Måske er der der virkelig brug for
flere aviser? Politiken har i hvert fald sjældent plads
til de indlæg, jeg sender dem! Og Dag til Dag har de
indtil videre skrottet, vel for at blive af med mig og
andre som jeg.
Det har givet mig anledning til at udkaste den teori, at
når Venus fra Milo og andre græske skulpturer både er
uden arme og andet, så er det fordi de har været forbi
en redaktion....
Når journalister skriver erindringer, sker det man aner,
at de ikke har fået trykt alt det skrevne. I samtiden
taler man ikke om det. Måske ud fra en overbevisnng om,
at det forringer chancerne for at få noget trykt en
anden dag, et andet sted. Dette kan jeg begivenheden
taget i betragtning ikke nå at få til en anden
redaktion, og internet er jo da også et pragtfuldt sted.
Lillerød 23. august 2006.
Poesiens Dag: Kanon eller ej
Per-Olof Johansson,
Box 58, Allerød
Et eller andet sted har jeg en
digtantologi fra 1800-tallet- vel at mærke udvalgt i
samtiden. Jeg husker, at det indtryk den gav mig af den
tids digte, var et ganske andet, end det jeg havde fra
folkeskolen og Falkenstjerne: langt mere tunge og
fodslæbende. Sådan vil det sikkert også gå med dagens
kulturkanon – dens danmarksbilleder vil slet ikke
svare til fremtidens – der vil være en masse med
som eftertiden har vraget som værende interesseløst.
’Dansk nu’ er ikke det samme som ’dansk
for altid’. Noget bliver vraget. Noget endnu
eksisterende er allerede vraget. Jeg har hørt, at digter
er ikke noget man kan kalde sig selv, det er en titel man
tildeles. Kan man så ikke være en vraget digter? Sådan
en digter er jeg.
Men jeg digter alligevel, og trods
mit navn er jeg dansker. I et futilt forsøg på at komme
tiden i møde, deltog jeg i vinter her i min by i en af
de så moderne ’poetry slam’ konkurrencer og
røg helt i bund. Alligevel fortsætter jeg. Jeg har
meldt mig til at deltage på ’Poesiens Dag’ den
27. august i Frederiksberg Have, og jeg deltager i et
oplæsningsarrangement på BogForum. Ligesom min
deltagelse på www gennem ti år, er mottoet at ordene
må ud og møde et publikum, er det end lille. Det er
fejt andet. Desværre mangler jeg talentet for at kunne
’udenad’, så det må blive oplæsning.
Mærkeligt nok: At jeg vitterlig er
vraget (mange forlag!) har jeg ikke mærket så stærkt,
som jeg ville tro. Tvært imod har det virket stærkt
positivt, at dog nogen hørte efter og kunne være på
samme bølgelængde, som jeg.
At læse op de to steder er meget
forskellige oplevelser. På BogForum på kanten af en
stand og i konkurrence med andres lydanlæg og asende og
masende menneskemasser – og så Frederiksberg Haves
fred og måske regnvejr.
Til begge oplæsninger havde jeg den
ide, at jeg ville klippe mine manuskriptsider til i
kulturkanonformat og anbringe dem som indstik i bogen,
for at henlede opmærksomheden på, at der jo var andre
valgmuligheder. Nå, det ville den nok brække ryggen af!
Revisionen ville dog let kunne opfattes lidt for privat
og fornærmet, hvor jeg bare opfatter det som en
vittighed. Og flere af indlederne er jo hele tiden ved at
tage dette med ’kanon’ i sig igen, de vil både
blæse og have mel i munden, så det er jo allerede sagt.
Havde man nu bare kaldt det hele en antologi, havde vi et
fornuftigere debatgrundlag, for ingen kan vel påstå at
udvalget af er uinteressant.
Jeg vælger her at gøre opmærksom
på det mærkelige i, at ’Svantes viser’ er med
som ’populærmusik’ og ikke som digtværk. Som
’gesamtkunstwerk’ skulle det måske have haft
en kategori for sig selv. Man kan da ikke af
’pladshensyn’ bare sætte et antal, der er
masser af plads, det er jo ikke en synkende redningsbåd!
Og hvor er oversættelsernes
kategori? Dansk kultur uden oversættelser er godt nok
fattig. Hvor er Saxo, hvor er Evald Tang Kristensen, hvor
er lurerne, hvor er Frederiksborg Slot! Hvor er der et
stikordsregister. Oversættelser – her kan jeg jo
gøre noget. Jeg må have en oversættelse med i mit
program. Dan Andersson er vraget af ’Den Lille
Danske Encyklopædi’, han er en svensk digter født
1888. Han døde i 1920, så jeg skal ikke spørge nogen
om lov til at bruge min egen oversættelse af digtet om
Gasken, som døde uden præsten (læs: autoriteterne)
ville velsigne ham. For kanon eller ej – på
’Poesiens Dag’ er det ikke kun det i dag
kanoniserede som kommer til orde. Hvem ved, måske
udvider vi horisonten.
******************************
