Debatforum WWW

Trykt i Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis 31.august 2007

Trykt i Flensborg Avis 22. oktober 2007

Mere om lignende af POJ:

Definitionen på tro

Religionens spor i en slægt

Guds straf og slægtstræet

En lignelse om en lignelse og andre småstykker

Hvad med i dag? Gud skabte verden - hvem ellers? Om det skete ved et kæmpe brag eller store ord gør mig det samme. Gud som person? Glem det! At sætte Gud i kategori som ”mand” eller ”kvinde” forekommer meningsløst, eftersom det er kategorier, som følger efter skabelsen. Med denne opfattelse er jeg vel en slags ”kreationist”. Er verden her eller er den her ikke? Det er et spørgsmål om sproget. Når noget er, er det blevet til - og det kalder vi skabt. Forståeligt? Nej! Når man alligevel kan vælge at tale om Gud, siger man dermed, at der i den sidste ende er noget - hinsides min forståelse. Derfor behøver jeg vel ikke at bestride ”udviklingslæren”.

At et gammelt eventyr for børn kaldet ”skabelsesberetningen” så af nogen kan opfattes bogstaveligt, giver ikke megen mening for mig. Det taler til ethvert barn, fordi det giver en overskuelig beskrivelse af den verden, barnet er ved at bevæge sig ind i. Heldigvis forstår hverken børn eller voksne, hvori den synd består som Adam og Eva forledes til at begå af slangen, og alle har derved fået noget at grunde over, nøgenheden og at skelne mellem ondt og godt, hvilket er dilemmaer, som vi stadig bakser med. Men f.eks. at hænge sig i at verden skulle være skabt på seks dage og at Gud slappede af på den syvende, det er jo det glade nonsens. Det er anskuelsesundervisning for børn i fortællingens regi og betyder: Skal du have noget gjort, må du organisere din dag, din uge, se fremad mod målet og slap af, når du har nået det! Er det ikke samme vise som medierne for tiden kører i nutidssprog om arbejde, stres og samvær. Seks dage! Hvordan tale om dage, når vi taler om hele universet før ”verden” endnu er sat ned i format kaldet ”jorden”. ”Videnskaben” kalder vi den undersøgelse, som menneskeheden har sat i gang først af ”verden” siden ”universet. Denne beskrivelse er hele tiden til revision. Vi kan ikke absolut sige, at vi i dag ved ”mere” end for 1000 eller 2000 år siden. De ”vidste” noget vi ikke ved, de levede i en fuldkommen verden, som os selv. Vi ved i dag ”noget andet” og om 50 år igen ”noget andet”.

Noget af det man får indtryk af at kreationisterne hænger sig meget i, er skabelsen af mand og kvinde, hvoraf de f.eks. udleder, at homoseksualitet er i strid med skabelsen. Set i forhold til den beskrivelse af verden, som vel selv kreatiotionister må bøje sig for,er at der er flydende grænser mellem mand og kvinde. Vi kender fra sproget grænsen som sort/hvid, men vi ser i den faktiske verden, at sproget går ud fra det statistiske store tal, hvilket giver problemet for de mennesker, som ikke lige falder ud, som sproget forestiller sig. Når det kommer til det rent fysiske, kan der være glidende overgange, hvor man må sige at skabelsen halter noget bag efter idealet! Endnu mere flydende er det, der kommer til syne i sindet, for den enkelte. Det burde dog ikke være så svært? Og hvorfor skulle det fordømmes? At kvinde elsker kvinde og mand en mand? Sproget er vidunderligt, fordi det kan skelne mellem ”elske” og ”elske med”. HVAD der egentlig foregår, kan vel kun den enkelte stå til ansvar for, og hvordan kan nogen tro, at det stiller sig anderledes, når det gælder det af kreationisterne sanktionerede forhold mellem ”mand” og ”kvinde”. Har man lidt fantasi, er det ikke svært at forestille sig, at svaret aldrig er enten eller, men en rigdom af procentsatser, der varierer selv for den enkelte alt efter tid og sted! Endnu ved vi ikke, om generne fortæller det, som mennesker selv fortæller, at de føler sig som mand eller kvinde, hvor omgivelserne omvendt ser kvinde og mand. Selvom det er i marginalerne, at grænserne flyder, så synes det at sige noget om ”skabelsen” som nogle kalder ”udviklingen”. Det er noget, der ligner den skabelse, som mennesket selv udfolder. At der afprøves muligheder og udvikles former som ligger ved siden af hovedsporet, og som det er meningsløst at have et fordømmende forhold til, når det ikke afstedkommer lidelser for omgivelserne. Selvom vi måtte sætte massemorderen på kortet over naturlig udvikling, må vi alligevel fordømme hans handlinger - og ham.

Og det blev nat og det blev dag, og jeg griber avisen (Politiken 21.7.07) og læser et interview med en professor i biologi, der prøver at forklare os, hvordan vi på den ene side er afhængige af vore gener, og på den anden side ikke er styret af dem. Variationerne i udviklingen er ikke deterministisk styret - men styres ifølge ham som et terningspil, ”Gud spiller med terninger”, siges han at have sagt. Jeg kan forstå, at man nægter at inddrage Gud i verdensforklaringen, men hvis man gør det alligevel, er man steget ned fra professorpodiet til os andre på gulvet. Ingmar Bergman fremstiller i filmen 'Det syvende segl' med inspiration fra et kalkmaleri døden som en skakspiller, menneskets modstander. Hvem har fremstillet Gud som terningspiller før? Einstein udlagde Niels Bohr sådan, jeg har ikke hørt at Bohr skulle have bekræftet dette ordvalg. Nu siger Rasmus Nielsen AT Gud spiller terning, og jeg siger som min gode ven og åndsfælle Albert Einstein, at vel gør han ej. I skabelsen mikses og blandes der, som om intet lades uprøvet. Der kan slås mange seksere på stribe, men det kan du ikke bruge til noget uden spilleregler. Menneskene laver reglerne, det er ikke terningspillet, som skaber mennesker. At sige at Gud spiller terninger som forklaring på verden og universets eksistens og fortsatte udvikling, er ikke bedre end sætningen ”Gud skabte verden på seks dage”. Som Gud var før dagene, var Gud før terningspillet. Vi bevæger os her i ordverdenen og ikke i verden. Og vi er vist slet ikke så dygtige med ord, som de var for mange, mange år siden, hvor man ikke troede ”teknikken” var det højeste, det var ordene, som var i højsædet.

For at nå frem til det, som i dag kaldes videnskabens resultater, har det været nødvendigt at udvikle et helt særligt sprog. Virkningerne af videnskaben er ikke så svære at forstå, men videnskaben har åbenbart svært ved at forstå, at vejen tilbage til hverdagsproget ikke er mindre kompliceret end den vej, der blev gået for at opnå ”resultaterne”. Selvom man kun med en eller anden grad af sandsynlighed kan udtale sig om en fremtidig udvikling for mennesket, der både er afhængig af forudsætningerne genetisk og af forudsætninger af anden art såsom tid og sted og ikke mindst ”hændelser” og egen indsats, lyder det da langt fra som noget terningkast i almindelige ører. Mon jeg skal vælge at opfatte udtalelsen som ”slip of the tongue” og komme videre.

Rasmus Nielsen citeres for at sige, at farverne ”i virkeligheden” er noget lys som reflekteres, og som har en bestemt bølgelængde. Sådan kan en farve åbenbart også beskrives, det er dog ikke derfor mere virkeligt, end at gul er gul. Gule er de blomster jeg ser på lægeatlanten (eller er det en tusindstråle?). Jeg vil gerne debattere med andre, hvilken gul nuance, vi har for os, eller om planten er lægeatlant eller tusindstråle. Kommer nogen og fortæller mig, at ”gul” ikke er virkelighed, må jeg svare, at for at forstå mig, må man forstå, at gul er min virkelighed.

Jeg synes, det er en paradoksal verden, vi lever i, når det kan føles nødvendigt at nedskrive den slags selvfølgeligheder. Og det aner mig, at det er der skrevet langt mere kompetent om for 1000 år siden eller måske endnu længere siden. Biblens skabelsesberetning synes jeg ikke, er det mest rammende om sagen. Men i den grad den har beriget vort sprog og vor billedkunst kan vi selvfølgelig ikke slippe den. Måske er det ren indbildning, men ved synet at kalkmalerierne i Kirkerup Kirke tror jeg at opnå kontakt med mennesker før min egen tid og ikke med et link til en gyldig skabelsesberetning.