Men man er og bliver en bourgeois.

De bestemte forudsætninger, som jeg ville kræve opfyldt for at arbejde for handlingsprogrammets punkter, angår først og fremmest de af forfatterne så foragtede borgerlige rettigheder og friheder (bortset fra privatejendomsret til produktionsmidler og jord). Det kan ikke genere mig, at et erklæres, at målet kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsorden styrtes ved magt. Hvor det parlamentariske demokrati ellers fungerer, fungerer der ved, at et flertal sætter sin magt igennem. Men forudsætningen er rigtignok, at flertallet er blevet konstateret, og at der er sat grænser for magtudfoldelsen. Manifestet beskæftiger sig ikke med sligt, fordi kommunismen repræsenterer arbejderklassen og arbejderklassen per definition er flertallet. Ude i fremtiden anses alle negative sider af det menneskelig væsen ophævet ved revolutionen. Der er derfor intet behov for at udtale sig om de kanaler stridigheder må forløbe i og med hvilke konsekvenser.
“Den kommunistiske revolution betegner det mest radikale brud med de overleverede ejendomsforhold. Det er ikke mærkeligt, at dens udviklingsproces medfører, at der på den mest radikale måde brydes med de overleverede ideer.” Det vil ganske rigtigt være et radikalt brud med de overleverede ideer, hvis man mener, man ved revolutionen kan komme udenom menneskenes forskellighed. Altså hvis man mener, denne opfattelse at menneskner er forskellig er en ide som vil forsvinde. Det er nemlig ideen om menneskenes ret til at være forskellige, at ideer om frihedsrettighederne er opbygget, og ikke på den “fri konkurrence”.
Det er manifestets forfattere, der er helt bjergtagne af den herskende konkurrenceånd, desværre. De VIL være det inkarnerede proletariat og indsætter derfor i deres opfattelse en prop, der skal forhindre andre ideer i at deltage i konkurrencen om magten.
Ikke desto mindre, erklærer de i det 4. og afsluttende kapitel, at de overalt arbejder på at skabe forbindelse og forståelse mellem de demokratiske partier i alle lande. Der er dog også en bagtanke hermed: “.....at arbejderne straks kan vende de social og politiske betingelser, som bourgeoisiet må fremkalde ved sit herredømme, som våben mod bourgeoisiet.....”
Kommunismens foragt for anderledes tænkende og vilje til at undertrykke anderledes tænkende og vilje til at undertvinge dem med magt, finder i manifestet sin enkle legitimering. Manifestet udgør i så henseende et pejlemærke, som står fast.

Men ikke desto mindre forsøger Peter Kemp i Politikens kronik 3.7.1975 at bringe undsætning, ved at definere en “ægte Marx”, som han siger er ved at dukke frem af forskningen. “Mange af marxismens kritikere vil blive bragt til tavshed, og marxisternes virkelige fjende vil vise sig ikke at være den ægte humanisme, men den politik, der fremmer eller opretholder den ulige ret mellem mennesker” siger han.
Hvad enten dette nye billede af Marx er sandt eller ej, så bliver det ikke derved sandt, at marxismen ændres. Vi har brug for, hvad en sådan Marx har tænkt, men det er jo lige det modsatte af behov for at legitimere sig med en “marxisme”. For hvordan man end vender og drejer det, er det denne legitimering som sætter skel mellem mennesker og gør somme mere værd end andre. Lad dette skel være nok så komisk i en akademisk debat, men når dets fortalere sætter magt bag ordene, nedbrydes der ganske vist en hel del “ulige ret mellem mennesker”, men I guder!, der skabes også ny uret. Enhver hævdelse af en “ægte” ideologi som basis for et samfund, forvandler sig nemlig til vold mod anderledes tænkende. Lad os beholde Marx, hvad han end har ment. Kan han hjælpe os til at nedbryde et umenneskeligt samfund, er det godt. Kan vi opbygge et samfund der stiller det enkelte menneske ideologisk frit jævnfør hans tanker, så lad os gøre det. Der er desværre intet der tyder på, at tilhængere af den marxistiske ideologi ønsker at være fødselshjælpere for et sådant samfund. Jjeg formoder endog, at de vil anse den blotte tanke for det rene nonsens.

Vi bor i Danmark, hvor det hedder sig, at Holger Danske sover, indtil Danmark er i nød. Så vågner dette spøgelse op i den danske bevidsthed og slår et slag for friheden. Jeg indrømmer, at det er en kapital-nyhed, hvis denne rolle som spøgelse for alvor overtages af Karl Marx..