Apropos Linné: Guds straf og slægtstræet

Linnéjubileet 2007
Carl von Linné 1707 – 1778, født i Råshult, opvokset i præstegården i Stenbrohult.

Pehr Nicklasson gift med...
Pehr Nicklassons 4 ægteskaber og den 4. kones efterfølgende 2. ægteskab

Slægtstavle:
Krecka-slægten og slægten fra Ekeshult. (pdf-fil)

Litteratur

Billeder
Billeder fra Lillerød Spånkurvefarbrik
1902 og 1905

Spånkurvens vej til Danmark
har relation til historien i SAXO.

Historiens geografi

Denne artikel handler altså om, hvordan religion, slægtsforskning og folkeminder en dag stødte sammen i forfatterens hoved , og udmøntede titlen: Guds straf og slægtstræet.

Som det kan høres hentes stoffet i fortiden. Har det noget med nutiden at gøre? Også det. Længe efter artiklens første afslutning stødte jeg på skuespilleren Lisbeths Dahls erindringer. ’At overkomme livet’. Hun er født 1946. I bogen skriver hun bl. a. dette:
"Min mor havde også lært mig ikke at ønske ondt over andre, selv om de opførte sig dårligt over for mig:
-For de får straffen senere, sagde hun.
- Det var dog en væmmelig måde at tænke på, sagde jeg så.
- Men sådan er det bare, slog min mor fast, og så var der ikke mere diskussion. Det sjove er, at når jeg i dag læser bøger om alt det her, så kan jeg se, at de siger det samme, som min mor gjorde i sin tid:
- - Du går ikke ustraffet igennem et liv, hvis du ikke opfører dig ordentligt. Du får på hatten for det på et eller andet tidspunkt!
Og det er en god lære, for så kan man opføre sig ordentligt! Hvis der venter en skideballe forude, så tag den hellere med det samme i stedet for at gå og vente på den. Ellers går du rundt med alt det negative skvulpende rundt inden i dig og det er ikke sundt."
Denne enkle lære, som vel må kaldes folketro, er ledetråden i det følgende.

Overblik

I et hjørne af familietræet finder en fætter en spændende historie til et af de mange navne. Tit er det jo sådan, at slægtsforskerne blot finder nogle årstal og nogle navne, knyttet måske til et stednavn, data som de fleste af os ikke kan få til at se levende ud. Fætter Arthur Simna-Olofsson møder under sin forskning, i yderkanten af familien en historie der er anderledes indholdsrig og som oven i købet dels kan verificere dels afkræfte et sagn på hjemegnen, og den historie fortæller han i sin slægtkrønike. Siden går det op for mig, ud fra en anden slægtning Ingrid Gustavsson at jeg via en helt anden gren i familien er mere direkte i familiær forbindelsen med historiens hovedpersoner, samtidig med at flere personer knyttes til historien, og hvis liv, viser det sig, allerede har fundet vej på tryk.
På grund af historiens tilknytning til en af Kjell Arnoldsson publiceret sagnoptegnelse får min interesse for folkeminder mig til at anskue historien ud fra andre end de familiære sider. Jeg tror at se en almen historie afspillet, ikke blot i historien bagude, men i den måde den dels er gået over i sagn på, og i den måde hvorpå vi nu fortæller den.
Og som parallel knytter jeg forbindelsen til Carl von Linné (1708-1778), hvis opvækst nord for den skånsk/smålandske grænse i Stenbrohult ikke lå langt fra historiens skueplads sognet Örkened i Skåne. Linné efterlod sig et ejendommeligt manuskript, udgivet længe efter hans død under titlen Nemesis Divina (Guddommelig gengældelse). Dag Hammarskjöld fremhæver disse optegnelser som tilhørende den levende del af svensk litteratur. “ Forbrydelse og gengældelse, ulykke som afføder ulykke, verdslig stræbens forfængelighed - sådan føjes skæbne til skæbne i denne dødedans, hvor stilen har træsnittets enkelhed og tørre præcision.” I flere af de små beretninger som manuskriptet er bygget op af, aner jeg lighed med det sagn, som den familiære historie gav anledning til. Af såvel sagnet som Nemesis Divina drager man den lære, at resultatet af handlinger her i livet afspejles i ens skæbne. En meget gammel opfattelse, som rækker langt ud over svenske egne! Men som ikke desto mindre kan siges at være i direkte modstrid med den lutherske herskende opfattelse, dengang som nu. Linné skrev sit manuskript angiveligt til sin søns private brug og sagnets lære har næppe fundet vej til prædikestolen. Men min konklusion er, at troen på at den onde fandt sin straf i dette liv nok alligevel var en udbredt opfattelse.
Den svenske videnskabsmand og mystiker Emanuel Swedenborg (1681 - 1772) turde eksplicit tale den gængse kirkelige opfattelse imod, måske fordi han skrev på latin. Swedenborg siger: “Gode ånder forundres højligt over, at nutidens medlem af menigheden ikke tror, at al ondskab og falskhed hos ham kommer fra helvede, og at al godhed og sandhed kommer fra Herren, da han jo alligevel ved dette såvel fra Biblen som fra tros-læren. Og enhver siger jo, når nogen gør noget ondt, at vedkommende har ladet sig lede af djævelen, og når nogen har gjort noget godt, at han har ladet sig lede af Herren.”
Linné var præstesøn og skulle nok være vidende om, at hans opfattelse Nemesis Divina næppe kunne kalde luthersk. Jeg tror, at såvel den folkelige opfattelse som de to mere sofistikerede lærdes i den grad er en grundklang hos os, at den har kunnet bevares samtidig med at man bekendte sig til det lutherske “frelse ved troen alene”, hvilket jo betyder, at man ikke kan handle sig til nåden, frelsen nås i kraft af nåden som svar på troen. To opfattelser som har kunnet leve sammen i samme person. Præcis som ordsprog stillet op overfor hinanden kan sige det modsatte, og dog i de givne situationer alligevel tages i brug af samme person, skønt ikke samtidigt!

Hembygdsgården i Virestad

Det var den første indledning! Den anden handler om mig selv. Jeg er ikke slægtsforsker men jeg lytter gerne. Min interesse for slægten er nok tidlig, måske affødt af at jeg tidligt fik forklaret mit navn. Per er min farfar, Olof min morfar og Johan min farfars far.
Som ung prøvede jeg tit at bringe orden i de familiære fortællinger uden at det lykkedes mig at holde fjerenere personer ude fra hinanden. Der skete tit sammenblanding af tip- og oldefædre, kusiner og grandkusiner. Interessen var en interesse for den gode historie men også en interesse for arvespørgsmålet. Ikke den materielle arv men den mentale: hvor kunne vandringen af karaktertræk og medfødte færdigheder spores?
Siden indser man jo, at selvom der en sådan vej rent teoretisk, vil de forskellige livsomstændigheder gøre det praktisk umuligt at udskille hvad der kommer hvorfra. Men en gren af slægten lød navnet “Krecka-slægten” og vi udlagde det meget morsomt sådan, at det betød, at de var nogle stædige krikker! Nu ved jeg slet ikke af, at det danske stædig krikke kan hedde sådan på svensk endsige göinsk - sådan en detalje forstyrrede ikke teorien!
En dag havde vi besøg af en af familiens forretningsforbindelser på hjemegnen, kuirvemagerArvid Person kaldet Gök-Arvid, og han havde taget brøndgraver-Johan med, for at give den gamle en tur til Danmark. Brøndgraver-Johan kendte hele krecka-slægten tilbage til den første “krecka-Pelle” og kunne fortælle den sande historie om navnets opståen: Vor forfader Per havde boet et sted som hed Krogen, i Hunshult i Örkened sogn, og der boede samme sted en anden Per og begge kaldtes de Kroga-Per. Det irriterede vor forfader i den grad, at han en gang da han drak et krus øl sammen med den anden Per sagde: Hvis du vil hedde Kroga-Per så vil jeg hedde Krecka-Per.
Med alt hvad Brøndgraver-Johan den aften fortalte gik jeg op på mit værelse på Birkevej og i løbet af natten omsatte jeg noterne til et slægtstræ med udgangspunkt i Krecka-Per. Johan bekræftede næste morgen opstillingen, rævestolt, for alt det jeg der måtte have på papir, det havde han i hovedet!

Sagnet

Som person er jeg ikke kommer Krecka-Per meget nærmere, men Arthur, Ingrid, Kjell har bragt mig tæt på miljøet. Sagnet er en god begyndelse:

Overskriften hos Kjell Arnoldsson lyder: En uretfærdig karl.
Og han fortsætter: Mange fortællinger i Örkened som er gået i arv gennem generationerne fortæller gerne om hvor besværlige bønderne var mod sine torpare (fæstere) og tjenestefolk. Men der kunne også forekomme det modsatte.
Den begivenhed, vi her skal fortælle om, tildrog sig i Hunshult i 1830’erne. Tjenestekarlen hos en velanskreven bonde havde fået besked på, at han skulle ind og springe soldat. Men bonden besluttede at hjælpen karlen fra militærtjenesten ved formelt at overdrage ham halvdelen af gården. Siden udfærdigede de et andet dokument, hvor karlen lovede at hans del af gården skulle gå tilbage til bonden efter en vis tid.
Karlen var imidlertid en filur og efter nogen tid sørgede han for at stjæle denne sidste kontrakt, som han destruerede og dermed var den halve gård hans.
Efter nogle år døde bondens kone. Karlen tog to kumpaner med sig, og sammen gik de til værelset hvor bondekonen lå lig. Han rejste den døde op i siddende stilling og anbragte et penneskaft i hendes hånd. Derefter hjalp han selv med til at skrive hendes underskrift på det papir, han selv havde forberedt. Det var et gavebrev på den anden halvdel af gården. Begge vidnerne skrev også deres navn og dermed var handlen afsluttet! Karlen var nu ejer af hele gården.
Karlen forelagde nu papiret for bonden, som brød helt sammen. Han troede nemlig på, at hustruen i levende live havde ladet gavebrevet udfærdige.
Han ramtes også af en svær søvnløshed. Men en nat kom et genfærd, som forestillede hans afdøde hustru hen til hans seng og sagde: ”Det du tror om mig er jeg uskyldig i.” Synet forsvandt og efter den nat fik bonden atter ro. Gården overgik imidlertid til karlen og bonden måtte gå fra gården. Karlen sad som gårdejer i 57 år, men derefter blev familien ruineret og han måtte gå fra alt. År 1909 kom gården igen i den tidligere slægts eje.”

Historien

Om det lige er i denne version Arthur har kendt til sagnet ved jeg i skrivende stund ikke. Men han kender det, og han opdager i sin slægtsforskning at bonden fra sagnet er Pehr Nicklasson, der i sit fjerde ægteskab er gift med min mormors/ hans farmors mormor Bengta Jönsdotter. Han bliver dog ikke en af vore stamfædre, idet vor fælles bedstemors mor først fødes i Bengtas næste ægteskab! Så man må sige det er noget på et hjørne, at vi får historien med. Men afdækningen er fortjenstfuld, fordi den tjener til at stille det gamle sagn i relief. Arthur søger altså sin familie, og denne historie angår kun i fjern forstand familien, sådan som det nok bedst forstås af en illustration.

Jeg er ikke ude på at forvirre. Men her er det historien om historien som er historien. Kun fordi Arthur ikke lige er optaget af sin egen historie får denne lange kæde af relationer hans øjne op for kendsgerningerne bag det sagn, han har kendt som barn og som Kjell Arnoldsson har optegnet. Jeg giver her et sammendrag af Arthurs version:

Perh Niklasson gifter sig med Mertha Jönsdotter. Og Pehrs søster Olu Niklasdotter gifter sig med samme Merthas bror Håkan Jönsson. Vi får intet at vide om de mer eller mindre gode relationer de to par imellem. men i hvert fald så dør Olu og Håkan begge to med seks dages mellemrum i 1795, efterladende sig 6 børn hvoraf den yngste var 2 år og den ældste på vej til at fylde 14. De anbragtes rundt om i sognet hos plejeforældre efter tidens skik.
Barnet Niclas Håkansson på 8 år kom således i pleje hos sin morbror Pehr Niklasson og fasteren Mertha. For morbroderen var situationen formentlig genkendelig: Hans far var død, da han selv var 7 år. Pehr Niklasson og Mertha havde ingen egne børn, og fik heller ingen.

Arthur fortæller: År 1810 var Niclas Håkansson blevet 19 år gammel, og han var en meget dygtig og flittig ung mand som arbejdede på plejeforældrenes gård. Perhr Niklasson havde ingen egne børn og var stærkt knyttet til sit søskendebarn. Der var krig og uroligt i hele Europa. Sverige var i krig med Rusland på finsk jord og napoleonskrigen rasede på kontinentet. Niclas havde nået den alder, hvor han skulle indkaldes som soldat og var bange for at skulle sendes i krig. Pehr Niklasson syntes det var synd for søstersønnen, og desuden var han nødvendig arbejdskraft på gården. Det var nemlig sådan dengang, at den som havde et eget foretagende eller en større gård kunne blive fri for at blive soldat. Pehr Nicklasson blev derfor enig med Niclas om midlertidigt at føre gården over på hans navn, og så når krigsfaren var ovre, at føre den tilbage til Pehr.
Denne overdragelse skete 1809, og Pehr og Mertha kom på aftægt på gården, som det ses af matriklen. Som konsekvens heraf undgik Niclas militærtjeneste og kunne fortsætte sit arbejde på gården.

I 1825 ved man at Pehr Niklasson i forbindelse med sit 4. giftemål køber sig en gård af betydelig størrelse i nabosognet Glimåkra.
Man ved, at hans første, anden og tredje hustru er døde henholdvis 1812, 1820 og 1824 og at han med den anden hustru fik 3 børn og med den tredje ingen og med den fjerde et enkelt barn.
Formentlig mener Arthur, at det er omkring 10 år efter gårdens overdragelse, at Pehr ønsker sig gården tilbageført, idet han fortæller:
Tiderne havde ændret sig, der var blevet sluttet fred og nogen risiko for indkaldelse af Nicklas Håkansson fandtes ikke længere. Så var tiden kommet til at føre gården tilbage til Pehr Niklasson, men Niclas Håkansson værgede sig mod dette. Overenskomsten havde været mundtlig, en æressag mellem to mennesker. Som løn for, at Pehr Niklasson havde hjulpet sin søstersøn og plejesøn mistede han sin gård. Søstersønnen Niclas Håkansson blev for al fremtid betragtet som æreløs på egnen..

Sagn kontra historie

Sammenligner vi nu sagn og de faktiske begivenheder, ser sagen naturligvis i detaljen anderledes ud, men sagnet er udtryk for den skam, som man ønskede fæstnet ved Niclas’ navn.
At Niclas blev ruineret kan der i mod ikke bekræftes: hans søn overtog gården 1857 og dennes søn igen gården 1884. Så noget eksempel på Nemesis Divina synes der ikke at være heri, sådan som sagnet vil udlægge historien.
Arthur kan fortælle, hvordan en af Perhr Niklassons efterkommere, nemlig et barnebarns barn i 1910 kan overtage gården. Arthur kan ikke bare sig for at skrive, at dermed er cirklen sluttet, altså som om en eller anden form for retfærdighed der dermed skulle være sket fyldest.
Men ret beset så kender vi jo ikke Niclas Håkanssons argumenter for hans handling. Blot for at se det lidt i hans lys, så kan man jo sige, at det åbenbart var ham som i 10 år havde opretholdt gården, og hvor rimeligt kunne det så være, at han uden videre skulle afgive den til sin morbror igen? Hvis det var sådan morbroderen havde tænkt det, ville Niclas jo stå fuldstændig afblanket og tilmed arveløs, da morbroderen i mellemtiden var blevet far til 3 børn.

Hvad man roligt kan forestille sig er, at der har gået mange argumenter over bordet, inden det blev som det blev. I Örkeneds Hembygdsforenings årskrift for 1998 fortælles om sådanne familiære stridigheder, der ikke giver Niclas’ historie meget efter. Ofte blev det ikke ved ord men sagerne blev til regulære retstvister og ad den vej kan vi være på mere sikker grund om begivenhedsforløbet. I Niclas’ tilfælde er overdragelsen af gården sket retsligt korrekt mens aftalen om at gården på et tidspunkt skulle gå tilbage er mundtlig. Det er jo meget let at forestille sig, at erindringen om den mundtlige aftale kan falde forskelligt ud og ikke har været så enkelt formuleret, som overleveringen har villet gøre den! Men ved at gøre den enkel kunne historien let tjene som materiale for den lærdom om Nemesis Divina, den guddommelige gengældelse som man ønskede at formidle.

Svogerens historie

Når jeg så kombinerer Örkeneds Hembygdsforenings årskrift for 1998 med hvad Arthur og Ingrid fortæller, får jeg følgende historie:
Niclas Håkansson blev gift 1817 med Karna Trulsdotter. Karna havde en tvillingesøster Hanna som blev gift med Per Bodelsson på en gård i Ekeshult i samme Örkened sogn. Til ægteskabet hørte en aftale om medgift og beretteren synes måske nok at Per Bodelsson får stillet en noget bjergsom kontrakt op, til i alt en værdi af 12.000 daler sølvmønt. På selve bryllupsdagen fik han endog svigerfar Truls Jönsson til yderligere at give 444 riksdaler banko. Da svigerfaderen åbenbart siden aldrig viste tilbøjelighed til at opfylde kontrakten, forlangte Per Bodelsson udpantning. På det tidspunkt har svigerfaderen imidlertid sørget for at overdrage sin gård til sønnen. Det løsøre han havde tilbage og som blev solgt på auktion rakte ikke til at opfylde kontrakten. Svigersønnen må heraf være blevet bragt i betydelig affekt, for han forlangte at Truls Jönsson skulle sidde pengene af, hvilket dog ved gode venners indgriben blev afværget!
En sådan histories substans er det naturligvis svært at trænge ind til. Per Bodelsson ser ikke umiddelbart ud til at have manglet de værdier, som medgiften udgjorde. Som 30-årig blev han kirkeværge, hvilket han var i en lang årrække. Den aftægtskontrakt hans efterlevende hustru kunne opstille for sønnen, da denne skulle overtage gården tyder på en ikke ringe velstand..

Som Arthur i sin familie søger slægten søger Ingrid i sin. Hvor mange mennesker skal man tage med? Først går man den lige linie og siden udvides kredsen. Da Ingrid når til Per Bodelssons hustru Hannah bliver hun dog nødt til at skele lidt til siden, for Hannah har en tvillingesøster. Denne søster Karna bliver netop gift med Niclas Håkansson, som jeg genkender fra Arthurs beretning.
Om ægteparrene Niclas/ Karna og Per/Hannah nogensinde har udvekslet oplevelser er jo ikke til at vide og konklusionen af en sådan samtale må overlades til fantasien - hvad den jo også kan havde det dejligt med, også uden man er romanforfatter!

Nemesis Divina

Nu kommer så slægtstræet ind, som et ekstra krydderi. Ingrid har forfulgt “kricka”slægtens historie, og da kan jeg jo ikke synes det er uinteressant, at ham “Krecka-Per” som er min farmors farfars far var gift med Niclas Håkanssons søster Nilla. På det tidspunkt, hvor jeg endnu med overleveringen var sikker på, at Niclas ikke havde rent mel i posen, var jeg et eller andet sted godt tilfreds med, ikke at nedstamme i lige linie fra netop ham. Det er jo noget tosseri, men hvor kommer det fra?
Her må vi så vende os til sagnet og dets lige. Som nævnt finder jeg, at Linnés Nemesis Divina springer af den samme rod som sagnet om den uretfærdige karl.

Lad mig give et par eksempler fra Linnés optegnelser.

Krabbe.
Krabbe hed en rig adelsmand i Skåne, da det var overgået til Sverige. Landshøvdingen Sperling i Malmø tragtede efter Krabbes ejendom. Derfor anklages K. overfor Karl XI som fjendtligt indstillet mod kongen. Sagen gik videre til undersøgelse på den danske side.
Endelig går kongen ind på at nedsætte en domstol over ham. Sperling præsiderer, dømmer K. til døden. Dagen for henrettelsen udsættes til den postdag, da svaret eller dommen, som er videresendt til kongen, skulle komme tilbage, da man frygtede, at kongen ville benåde. Om morgenen på dagen for henrettelsen hales vindebroen op og portene lukkes. Posten ankommer, men må stå udenfor en time.
Krabbe halshugges.
Posten ankommer og medfører pardon, men for sent.
Sperling får endelig godset, men dør i fattigdom.
Sønnen vander sin hest udenfor Malmøs voldgrav, falder omkuld og drukner.
Datteren gifter sig med Horn, Kommandanten fra Narva, som med sine døtre tages til fange af russerne og sættes i det elendigste fængsel under jorden.

Billmark
Billmark var en ung feltpræst, djærv og stædig. han anmelder sin oberst Delwik, der som følge deraf mister sin tjeneste.
Da det oprør opdages, som Brahe skulle iværksætte og dette publiceres i kirkerne, så giver det anledning til kommentarer dertil fra provsten Billmark som på prædikestolen siger, at Brahe intet ondt har gjort. Brahe havde patronsretten hvor Billmark var præst. Delwiks søn som netop var i kirken den dag anmelder sammen med kapellanen sagen. Billmark sættes i fængsel, afsættes fra tjenesten, dør i fængslet inden han når at få sin dom.

Sohlberg
Sohlberg, kunstinspektør i Falun, er rig, flår de arme grubearbejdere til benet og erhverver derved sin rigdom.
Han har fem kvikke sønner, men ingen af dem kan holde hus med pengene, de er alle fattige og forgældede.
Uretfærdigt erhvervet ejendom går ikke til tredie led.

Som det fremgår af eksemplerne: den uretfærdige får sin straf, og den kan endda smitte af på videre led i slægten.
Det er ikke den lærdom, som hentes hos Luther, og som siden doceredes så inderligt af läsarna (hvad i Danmark kaldes 'missionske') på egnen. men at holde sig for øje, at den opfattelse var og er udbredt tror jeg er vigtigt. Er den ikke luthersk, så kan den i hvert fald sagtens finde skriftsteder i det gamle testamente at støtte sig til, til det indre beredskab. Klarest vel i 2. Mosebog kap 34 v.5-7.:
| Da steg Herren ned i skyen; og Moses stillede hos ham der og påkaldte Herrens navn. og Herren gik forbi ham og råbte:” HERREN, HERREN, Gud som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelser og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredie og fjerde led!” |
Og det er jo det der ligger i baghovedet på mig, selv om jeg troede det var i syv led! Fire led er vel også rigeligt, må man sige. (En passant er det måske signifikant, at min gamle Bibel-Ordbog fra 1909 som ellers altid lader en finde skriftsteder, ikke med noget ord førte mig til dette skriftsted, hverken med straf, synd, brøde, fædre, led ...)
Så sådan kan stamtræet altså også bruges - til at tælle led -. Dog, historien er jo ikke slut endnu og hvem ved hvad vi efterlevende leverer materiale til af sære konklusioner.
Linné bringer ikke blot eksempler på Nemesis Divina – han bringer også et betydeligt antal skriftsteder som skal begrunde hans standpunkt. Sært er da, at han ikke bringer dette fra Moses himself.

Min farmors farfars far var altså gift med Niclas Håkanssons´søster Nilla.
Endnu mere alarmerende blev situationen, da det viste sig at Per Bodelsson var farmors morfars far! Så bliver det jo vigtigt at tage sin fornuft til fange, som de siger på hinsidan og lade historie være historie og tro på, at generne jo er temmeligt udvandede her på lag. Jeg erindrede det med syv led – og havde det været det er jeg blot 5. generation og altså i skudlinjen.
Vi er også mange om at dele arven! Først med Ingrids slægtstavler forstår jeg et familieskab, som tit omtaltes i familien. Bygdespelmannen Pontus Nilsson arbejdede i sin ungdom hos min farfar på kurvefabrikken i Lillerød. Det gjorde hans kone Hannah også, og de var begge farmors kusiner - som svenskerne siger. Deres børn følger siden de samme to spor i stamtræet som de 8 børn efter Krecka-Jössen og hans Hannah Bengsdotter. Hannah Nilsson og Pontus fik 10 børn. I børnenbørnsgenerationen løber vi vel så op i næsten et hundrede stykker, hvis man orkede tælle efter-.
Med syv strafværdige led ville vi alle være i farezonen. Og selv om Per Bodelsson altså ikke fik sat sin svigerfar i hullet, var han jo tæt nok på at gøre det, til at man i dag kan synes at han var lige grov nok. Straffen ville have nået os fra to grene på slægtsstræet

Afslutning

Den mere holdbare historiske konklusion må være, at refærdigheden var en vigtig målestok i 17-1800 tallet, og syntes man ikke den skete fyldest så tog man sagnet til hjælp som overdommer.
Resultatet blev i Niclas Håkanssons tilfælde en blanding af et historisk og et religiøst forklarende sagn.
Per Bodelsson historie slap måske for at blive sagn, men kunne lige så godt som Niclas’ historie havde leveret materiale til en lærdom om Guds straf.

Emnet 'Nemesis' er enormt. I Danmark har forfatteren A. M. Goldscmidt været tilhænger af denne overbevisning i den grad, at en større afhandling indgår i hans erindringer om emnets historiske baggrund. Den har jeg ikke refereret til her, men man skal dog vide at den findes og er et vigtigt led i Dansk Litteraturhistorie. Og man skal ikke tro, at hans opfattelse svarer til Linnés. Han lægger tvært imod kraftig afstand til netop Linnés opfattelse af nemesis, som han anser for meget forsimplet.

Hvad der også kan være godt at kende, er en artikel at Billeskov Jansen, som jeg først sent i emnet stiftede bekendtskab med. Han har nemlig skrevet mere udførligt om Linnés manuskript, og den som på dansk vil vide mere om den side af sagen, bliver der vel oplyst. En sær fejl er dog sneget sig ind. Billeskov Jansen siger at Linnés far var bonde men han var faktisk præst. Det er ikke uvigtigt fordi det kaster et særligt lys over Linnés valg af synspunkt at han fra barnsben er vokset op i en præstegård, hvor man måtte forvente at finde den rette lutheranske lære være den herskende. Det er vel også derfor han føler behovet for at underbygge sit synspunkt med så mange skriftsteder som gørligt.
Men som det er fremgået, var det et synspunkt som han delte med jævnt folk.

Her har temaet været 'folketro' kontra 'kendsgerninger'. Vi har erfaret at et sagn har kunnet være straffen selv, lad os kalde det et 'straffesagn'. Og så var det ikke sagnets sag, om det var i overensstemmelse med kendsgerningerne! Så er det ikke mere folketro men en skrap psykologisk virkelighed som det kan være svært at frigøre sig fra. At Linné var på sporet heraf kan man forstå, når han forbød sin søn at videresprede navnene i historierne i Nemesis Devina. Men bortset herfra var det hans overbevisning at historierne var sande, såvel efter indhold som efter konklusion. Han havde ikke øje for at de godt kunne være sande i indholdet uden at være det i konklusionen om straf. I historien om 'den uretfærdige dreng' som egentlig handler om Niclas Håkansson var historien hverken sand i indholdet eller i konklusionen. Men vi kan forstå, hvorfor sagnet bliver til. I historien om Per Bodelsson er vi tæt på at se en begivenhed, der kunne være blevet til sagn, men nu blot blev en beretning.
Og slægtstræet blev stående som en øjenåbner. Der er kun skygge et øjeblik - inden en lille vind lader ane nye interessante aspekter af sammenhænge fra jord til himmel!

Litteratur:

Kjell “Ason” Arnoldsson (udg.): Folktro och signerier i nordöstra Skåne. Hässleholm, 1996. s.40

Knut Barr (udg): Linnés Nemesis Divina. Stockholm 1923.
[Oversættelserne til artiklen er gjort herfra.]

Erland Ehnmark: Processen mot Sokrates Lund 1965
Linnés nemesistankar och svensk folktro. . s.128 - 173

Meïr Aron Goldschmidt: Livs Erindringer og Resultater I-II.
København 1877.

Dag Hammarskjöld: Kring Linnéminnet. Stockhom 1957.

P Hansen: Ill. Dansk Litteraturhistorie. København 1902. s.434

F.J. Billeskov Jansen: Grundtvig og Kierkegaard med ni andre åndshistoriske essays. København 1996
Carl Von Linné: Nemesis Devina.s. 31 – 42:

Carl von Linné: Nemesis Divina. Stockholm 1968.
Utgiven af Elis Malmström och Telemak Fredbärj.

Örkeneds Hembygdsförening: Verksamhetsåret 1998. 1999.
s. 8-29: En gammal släktby med uråldriga anor.

Signe Toksvig: Emanuel Swedenborg. København 1949.

Emanuel Swedenborg: Arcana Coelesti: Himmelske hemligheter som innhållas i den heliga skrift.bd. 5. Christianstad 1868. s. 345.

Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk 1991. Bd. 2, “sagn” s.751 ff

Arthur Simna-Olofsson: Släktkrönika - från Örkeneds og angränsande församlingar, avseende Olof Niklassons og Bengta Bengtsdotters förfäder och efterkommande från 1600-talet till våra dagar. Höör 1995.

Ingrid Gustavsson: Krecka-Släkten. (Upubliceret materiale.)

Tilføjelse 3.4.07: Det svenske forlag Natur & Kultur har i 2006 udsendt en udgave af Nemesis Divina. Da oversætter/udgiver ikke nævnes de steder, hvor jeg har søgt, er det hvad jeg kan sige om den: Den findes og er billig. Se f.eks. Internetbokhandeln.se

Debatforum WWW