Debatforum WWW

af Per-Olof Johansson

Frederiksborg Amts Avis

Kronik 11. januar 1990

I Danmark er jeg født - hvor har jeg hjemme

Bonus

Information
Debatindlæg 6. marts 2000
Hundrede år uden for Sverige

Politiken
Dag til Dag 30. august 2005
Humbugudtryk

Links

per-olof.dk
I gamle bøger, kan man finde
Danskere i Sverige [PDF-fil]

KNUT www.kulturdriven.com
2009: Et forsøg på Øresundskontakt
'Poesiens steder / stedernes poesi' [PDF-fil]

Lyder måske svensk:

Jag

Hej Sverige

Lyder måske engelsk:

[Spånkurvens vej til Lillerød]

Først kærre som denne rundt i landet med spånkurve...

..fra små torp som dette i Rumpeboda..

så slog de sig ned og lavede kurvene, som her i Lillerød...

..i Danmark, hvor jeg er født...

..og de blev historie, kom i TV 1962...

Nu kan du læse hele historien
En tid med spånkurve

Debatartikler

Er Skåne en religion

Var snaphanerne terrorister?

Danskere er indvandrere!

Inspiration til denne samling af links:
Hanne Sanders:
Nyfiken på Danmark
- klokare på Sverige

Se denne forygende hjemmeside...
Öresundsfolk -historier från en gränsregion

I debatten om indvandrere og flygtninge tales der om etnisk identitet og integration, som om der her var tale om begreber med en fastslået endegyldig betydning.

Integration - ja det er vel tilpasning til den eksisterende kultur. Men denne homogene kultur eksisterer måske kun i debattørens fantasi? I hvert fald gøres der sjældent meget ud af at give en differentieret beskrivelse af den.

Og den etniske identitet - den gamle, som man enten vil fastholde eller forlade - eller den nye, som man søger at erhverve eller måske nægtes at erhverve: det er lige så flydende et begreb som integration.

Hver gang jeg læser om disse emner, skyder der sig nogle personlige erfaringer ind mellem mig og den aktuelle problemstilling.

Jeg er hverken tyrker eller pakistaner. Jeg taler dansk på den måde, som man nu engang gør det i Lillerød. Min etniske oprindelse har mig bekendt aldrig været årsag til de konflikter, jeg har raget mig ud i.

Og alligevel: Mit etniske udgangspunkt er daglig virkelighed for mig i den grad, at integrationsdebatten rammer mig personlig.

Jeg er 2./3. generation i en indvandrerfamilie. Det store flertal i den samme situation, som jeg, er forlængst integreret i den grad, at de nægter at erkende de tråde i deres familie, som fører tilbage til hjemlandet. Måske erkender man deres eksistens, men sjældent deres betyning. Og det kulturelle fælleskab på mange ledder og kanter mellem Sverige og Danmark har gjort det ganske "let" at indtage en sådan holdning.

Det har simpelthen været en del af integrationsprocessen, at man har nægtet at tale om den. Richard Willerslev har i bogen "Den glemte indvandring"; afdækket processen i tal, men anskuer den tilpasningsmæssigt som problemfri. Jeg anser det dog for symptomatisk, at man taler langt friere om en oprindelse fra Jylland eller Fyn end om tilflytning fra Skåne. Jeg opfatter det som selvcensur. Det er ikke problemfrit at skære trådene bagud over. Halfdan Rasmussen har i digtet “Og det var Mormor", om mormor, der var fra Småland, bedre fattet den skjulte tragedie:

"Og ingen bød hende ind i varmen

og kom hun ind sad hun stum og stiv

og hendes øjne blev meget mørke

som var hun flygtet fra dette liv.

Og jeg kan huske, at hendes hænder

var grå og slidte og meget ru

og strøg mig varsomt henover kinden

og mere husker jeg ikke nu.

Og da hun døde, var mor fortvivlet

og sad og græd i de sorte klær

for gamle mormor, der var fra Småland

og aldrig fandt sig tilrette her."

Sprog og erindring er vigtige holdepunkter for identiteten og ingen af delene starter med os selv. Jeg dyrker den almene "svenske kultur" som er interessant i sig selv, men for mig er den i denne forbindelse et redskab til at holde andre kilder flydende til en kultur uden navn.

Blot et enkelt eksempel på arvegodset vil vist i sin enkelhed være nok til at demonstrere, hvor kompliceret oplevelsen kan være.

Jeg har en fuldkommen tyrkertro på Gud som realitet. Dette slog mig i den grad ved læsningen af den rationelle Palle Laurings fremragende erindringer, så jeg måtte føle det, som tilhørte jeg en ældre generation end han.

At dette arvegods også følger nogle danskdanskere, ændrer ikke ved det forhold, at jeg erkender min nuance som indvandrergods. I Sverige ville det næppe have overlevet i samme umiddelbarhed, jeg ville have gjort op med det eller løbet ind i en sekt!

Men helt uanset i hvilket omfang jeg taler som undtagelse (og omtale af et emne plejer at afsløre, at undtagelsen er en "oplevelse" snarere end en statistisk realitet), så ligner de problemer, jeg bakser med, det som de nye indvandrere slås med og skal slås med i generationer.

I et demokratisk samfund, hvor grundloven sikrer alle ret til religionsfrihed, til ytringsfrihed under ansvar, sikrer mod at blive diskrimineret på grund af race eller etnisk oprindelse, burde det ikke være et problem, at indvandrere prøver på at bevare deres oprindelige kultur. Indvandrere gør dette som værn mod de overvældende omgivelsers tryk, mens dette åbenbart af visse kredse opfattes som en trussel mod egen identitet.

Det tages af nogle for givet at den kulturelle styrke, som af indvandrere udvises af 1. generation vil kunne holde sig i generationer, og ved hjælp af den lille tabel regner man så ud, hvor meget denne fremmede kultur vil "fylde" om 100 år.

For indvandrerne ser det helt anderledes ud. De oplever hver eneste dag og i hvert eneste øjeblik, hvorledes deres oprindelige kulturgrundlag smuldrer, krakelerer, udtyndes, opblandes og taber sin mening.

Men det debatten især ikke får fat i, det er, i hvor høj grad alle disse oplevelser er individualiserede. Det er måske det største skel mellem dansk-danskerne og os andre: at der, hvor de taler frejdigt ud fra troen på at tilhøre fællesskabet, føler vi smerteligt, at vi hele tiden må slås for at høre med. Den naturlige integration kan vi genfinde bagud i tidligere slægtled. Vi kan ikke gøre deres integration i hjemlandet til vores, selvom vi er så priviligerede, at vi "bare" kunne flytte, for vores bagage er allerede alt for stor, vi må løse problemet her, hvor vi nu engang er.

I stedet for at beklage, at indvandrere søger sammen, skulle man glæde sig over det. Det, som i starten ligner en forskansning, vil nemlig forvandle sig til en sluse begge veje, hvis den mødes med fornuftig velvilje.

Og for den enkelte indvandrer vil en sådan sluse være af uvurderlig betydning. For det er noget af det, man oftest stopper op overfor: at denne anden kultur, som man bærer på, kan blive en dødvægt, fordi den ingen naturlig udfoldelsesmuligheder har.

Man kan være så heldig, som jeg har været, at have en stor familie og venner som udviser tolerance over for såvel sprogafvigelser som ens beskæftigelse med fortiden. Alligevel har jeg let ved at se de mangfoldige variationer af konflikter som indvandrere, flygtninge eller adoptivbørn kommer ud i, fordi deres naturlige miljø er væk eller undertrykkes.

Dette er problemer som forstærkes i de senere generationer. Af hjemlandet anerkendes de næppe som udvandrede, og deres viden om og tilknytning til bedsteforældrenes land vil kun blive trukket frem, hvis de opnår en positiv berømmelse på et eller andet felt. Vilhelm Moberg tvang Sverige til at interessere sig for udvandringen til Amerika og vil i fremtiden hjælpe mangen amerikaner med afbrudt erindring. Det var en grov afvigelse fra reglen.

Igen føler jeg, at jeg har været heldig. I kraft af fælles arbejdsplads fastholdtes fællesskabet om oprindelsen af flere familier, og forbindelsen til hjemegnen vedligeholdt man også , både af arbejdsmæssige årsager og familiære. Så en 3. generation har haft tæt kontakt med 1. generations indvandrere og sæsonarbejdere.

Hvor man genkender sin egen fascination af en svensk afkrog, når en i Danmark født tyrkisk pige på 6-7 år fortæller om sommerens besøg i hjemlandet. I enhver forstand spændende og dragende - men samtidig med fødderne fast plantet i dansk klima: "Puh, hvor var der varmt, og du skulle se, der var helt fyldt med fluer."

Og så det individuelle. Mine søskende oplever det ikke på samme måde som jeg, og jeg er endda den yngste. Hvad er årsag og hvad er virkning? Jeg læser en svensk avis daglig, jeg ser svensk tv daglig, jeg forsøger at komme til Sverige jævnligt, og mindst een gang årligt til min families hjemegn, jeg læser en del svenske bøger. (Gad vidst hvor mange af de danske ødegårdsejere, som i virkeligheden dyrker det tabte land på den fordækte måde? Broby-Johansen gjorde i hvert fald. I bogen "Mit Østerlen" skriver han: " Min mor kom derfra, og jeg bor der selv nu, hvis jeg ellers bor nogen steder.")

Altså, den totale integration er mislykket projekt på mig, og jeg har, som det fremgår, ej heller intentioner om at fastholde min etniske oprindelse som et blot og bart privat problem.

Det kan da undre en, at der i den grad tales om nutidens rodløshed samtidig med, at man dyrker integrationsspørgmålet.Måske ligger løsningen i, at danskere, svenskere osv i stedet for at tage kulturgrundlaget for givet, tog rødderne op til revision. Altså dyrkede egne, personlige rødder lid t mere i stedet for at bekæmpe andre. Forskellighederne, det fælles grundlag til trods, ville springe i øjnene.

Når vi holder fast i de demokratiske frihedsrettigheder, er det ikke de øvrige kulturelle forskelligheder, som forhindrer, at der bliver plads til os alle.

Hundrede år uden for Sverige

100 år er gået, og jeg bliver ved med at suge næring af min svenske forbindelse.

Af Per-Olof Johansson, dansker

Jeg fik en bog i hånden som hedder Hundra år i Sverige. Jeg faldt hen i dens svælgen i årtier, som man alle synes at kende, selv om ens bevidste liv kun omfatter lidt mere end halvdelen.
Havde bogen nu heddet Hundrede år i Danmark havde jeg vist ikke taget den til mig på den måde. Jeg ville finde skøjteturen overfladisk. Men min viden og mit forhold til Sverige er sådan, at selv om jeg kan nikke genkendende til meget, er der meget jeg er gået glip af.
Trods mit svenske navn kan man ikke kalde mig svensk. Havde nu mine bedsteforældre været sorte, havde jeg også været sort og ingen kunne være i tvivl om sammenhængen. Nu hænger min sammenhæng med Sverige ikke på farven og kræver forklaringer og udlægninger. Der er så mange i Danmark med svenske navne og det er ikke noget der diskuteres, eller som der tages udgangspunkt i. Det er bare navne. De er danske. Og jeg er selv sådan en.
Kald mig Per Johansen og du er tættere på virkeligheden.
Samtidig med genkendelsen af personer og begivenheder i bogen Hundra år i Sverige slår det mig, at ikke blot mit eget liv men også familiens liv kunne samles under titlen Hundrede år uden for Sverige. At vi slet ikke hører med til den svenske historie. Vi er er noget endnu mere uden for end balt-svenskere og russisk-svenskere. Vi er ikke kun en glemt historie, vi er en afvist historie. Skønt det ikke har dækket vor egen opfattelse. Vor?
Jeg vover at tale på andres vegne, om ikke andet de afdødes.

Fra Tyskland
Netop i år kan jeg fejre, at min farfars forældre kom til Danmark. Ikke fra Sverige for resten. De havde boet 11 år i Wolgast i Nordtyskland. Farfars far var kommet til Danmark engang i 1880 erne. Et par af hans andre sønner var fulgt efter, en af dem var død i Danmark på Kommunehospitalet i Købehavn. Farfars far vendte tilbage til Sverige og døde så vidt jeg ved der. Min far blev født i Danmark og blev dansk statsborger efter sit 18. år ved ikke at fastholde sit svenske statsborgerskab. Farfar måtte søge om at blive dansk statsborger, og det gjorde han. Min mor kom først til Danmark som 17-årig men havde aldrig tanker om at vende tilbage til Sverige og blev også dansk statsborger.
Hermed skulle den svenske historie være slut, som den er for så mange andre svenskætlinge i Danmark.
Men det blev hundrede år uden for Sverige i stedet for. Sverige blev liggende som en vældig magnetisk nordpol. Hvordan er det muligt, tænker jeg, i den grad at bilde sig ind man er med ­ når man dog rent faktisk er udenfor?
Historien om, hvordan det kunne blive hundrede år uden for Sverige og ikke bare farvel til Sverige og færdig med det gemmer sig i det forhold, at det erhverv, familien havde slået sig på havde Sverige indbygget.
Farfars far var kurvemager, hans sønner kurvemagere, mine forældre kurvemagere. Flertallet af dem, de arbejdede sammen med om kurvene i de næsten 100 år, kurveeventyret varede i Danmark, kom også fra Sverige. Det holdt Sverige levende. Det var ikke i tal noget stort miljø, men det var et miljø som virkede som en sluse til det danske samfund. I årene inden Første Verdenskrig kom der til stadighed nye til, som efter en tid som kurvemagere fandt anden beskæftigelse i Danmark og gav plads for nye på værkstedet.
Træet, der skulle høvles til spåner, var fyrretræ som blev købt i Sverige.
De kurve man ikke selv kunne nå at producere blev importeret fra Sverige.
Familiebåndene blev holdt i live.
Farfar og farmor kom med deres tre børn født i Wolgast til Danmark i år 1900. I Danmark fødtes en datter og min far. Familien flyttede ind hos farfars bror, som drev en spånkurvefabrik i Kvistgård ved Helsingør. To år efter flyttede de til Lillerød Station lidt nærmere København, nuværende Allerød. Her oprettede de en fælles kurvevirksomhed, hvor min farfar stod for produktionen og hans bror for salget. Heraf opstod et lille svensk miljø.
Mine ældste brødre, født i 30 ernes begyndelse talte svensk til de skulle begynde i skole. Familien lagde sig så mere bevidst efter det danske.

Det svenske lever
Hvordan holdt det svenske sig levende? Det er da klart, det er udvandet i dag 100 år efter, men det lever, selv om det er svært at lave statistik på.
Sproget er nok den vigtigste bro. Der blev talt svensk. Der blev læst svensk. Religionen og litteraturen. Svensk politik og den slags har jeg ikke indtryk af var vigtig, dér talte den danske virkelighed.
Jeg forsøger at følge den streng i forløbet, som fører til, at jeg sidder her og grunder over forholdet og min egen placering i forløbet. Jeg læser svensk hver dag, jeg hører svensk radio, ser svensk tv hver dag. Jeg tager tit på ferie i Sverige. Jeg taler en slags svensk, om ikke andet for sjov.
Skrive svensk kan jeg ikke. En nevø er flyttet til Sverige og har boet der i over ti år, han er blevet en slags svensker og holder familien fast til den svenske forbindelse , hvor familietrådene måske ellers var ved at blive lidt tynde.
Efter nogle år i min ungdom, hvor mine besøg i Sverige gjaldt begravelser, besluttede jeg mig til, at enten måtte det være slut med Sverige, eller også måtte jeg se mere aktivt på sagen. Mere end halvdelen af årenes ferie er blevet afholdt i Sverige.
Hjemme læste vi dagligt en svensk avis. En vane jeg tog med mig, skønt jeg skiftede Norra Skåne ud med Dagens Nyheter. En vigtig indgang til svensk kulturdebat og litteratur. Vi fik svenske venner på vor egen alder og med fælles interesser.

Folk på vej opad
Fra århundredets begyndelse dominerer indtrykket af Første Verdenskrig.
Sverige havde langt større problemer end Danmark. Den danske gren af kurvemagerne har virket som folk på vej opad. Som et trin på vejen væk fra dårlige tider . I stedet for at udvandre til Amerika kunne man nøjes med at tage til Danmark. Forhold der ændrede sig med Anden Verdenskrig. Så var Sverige landet i frihed og efter krigen landet på vej opad. Jeg er sikker på, jeg opfattede det som et lille Amerika. Det var ikke svensk hemslöjd man vurderede efter men efter moderniteten .
Der blev mindre og mindre behov for spånkurve, plastic tog over, og i 1970 holdt min far op med produktionen. I dag er en spånkurv nærmest et ukendt begreb i Danmark.
Og Pang! 100 år er gået, og jeg bliver ved med at suge næring af min svenske forbindelse. Sverige ved slet ikke, jeg er her og er sikkert også ligeglad, for der er ingen ideologi involveret, jeg skal ikke hjælpes hjem til Sverige . Det er et helt privat projekt. Eller er det?
Jeg tror nemlig, der i Danmark er en hel del private projekter som mit, og kan nogle samle beskrivelsen af os sammen, så er det ikke slet så privat mere med disse hundrede år uden for Sverige .

Humbugudtryk

Det er ganske almindeligt i medierne, at der tales om "anden generationsindvandrere" og for variationens skyld også om selvsamme som "med anden etnisk oprindelse end dansk". "2.g'er" er vist stadig et almindeligt udtryk på et gymnasium, men kan i dag også bruges om "anden generationsindvandrere". Nede i folkedybet siger man noget andet og mere præcist som f.eks. "de sorte". Det modbydelige er i dette tilfælde ikke udtrykket, men den udstødende nedladenhed, det bliver udtrykt med. Det er en racisme, man ved, hvor man har.
De mediebårne udtryk er opfundet for at undgå at signalere racisme. Der er bare det ved det - at vi som også er "2.g'er" og "med anden etnisk oprindelse end dansk" kan høre hykleriet langt væk. Udtrykkene er ren humbug. Vi ved nemlig godt, at det ikke er os, man mener, vi med forfædre i Sverige, Norge, Tyskland, England, Holland osv. Hvad er overhovedet "anden etnisk oprindelse end dansk"? I følge ordbogen rummer udtrykket "etnisk" både racemæssige og kulturelle aspekter. Men er der noget, der racemæssigt og kulturelt kan nævnes som "dansk" så præcist, at en dansker i de henseender fra fødslen er noget andet en "en svensker", "en tysker"? Men som sagt, vi der har denne baggrund véd så godt, at udtrykkene bruges, fordi man vil undgå at sige "de sorte" og så i sin hjælpeløshed ikke ved, hvad man så skal sige.
Skal jeg foreslå noget må det blive, at vi taler konkret i stedet for alment, når problemerne skal diskuteres. Jeg ved i hvert fald, at jeg i højere og højere grad stempler brugere af de nævnte udtryk som nogle skrog. Sig dog hvad I mener og hvem I mener, og hold mig udenfor, når det ikke er mig, I mener.

per-olof.dk

"Rigtig dansk eller kun efterkommer"

Fordi jeg i dag 26.12.06 læste et fremragende debatindlæg i Politiken: "Rigtig dansk eller kun efterkommer" skrevet af Dagmar Jasmina Tofkær Larney, skoleelev i 9. klasse, fik jeg lyst til at bringe mit indlæg fra Dag til Dag i erindring her.
Hun slutter:
”Vi må holde fast i, at vi kun har en slags danskere i Danmark, og det er de danske statsborgere. Begynder vi først at sætte spørgsmålstegn ved det danske statsborgerskab og dele danske statsborgere op i to grupper, nærmer vi os med faretruende hast noget, der ligner Nazityskland. Og så kan jeg kun spørge, hvornår får vi stjernen eller halvmånen.”
Hvor har hun ret! Det kan en elev i 9. klasse forstå, men ikke Søren Krarup. Kan statsministeren?

Nye definitioner for at lave skel i befolkningen;
Danmarks Statistiks definiton af indvandrere og efterkommere