En tid med spånkurve 2009,
134 sider
Forlag: per-olof.dk
I kommission hos Forlaget Underskoven
ISBN 978-87-985452-3-1.
Pris: kr. 229,-
Rigt illustreret.
Det
var vigtigt, skønt det hverken kunne spises
eller sælges:
Vand i spand med slibesten, slibesten mod slibesten,
elektrisk slibesten med larm og gnister,
koghed damp,
våd bark, næsten muld,
moseluft, duften af brændenælder, duften af
skvalderkål,
olie og jern ved skruestikken,
våde fyrrespåner lugter godt friske,
i gammelt vand lugter de, så man går omkuld,
flækkelyd, når træ revner, når træ falder,
kernen klinger tørt, høvltræet tungt og vådt,
duft af madpakker, kaffe på termokande,
lav røg i regnvejr af våde spåner,
duften fra en gammel plyslænestol,
de sure dufte fra en gammel spritter, som har overnattet,
duften af Pappas cerut, Mammas hvide arme med strømper
på,
duften af fødselsdagskaffe fra Mølcks Konditori,
bragt i en stor spånkurv med forstærkninger,
høvlens dugge-duk lyd og høvle-piv
og Pappas gjaldende altoverdøvende sang,
om den skæbne som os ramme skal engang,
selv i skolen kan Børge lugte, at jeg lugter af spåner.
Rundsaven, kvashuggeren og motorsaven
kan høres helt hjem.
Sømmaskinernes lyd lægger jeg kun mærke til,
når de sømmer galt og skal hjælpes.
Kringskäringens ritz-ratz rundt om kurven,
lugten af det næsten tørre betongulv efter oprydningen,
lørdag eftermiddag, trafikradioen om
2½ times ventetid ved Helsingør-Helsingborg
overfarten på begge sider.
Sommetider er det vigtigere nu, end det var dengang,
med spånkurves lyde, lugte, nærhed, årringe.