| Artiklen
trykt som kronik i Frederiksborg Amts Avis 7.12.1992. Skrevet i anledning af Sjællands Symfoniorkesters opførelse af Carl Nielsens symfoni nr. 2: De fire temperamenter, 11.12.1992 på Kulsvierskolen i Hillerød Videre læsning om Bonde-Practica oversigt
Uge for uge udvalg af Oplæg til studie af 'de fire temperamenters' overlevelse til nutiden: De fire temperamenter. PDF-fil De fire temperamenter
Links Øm Kloster: |
Temperament ved vi hvad er. Men hvad
dækker udtrykket "de fire temperamenter", som
er titlen på Carl Nielsens symfoni nr. 2. Fortidslevn er
ikke kun noget, vi finder på marken. I sproget huserer
en hel del. Det er dog ikke altid let at identificere
dem, fordi de kan have skiftet betydning. At vi lidt
uspecificeret taler om menneskers temperament er et
sådant levn. Selvom videnskaben har belært os om noget
andet, siger vi fortsat at solen står op og at den går
ned. Det er et dagligsprog, der svarer til vor
umiddelbare iagttagelse. Skønt vi om oldtidens og
middelalderens videnskab vil sige, at de kun i mindre
grad byggede på iagttagelser, var udgangspunktet dog som
regel en iagttagelse af denne enkle art. Det forekommer os måske at være en noget forenklet iagttagelse, der ligger bag en lære om at verden består af de fire elementer luft, ild, jord og vand. Imidlertid opbyggedes omkring denne opdeling af verden en verdensforklaring, som var den fremherskende i et par tusinde år. Så det er jo ikke mærkeligt, hvis den har smittet af på sproget. Alt blev delt op i fire, og fik kvalitetsbetegnelser efter de fire elementer. Måske var opdelingen tilfældig, men måske var det en enkel iagttagelse af den måde blod deler sig på ved henstand, der f.eks. knyttede læren om de fire elementer sammen med læren om blodets bestanddele. Balancen mellem blodets bestanddele var bestemmende for sundhed og sygdom, men naturligvis også for menneskets psyke. De fire temperamenter sangvinsk, kolerisk, melankolsk og flegmatisk var de latinske betegnelser for de tilstande, som domineredes af henholdsvis blod, gul galde, sort galde og slim. Disse fire ting anså man for blodets bestanddele. At fire-delingen af året med de fire årstider naturligt gled på plads i den store sammenhæng, forstår vi. Så hvor begrænset den videnskab måske end var, så forbandt den sig altså med dagligsproget på en måde, som vi i dag kan savne. Da dagligsproget i høj grad er et oplevelsessprog, har det gjort vejen til musikken kort. Vivaldis "De fire årstider" er vel noget af det mest populære ældre musik i vor kulturkreds. De fire temperamenter kan vi ikke på samme måde opleve i rene former hos vore medmennesker, og det var der heller ingen der påstod. Vi er blandinger af de rene former, hvis vigtigste karakteristika ingen kan nægte er iagttagelige menneskelige udtryk. Så selvom hele den videnskabelige bygning bag ved er sunket i grus, kan vi stadig bruge disse begreber, når vi taler om os selv eller andre mennesker. Det handler om humøret. Læren om vædskernes balance hedder humoral-læren, og deraf kaldes det psykiske resultat for humør! Temperamenter giver ikke på samme måde sig selv som årstiderne, og dog ved vi stadig, hvem som er koleriske, melankolske og flegmatiske. Jeg fornemmer det, som om vi ikke i samme grad er fortrolige med den sangvinske. I den lærde verden står ingenting stille. Temperamentslærens historie er overordentlig indviklet, den overlevede som psykologi langt hen i l800-tallet. Men i den enkle, næsten oprindelige form holdtes den levende i "folkedybet" af undseelige bøger som Bonde-Practica og Planetbogen. Bøger som i gentagne oplag kom fra slutningen af l500-tallet til midten af l800-tallet. De gav på hver deres vis en version i populær form af den senmiddelalderlige verdensopfattelse, hvori læren om de fire elementer og hele astrologien endnu var fundamentet. Titlen kunne lyde: Den ældgamle ubedragelige Planetbog, hvori De syv Planeter tilligemed de tolv Himmeltegn, samt disses hele Indflydelse paa Menneskets Fødsel, Temperament og Sundhed meget omstændeligen beskrives og forklares. Her kan vi om den sangvinske læse sådan her: Den sangvinske er hastig vred, men straks god igjen, har et smukt Ansigt, skjønt, langt Haar og store Øine. Er gjerne lystig, godgjørende, og understøtter ved mange Leiligheder Armod efter Evne. Han er Elsker af Spil, Dans musik og muntre selskaber. Er spøgefuld, oprigtig, fred- sommelig og lærvillig. I Kjærlighed er han vægelsindet, og deler gjerne sit Hjerte imellem flere. Er smigrende mod andre Fruentimmer, og alvorlig mod sin Kone. Hans Ægteskab er frugtbart. Saa flygtig den Sangvinske er i sin ugifte Stand, ligesaa sparsom, flittig, huusholderisk og ferm vil han blive i Ægtestanden. Af Person er han ikke høi, men tyk og undersætsig, og opnaaer en høi Alder. Den sangvinske Fruentimmer har ligesom den sangvinske Mandsperson sin gode og onde Side, naar.man undtager, at hun af Person er mere mager, mere gjerrig end rundgivende, og noget misundelig. Hun gør meget hun siden igjen fortryder, og bliver sjelden over 60 Aar gammel. Såvel efter Planetbogen som efter Bonde-Practica var det mennesker født i tvillingen, vægten og vandmanden som var sangvinikere. Deres skæbne derud over fremgik af horoskopet, samt f.eks. af at planeten Venus i særlig grad prægede vægtens barn med sin natur, og af at vægtens barn er varm og våd! Venus siger i Bonde-Practica dette om sin natur: Til fryd og kærlighed står al mit sind, Den endelige karakteristik kunne blive resultatet af indviklede kombinationer, sådan som vi jo også gerne helst ser os selv. At temperaments-læren har fristet til musik, er vel derfor ikke så underligt. Her er muligheder for stærkere og svagere temaer og for detaljerigdom. Musikhistorien fortæller mig måske, hvilke overvejelser Carl Nielsen gjorde sig, da han skrev "De fire temperamenter". Men alene ud fra titlen venter jeg mig et stærkt oplevelsessprog med afsæt i - fortidslevn, der stadig er liv i. |
