| Fortvivlelse er tvivl
overgået i håbløshed og kaos. Fundamentalt
at tvivle er eksistenstruende og slet ikke så
rosværdigt, som de rationelle filosoffer har lært os
det. Men tvivl er en nødvendige igangsætter og bør
kunne ramme alle områder af livet.
Den klassiske vesteuropæiske tvivl er
tvivlen på kristendommens sandhed. Den starter som tvivl
om kirkens institutioner og ender med at ramme
kristendommen som sådan. Dog i en lille menneskealder er
kirkens autoritet i den grad mindsket, og skolernes
indoktrinering af kristne sandheder i samme grad holdt
for nar, at den gammelkendte tvivlen for lange tider må
være unødvendig.
De nye tvivlere har i lang tid rejst
tvivl både om kristendommens sandhed og om sandheden af
det videnskabssyn, som forsøgte at erstatte den.
Fremmede, nye eller selvopfundne religioners praksis er
trådt i stedet, så omvendelserne er i og for sig ikke
taget af.
Omvendelser til kristendom finder givet
stadig sted, men er ikke meget omtalt - det skulle da
være, når nogen bliver katolik. Romanen om de udøbte,
der i en alder af 28 omvendes til folkekirken efter en
religiøs krise og lader sig døbe, har vi endnu til
gode.
Vi har på dansk et halvt udtryk:"
Når fanden går i kloster" : Vi underforstår, at
så er der intet, der bliver for småt at gå i rette med
for hans hellighed.
Hvis man uden at føle sig omvendt til
det ene eller det andet, alligevel føler trang til at
overveje nogle følger af tvivlen - er det måske for at
komme sig selv i forkøbet. Fordi tvivlens resultat -
omvendelsen - tit har et skær af letkøbt frelsthed,
hvor det sidste hop ind i folden også er et spring hen
over rimelige argumenter. Men springet foretages for at
undgå fortvivlelsen. Derefter er det let at gøre op med
lidenskaber, man ikke længere er grebet af. Man slår
andre mennesker i hovedet med sit opgør og formaner dem
til at føre et andet liv.
At tvivle på det berettigede i egne
handlinger, det er i orden. Derfra er det et stykke vej
til at mene, at motiver og konsekvenser er de samme for
andre i noget, der ligner samme situation.
Selvretfærdighed er absurd som
resultat af tvivl. Man skulle tro, at tvivlens proces
havde lært tvivleren, hvor let vi alle bedrages, og at
det er muligt at blive bedraget igen. Nej,
tvivleren kaster, når han er omvendt, tvivlens mulighed
overbord og bliver med sin skinhellighed en pest for
omgivelserne. (Så nu har jeg advaret mig selv - mod hvad
det nu er!)
Men - hvis jeg siger, at den
fundamentale tvivl er eksistenstruende, må jeg vel
undgå den ved omvendelse til tro? til en tro?
Modsætningen til tvivl er
selvfølgelig ikke tro - faktisk er det i dagligsproget
ord med parallelle betydninger. Når tvivlen er
overvundet ved vi. Den tro, som frelser fra
fortvivlelsen er: trofastheden mod livsmålet. Værdien
af målet afgøres ikke af, om du når det. Derfor
behøver uoverensstemmelse mellem en kunstners værk og
liv ikke være en modsigelse af værkets sandhed -
snarere vidner det om dets nødvendighed. På samme måde
måles de kristne evangeliers sandhedsværdi af den
kristne ikke på den historiske sandhed, men på, i
hvilken grad de kan holde hans tro oppe.
Og troen er ikke
"indbildning", men målet for eksistensen, og
der er frit valg.
Hvor meget interessantere kunne ikke
den offentlige debat blive, hvis den ophørte med
debatten om "tro og viden" i den sædvanlige
facon, og erstattede den med debat om "livsmål og
viden". Livsmål og viden former vi ud fra gensidig
erfaringsudveksling med andre. Hvordan disse forenes,
afgør vi i ensomhed. Dér er fortvivlelsen en mulighed,
men det er ikke den eneste mulighed.
Per-Olof Johansson
|
