Debatforum WWW

Undervisningsministeren er kommet med et tipunktsprogram for folkeskolen. Der burde helt klart være mindst elleve punkter. De to første punkter vedrører samarbejdet mellem folkeskole og børnehaver og mellem børnehaveklasser og den øvrige skole. Man bør så tænke sig et tredje, hvor ministeren nævnede eksistensen af skolefritidsordningerne og hvad meningen er med dem. Som sædvanlig er der her fuldstændig tavshed. Det er oprørende og fornærmende . For mange børn repræsenteres 50 % af deres skoletid af ophold i en skolefritidsordning. Hvis man overhovedet skal tage de punkter, som undervisningsministeren kommer med om indskolingen alvorligt, bliver hun selvfølgelig nødt til at nævne betydningen af skolefritidsordningerne. Om arbejdet i børnehaveklassen lyder det: "For eksempel skal der arbejdes med børnenes evne til at koncentrere sig, deres sproglige udvikling og hensyntagen til de øvrige elever." Nu er det for det første ikke nogle nye mål for arbejdet i børnehaveklasserne. Men for det andet, er det da opgaver som står som mål for de fleste medarbejdere i skolefritidsordningerne.

I 25 år har vi arbejdet på at blive en del af skolen - men når ikke engang vores minister i en så afgørende programerklæring kan få øje på vores eksistens, har det nok fortsat lange udsigter med integrationen.

Information 19. marts 2002

Hilsen fra en bagatel

En stor norsk digter, som også kan kaldes dansk, gjorde ordet bagatel berømt. Enhver der læser dansk bør kende ham. Kendt var han i sin samtid, end mere berømt blev han efter sin død, Johan Herman Wessel. Under sit portræt skrev han:

"Han syntes fød til Bagateller,

og noget stort han blev ej heller."

Han havde sit hyr med det daglige brød, det er helt klart at han ikke kunne leve af sin efterfølgende berømmelse. Omfanget af hans produktion ville ikke have kastet mange bibliotekspenge af sig, han ville helt sikkert være faldet under bagatelgrænsen. Hans jobansøgning er vel den berømteste i Danmark. Han ønskede "lidet at gøre men meget at fortjene", vel sagtens fordi han så, at der var mange der klarede sig på den måde. Han overså måske, at de ikke legitimerede sig som digtere.

Efterlønnen sparede man også, for han døde i en alder af 43.

I vore dage holder de folk sig levende. Har man ikke taget livet af dem, ved at putte dem under diverse bagatelgrænser, afskærer man dem fra efterløn ved at de skal redegøre for timeforbruget til deres produktion. Det ved enhver, at de bruger en masse tid på deres bagateller. At blot modregne i deres bagatelfortjeneste ville jo være rent til grin. Det kaldes handlekraft, forstår jeg. Man ser det hver dag i skolegården, når de store slår på de mindre. Det er synd for ofrene ja, men også åbenbart at de stærke ikke er så stærke som de tror.

Sæsonens billigste valgflæsk?
Helhedsskole -

forsøget er gjort, evaluering mangler.

Det vil være godt, hvis der er en kompromissøgende politiker, der kan få de nu uenige parter samlet omkring en anvendelse af 350 mill. kr. som blev afsat på finansloven til "Forsøg med helhedsskole"

Aftalen herom er i og for sig klar nok. Har forligspartierne været så klar i deres formulering, fordi de så vidste at Venstre og Kristeligt Folkeparti ikke ville gå med og pengene dermed aldrig ville komme til udbetaling. Med andre ord – sæsonens billigste valgflæsk? Forhåbentlig kan sagen nå at blive reddet på stregen. For ingen kan vel være mod aftalens helt centrale formulering: "Skole og fritid tilrettelægges i et gensidigt forpligtende samarbejde og med et gensidigt forpligtende indhold for de involverede personalegrupper."

Når bortses fra den passus i aftalen, der forudsætter at skoletiden udvides, så er de principper der opridses, principper som allerede nu må anses for retningsgivende og i anvendelse. Men det er ikke ordentligt undersøgt. Man må, som aftalen, holde sig til formuleringer som " Foreløbige meldinger fra de mange skolestartsforsøg viser".

Men hvorfor holde sig til disse spredte "skolestartsforsøg", som tit ikke adskiller sig fra andre skolers tiltag ved andet end at man har fået særlige midler?

Man burde kunne enes om, at lave en beskrivelse og evaluering af hele det samarbejdet mellem skole og fritidsdel, som har udviklet sig hen over landet gennem 20 år. Hvad enten samarbejdspartneren har heddet pasningsordninger, skolefritidsordninger eller skolefritidshjem. Det er aldrig gjort! Når en beskrivelse foreligger kan den danne udgangspunkt for en evaluering. Først derefter er der mening i at udtale sig om, hvilken forsøgsvirksomhed som der kan være behov for.

Det er naturligvis et stort projekt at lave en sammenlignelig beskrivelse af al landsens skoler og ikke kun nogle 'udvalgte'. Heldigt er det så, at pengene i dette tilfælde kan bringes til veje – og at vi har den institution som er gearet til at lave undersøgelsen, nemlig Danmarks Evalueringsinstitut. De igangsatte undersøgelser herfra tager sigte på selve undervisningsdelen af skolen – men intet forhindrer vel at det er brudfladen skole/fritid, der bringes i fokus.

Demagogisk vås

Frank Dahlgaard er økonom. Og så er 5 % altså fem procent - ligemeget hvad.

For nu at blive i det blodige billede, som Jørgen Villumsen illustrerer hans overvægtige indlæg 16.2. med - så er det ikke kun et spørgsmål om, hvor meget men også et spørgsmål om hvad - der mistes. Hovedet eller armen?

"Man kan få tre hjemmehjælpere for udgiften til en kontorchef og nu skal ressourcerne bruges bedre", slutter han.

Det er en gang demagogisk kortsigtet vås.

Om det er rigtigt eller ej afhænger jo af en vurdering af kontorchefens opgaver, som vi ikke har hørt noget til.

For det andet er det vel ikke hensigten at henrette kontorchefen? I stedet for det arbejde vedkommende udførte eller i stedet for andet arbejde, skal hun, hendes alder taget i betragtning, nu forsørges af det offentlige uden modydelse. Eller tror den naive Dahlgaard, at hun bliver hjemmehjælper?

Ved generelt at gribe i en pose med fonde og råd og henvise overvejelserne om deres vigtighed til efter deres død, har man sendt et hovsa-misil afsted, som ikke kan kaldes tilbage.

Det er opgavernes løsning, der er debattens kerne, ikke fyringerne. Selvom de er aldrig nok så vigtige for den enkelte.

Netop vendt hjem fra Hillerød Sygehus et stykke tarm mindre, er det klart at man fanges ind af Politikens historie om manglen på kirurger (Pol. 27.7.) og det elendige arbejds- og uddannelsesmiljø som beskrives. Man må tro, at sådan er det jævnthen allevegne.

Jeg nægter simpelthen at tro på, at forholdene på Hillerød Sygehus Organkirurgiske afdeling er som det beskrives i Politiken. De hensynsfulde, betænksomme, professionelle mennesker jeg mødte, skulle efter den beskrivelse være at forstå som et hold dr. Jekylls og mr. Hydes - jeg tror simpelthen ikke på det.

I betragtning af de fysiske omstændigheder, der bydes afdelingen, er jeg vildt imponeret over hvad der kan udøves fagligt og menneskeligt. Det gælder selvfølgelig ikke kun af kirurger - det var af alle og i hele forløbet. Tiden på en sekssengsstue gav god anledning til spionage - aldrig lykkedes det mig at opfatte kollegiale mislyde eller mindste negligering af patienter.

Aviserne svælger i klagehistorierne. Jeg betvivler dem ikke som enkeltsager. Men efter mine ture i systemet betvivler jeg i høj grad, at de har den generelle vægt, så folk af den grund skal have mistillid til det danske sundhedsvæsen. Mange små klager afspejler snarere den naturlige angst som opstår, når vi konfronteres med den tynde grænse mellem liv og død.

Men hvad der kan og bør kritiseres, er de betingelser det fremragende team så yder indsatsen under. Når det der er galt er for store stuer, oldnordiske toilet- og badeforhold, magre personalefaciliteter, så hjælper al snak om udlicitering og privathospitaler og konkurrence ikke en prut. Så ligger ansvaret hos elendige, i andre sammenhænge stortalende politikere, som ikke har kunnet løfte opgaven, selv om dens løsning tit nok er lagt hen under næsen på dem.

Søren Krarup dæmoniserer selv

Det klinger rigtig godt, når Søren Krarup (Pol. 12.6.) vil forsvare Pia Kjærsgaard mod dæmonisering. At det hele dog blot er et demagogisk hyklerisk teater afsløres til sidst, hvor alle af anden herkomst end dansk dæmoniseres, i særdeleshed hvis man kommer østfra. Citat: "Slet og ret fordi hun holder af Danmark og søger at værge det i en folkevandringstid, hvor dette lille land med disse få millioner meget nemt kan ende med at drukne i den brusende malstrøm, som flyder fra øst mod vest." En malstrøm må man naturligvis værge sig mod, Tænk hvis du er et menneske og affærdiges som malstrøm,
dét er dæmonisering så det klodser.

Om det er rimeligt eller muligt for Frederiksborg Amts sundhedsvæsen som helhed at spare 80 mill. kr. er det som almindelig borger svært at tage stilling til.

Men at der samtidigt er hjørner, som skal have ekstra penge, har jeg erfaret på egen krop. En indlæggelse på Hillerød Sygehus Organkirurgiske afdeling har, hvad angår personalets faglige og menneskelige kvalifikationer, været en uhyre positiv oplevelse. Tiden på en sekssengsstue gav god anledning til iagttagelse - aldrig lykkedes det mig at opfatte kollegiale mislyde eller mindste negligering af patienter.

På grund af mediernes forkærlighed for klagehistorierne lyder omgivelserne glad overraskede, når jeg giver denne melding. Hverken de små eller store klagesager betvivler jeg berettigelsen af som enkeltsager. Men efter mine ture i systemet betvivler jeg i høj grad, at de har den generelle vægt, at folk af den grund skal have mistillid til det danske sundhedsvæsen. På de mange store sager dryppes der over kaffen også mange små klager, med den enkeltes oplevelser. Mange gange afspejler de måske snarere vor naturlige angst som opstår, når vi konfronteres med den tynde grænse mellem liv og død.

Jeg synes jeg fik en imponerende god behandling. Endnu mere imponeres man så, når man tager de fysiske lokalemæssige forhold i betragtning som afdelingen arbejder under: For store stuer, for få og uhensigtsmæssige toilet- og badeforhold, pauvre personalefaciliteter.

Så lad da dette være en opfordring til politikerne i sparedebatten. Husk at finde midler til den helt nødvendige renovering af Organkirurgisk afdeling på Hillerød Sygehus!.

Det er et stort problem i tidens debatkultur at få de faktiske forhold, virkeligheden ind på rette sted. For det skal gå så stærkt og pladsen er begrænset. Altså kortes der ned og der søges de mest malende argumenter - på virkelighedens bekostning. Som læser svinger man mellem tiltro til det ene synspunkt og lige stærk tiltro til det modsatte synspunkt dagen efter - fordi man lader sig forblænde af øjebliksindtrykket.

Seminarielektor Anna K. Andreasens indlæg 'Børn skal skabe, men ikke skabe sig' (Pol. 15.5.) peger på et mål vel enhver forældre og pædagog kan gå ind for. Men spørgsmålet er, om den påstand om dagens virkelighed som er hendes udgangspunkt for at skrive indlægget, er sand.

Hun tager udgangspunkt i Børnegrandprixet i TV. Hun finder åbenbart de optrædende børn skabede, men vil ikke gå nærmere ind på hvordan. Hun beskæftiger sig i stedet med, hvordan man gør plads for og udvikler børns skabende evner med tegning og maleri.

Hun slutter: "Skulle vi ikke se at få de kommercielt skabte, skabede børn lidt i baggrunden igen og få det skabende barn i centrum?"

Hun burde måske bruge noget mere tid og plads på at fortælle os, hvem de skabede børn er. Jeg må som læser tro, at der menes de børn fra 1., 2. og 3. klasse som i min egen institution gennem måneder indøvede en lokal Melodi Grand Prix som de med stor succes fyrede af for forældre og øvrige børn. Hvis det er de børn hun sigter til, mener jeg hendes kritik er helt forfejlet.

Selvfølgelig udspringer aktiviteten af eksistensen af den kommercielle musikindustri, som i høj grad er dagens virkelighed. Derfor er der mange hurdler som vi som pædagoger må prøve at tackle i den forbindelse, så børnene ikke bliver industriens ofre. Men brugere af musikken er de under alle omstændigheder, og den måde jeg har set dem bruge musikken på for at lave et Grand Prix, peger for mig mere på, at de bruger den medskabende end for at skabe sig.

Jeg må vel også pålægge mig debattens krav om korthed. For der kan spindes en meget lang ende om dette. Men initiativet udspringer af børnenes egne ønsker om at lave et grand prix, børnene vælger selv musikken, de finder sammen i grupper som vælger den musik de vil bruge, de indøver numrene uden voksendirigering, de udvikler som oftest selv koreografien hvor man ville tro den blot var kopi af en video. De laver dagligt plakatudkast en masse med alle til rådighed stående tegne- og maleredskaber. Selv syr de eller de sætter de voksne i gang.

Der gik et par måneder, hvor megen energi var samlet om opgaven 'Melodi Grand Prix' - men der foregik altså også andre ting i institutionen, alt det vi 'plejer'. Lige nu er det den årlige 'Olympiade' der er på programmet. Skal vi droppe den på grund af diverse dopingskandaler i sportens verden?

Jeg tror ikke der er nogen som helst grund til at lade en aldrig så berettiget kritik af TV's Børnemelodigrandprix smitte af på de 'melodigrandprix-aktiviteter' som går hen over landets institutioner i disse år. Lige så lidt som skabede indslag i malerkunstens verden bør diskriminere al malerisk aktivitet hvor man end finder den.

Jo, vi skal have det skabende barn i centrum og det får man ikke ved at anbringe det i en osteklokke afsnøret fra det faktisk eksisterende samfund og dets udfoldelser.

Politiken 11. februar 2002

Er det ikke rigtigt, at sagen om PFA kun kom frem, fordi der var en jurist som overskred sin tavshedspligt? Eller rettere: Som forstod, at tavshedspligten ikke gælder forbrydelser?
Så er det jeg spørger, hvorfor Brixtofte- ballonen revner nu?
Først tænker jeg på den tidligere servitrice i restauranten Sepp, som i TV fortalte hvordan regningerne blev omskrevet. En vidneforklaring som gør det ret ligegyldigt, om det lykkedes kommunen at sno sig uden om at betale.
Så tænker jeg på kommunaldirektøren. Han står frem i TV og fortæller, at han af Brixtofte blev pålagt at betale en faktura en dag for sent. Hvad kunne han have gjort? Påstanden må jo være svær at bevise. Skulle han have bedt om at få ordren skriftligt? Det ville jo have været lig med at bede om at blive fyret? Det samme, hvis han bare havde siddet ordren overhørig og betalt, hvad han jo rettelig burde, da ordren var ulovlig. Nu kan han få luft.
Historierne røber, at folk i Farum har haft en lang række af den slags dilemmaer at tage stilling til i årevis.
En personlig erindring: Under en fintælling af stemmer fra et valg for længe siden sammen med Brixtofte hiver jeg loven op af lommen og påpeger en fejl, som gruppen vi var i, var ved at begå. Hertil erklærede Brixtofte: "Sådan gør vi ikke i Farum. Der handler vi først og så ser vi på reglerne bagefter." Det var lidt morsomt i situationen, men siden har denne sentens tit været oppe og vende i mit hoved, når medierne havde Farum på dagsordenen.
For mig er der ikke tvivl om, at regelsaneringer er et gode. Men ikke når de foregår efter Brixtoftes devise.
Det tragiske er, at linen har været så lang hos hans med- og modspillere. For hovedpersonens vedkommende er sagen mere logisk end tragisk. Det er svært at forestille sig Peter Brixtofte tilbage i borgmesterstolen, men hvem ved. Hvis afsløringerne holder vand (sic!), vil det være misvisende at beklage kong Alkohols andel i borgmesterens fald, for i denne sag er det måske ham, der skal have æren for afsløringen.

Gyldendals Leksikon reklamerer bl.a. med at være nyskrevet. Dertil er at sige, at det skulle man vist have ladet være med. Nyskrevet er jo kun godt, hvis man derved undgår gamle fejl, ikke hvis man laver nye.
Hidtil har Gyldendal så rigtigt fortalt, at Brudevælte Mose, hvor man i 1797 for første gang fandt bronzelurer, ligger i Nordsjælland. I det nye leksikon siges, at de er fundet syd for Holbæk.
Hvis man nu forudsætter, at den medarbejder, som skriver den slags notitser er historiker med kendskab til bronzealderen, så må man også forudsætte, at det er paratviden, hvor det første og største fund af lurer er gjort.
Jeg tager derfor fejlen som et udtryk for manglende omhu ved udvælgelsen af medarbejdere og vil generelt ikke have tillid til værket.
PS:
Brudevælte Mose findes ikke som mose længere. Men stedet ligger ved Fuglerupgård, nord for Lynge i Allerød Kommune.

Frederiksborg Amts Avis 13. august 2004

Det er naturligvis forkert og farligt at drage historiske paralleller som om historien gentager sig. Begreberne fra en given tid kan aldrig med fuld dækning bruges i en anden. Men man kan jo gøre det lidt forsøgsvis, for det kunne jo være, at det i og for sig ikke er historien som gentager sig, men ligheden fremgår af, at mennesker trods afstand i århundreder har en tendens til at optræde lige i lignende situationer.

Hvis terroristerne anskues som vor tids snaphaner f.eks. er perspektivet ikke deres sejr, men deres nederlag.

Når jeg læser om snaphanerne, der som bekendt var de skåninger, hallændere og blekinger som aktivt modsatte sig svenskernes overtagelse af landet (1658 - 1679), minder tidernes debat om deres mer eller mindre legitime kamp mig påfaldende om den debat terroristerne i dag giver anledning til. Svenskerne opfandt vel ikke begrebet snaphane, men udnyttede det tilfulde. For dem var en snaphane enhver, der ydede modstand mod Sveriges magtovertagelse. Ingen tvivl om, at oversættelsen til nutidig sprogbrug må være "terrorister". Selv dengang var der faktisk regler for krigsførelse, og ved at anse snaphanerne for irregulære tropper var man ikke forpligtet af de regler, som ellers ville gælde over for en fremmed magts tropper. Omvendt søgte danskerne måske at skabe en illusion om, at de var regulære tropper ved at kalde dem for friskytter. Danskerne kunne når alt kom til alt alligevel ikke styre disse grupper og havde derfor i den sidste ende intet ønske om deres opretholdelse.

De sidste rester af snaphanegrupperne havde derfor elendige vilkår og deres handlinger måtte blive rent desperate efterhånden.

Set i det perspektiv er det interessant om nogle af de metoder, som svenskerne tog i brug for at slippe af med snaphanerne vil blive taget i brug mod terroristerne. Selvom såvel by- som bondebefolkning i starten havde dyb sympati for snaphanernes mål, forsvandt sympatien, når snaphanernes midler mere og mere gik ud over deres egne. Det lykkedes for svenskerne at opstille en modsætning mellem snaphanerne og den fredsønskende borgere og bønder. Ydermere lykkedes det Sverige at splitte befolkningen op ved omfattende amnestier og ved at en del og hersk metode.

Men også dengang gik der debat i magtens korridorer mellem høge og duer. Målet kunne de alligevel godt være fælles om. Fravær af borgerkrigshandlinger så handelslivet kunne florere.

Fjumreår dumt udtryk

Artikel af Per-Olof Johansson i InstitutionsLederen August 2005
Fjumreår er et dumt udtryk. Det dækker ikke det udbytte de unge faktisk har af de år. Eller som samfundet har af medhjælpere i mange kroge af arbejdslivet, f.eks. som pædagogmedhjælpere.

SFO på lystavlen

Per-Olof Johansson

Det er rigtig godt at undervisningsminister Ulla Tørnæs har rejst spørgsmålet om centrale regler for skolefritidsordningernes virksomhed. Vi, som gennem de mange år SFO (og dens forgænger pasningsordningerne) har eksisteret, har forsøgt at rejse debatten - er ikke blevet hørt.

Senest forsøgte jeg selv med diverse debatindlæg i forbindelse med en anvendelse af 350 mio. kr. som blev afsat på finansloven 2000 til 'Forsøg med helhedsskole'. Der kunne ikke skabes enighed om forståelsen af helhedsskole, hvorfor jeg slog til lyd for, at en del af pengene blev brugt til evaluering af det samarbejde som rent faktisk foregik og foregår mellem skole og SFO.

Ingen svarede mig og pengene blev brugt til IT i skolen. Undervisningsministeren s indlæg i Frederiksborg Amts Avis 23.8. her fire år efter, vidner om, at der fortsat er brug for en sådan evaluering. Godt nok udtaler undervisningsministeren sig pænt og diplomatisk om personalet i SFO, men bortset derfra lyder beskrivelsen af aktiviteterne i SFO'erne som dem vi i 8o'erne blev bombarderet med fra vore kolleger i Fritidshjemmene, som med god grund frygtede fritidshjemmenes forsvinden. Der er løbet meget vand i stranden siden, forholdene i SFO'erne er betydeligt forbedret, fagforeningernes forhold til SFO'erne forandret i og med at en større del af foreningernes medlemmer simpelthen er ansat i SFO. Det, der mangler, kunne godt være centrale regler, men det ville da være fornuftigt at lade disse regler tage udgangspunkt i de erfaringer, der hidtil er gjort.

Man kunne derfor godt have tænkt sig, at nogen i undervisningsministeriet havde serviceret ministeren med en surftur på nettet til alle de virksomhedsplaner og andre mål- og aktivitetsbeskrivelser for SFO, der allerede er offentliggjorte. Hvis man så også indkalder eksemplarer fra dem der blot får dem trykt på gammeldags vis, så vil man have et stort materiale til en forundersøgelse. Så ville ministeren have opdaget, at de nedladende ord om "at SFO'en fremover ikke blot skal være et sted, hvor børnene passes eller leger under opsyn" er helt forfejlede og fejlanbragte, for sådan er der næppe nogen SFO overhovedet, der er i dag. Og vist heller ikke var i 1990. Der arbejdes med både sociale og personlige kompetencer, med hverdagskompetencer, kreative kompetencer, ja sågar de fysiske og kropslige - præcis som ministeren ønsker sig. Hvad de, der arbejder dermed nok kunne ønske sig, er, at ministeren var blevet orienteret inden hun satte SFO på lystavlen.
 

Replik ved tilføjelsen af ovenstående til BUPL's onlinedebat:
BUPLs forslag fra april til mål og indhold for SFO er i og for sig ok - men som i pressemeddelelsen fra denne måned (august 2004) om samme emne hænger der altfor meget ved af den gamle modvilje mod SFO. Så for fremtidens skyld er det nødvendigt med en evaluering af, hvortil vi er nået. Argumentet med kælderlokalerne må dokumenteres for et anseeligt antal aktuelle tilfælde - eller manes i jorden med fakta om hvor hovedfeltet befinder sig