www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW


 

Debatforum WWW

Pinsebrev 1989

- Hvor meget interessantere kunne ikke den offentlige debat blive, hvis den ophørte med debatten om "tro og viden" i den sædvanlige facon og erstattede den med debat om "livsmål og viden". Skrev jeg i dette "pinsebrev" 1989, som Sandby Kirkeblad (Lolland) trykte i november samme år. I 2003 debatteres tro som sjældent før, fordi hvad en præst udtalte i avisen blev kogt ned til, at han ikke troede på gud. Debatten forløber ikke som en debat om emnet "tro", men om hvorvidt det er foreneligt med præstens ansættelse, hvis han har sagt, at han ikke tror på gud. En mere ligegyldig debat i forhold til det spørgsmål, han rejser, kan man vist ikke tænke sig. Jeg genfandt min gamle formulering og jeg synes, at den kan læses som et bidrag til debatten.
  Fortvivlelse er tvivl overgået i håbløshed og kaos.

Fundamentalt at tvivle er eksistenstruende og slet ikke så rosværdigt, som de rationelle filosoffer har lært os det. Men tvivl er en nødvendige igangsætter og bør kunne ramme alle områder af livet.

Den klassiske vesteuropæiske tvivl er tvivlen på kristendommens sandhed. Den starter som tvivl om kirkens institutioner og ender med at ramme kristendommen som sådan. Dog i en lille menneskealder er kirkens autoritet i den grad mindsket, og skolernes indoktrinering af kristne sandheder i samme grad holdt for nar, at den gammelkendte tvivlen for lange tider må være unødvendig.

De nye tvivlere har i lang tid rejst tvivl både om kristendommens sandhed og om sandheden af det videnskabssyn, som forsøgte at erstatte den. Fremmede, nye eller selvopfundne religioners praksis er trådt i stedet, så omvendelserne er i og for sig ikke taget af.

Omvendelser til kristendom finder givet stadig sted, men er ikke meget omtalt - det skulle da være, når nogen bliver katolik. Romanen om de udøbte, der i en alder af 28 omvendes til folkekirken efter en religiøs krise og lader sig døbe, har vi endnu til gode.

Vi har på dansk et halvt udtryk:" Når fanden går i kloster" : Vi underforstår, at så er der intet, der bliver for småt at gå i rette med for hans hellighed.

Hvis man uden at føle sig omvendt til det ene eller det andet, alligevel føler trang til at overveje nogle følger af tvivlen - er det måske for at komme sig selv i forkøbet. Fordi tvivlens resultat - omvendelsen - tit har et skær af letkøbt frelsthed, hvor det sidste hop ind i folden også er et spring hen over rimelige argumenter. Men springet foretages for at undgå fortvivlelsen. Derefter er det let at gøre op med lidenskaber, man ikke længere er grebet af. Man slår andre mennesker i hovedet med sit opgør og formaner dem til at føre et andet liv.

At tvivle på det berettigede i egne handlinger, det er i orden. Derfra er det et stykke vej til at mene, at motiver og konsekvenser er de samme for andre i noget, der ligner samme situation.

Selvretfærdighed er absurd som resultat af tvivl. Man skulle tro, at tvivlens proces havde lært tvivleren, hvor let vi alle bedrages, og at det er muligt at blive bedraget igen. Nej, tvivleren kaster, når han er omvendt, tvivlens mulighed overbord og bliver med sin skinhellighed en pest for omgivelserne. (Så nu har jeg advaret mig selv - mod hvad det nu er!)

Men - hvis jeg siger, at den fundamentale tvivl er eksistenstruende, må jeg vel undgå den ved omvendelse til tro? til en tro?

Modsætningen til tvivl er selvfølgelig ikke tro - faktisk er det i dagligsproget ord med parallelle betydninger. Når tvivlen er overvundet ved vi. Den tro, som frelser fra fortvivlelsen er: trofastheden mod livsmålet. Værdien af målet afgøres ikke af, om du når det. Derfor behøver uoverensstemmelse mellem en kunstners værk og liv ikke være en modsigelse af værkets sandhed - snarere vidner det om dets nødvendighed. På samme måde måles de kristne evangeliers sandhedsværdi af den kristne ikke på den historiske sandhed, men på, i hvilken grad de kan holde hans tro oppe.

Og troen er ikke "indbildning", men målet for eksistensen, og der er frit valg.

Hvor meget interessantere kunne ikke den offentlige debat blive, hvis den ophørte med debatten om "tro og viden" i den sædvanlige facon, og erstattede den med debat om "livsmål og viden". Livsmål og viden former vi ud fra gensidig erfaringsudveksling med andre. Hvordan disse forenes, afgør vi i ensomhed. Dér er fortvivlelsen en mulighed, men det er ikke den eneste mulighed.

Per-Olof Johansson

   
[- mit læserbrev i Politiken søndag den 15. juni 2003 hører vel til her:]

De tror, de tror - men tror de? De mest bevægende steder i Det nye Testamente er, når Jesus mistror troen - og lader sig overbevise af et uventet svar, en uventet handling. Når folk bryder gennem taget, for at komme ned til ham. Når høvedsmanden parallelliserer egen og Jesu opgave. Når een tror det er nok, bare at røre hans kjortel. Når een ikke viger tilbage for at sammenligne sig selv med de hunde, som spiser krummerne fra de riges bord.
På den sære vis får han tillid til deres tro. Hans mistro synes velbegrundet. Jeg kan vide, hvad andre siger, men ikke, ikke hvad de tror. Jeg kan jo tro de lyver. Det tror de måske ikke selv, men det kan være de lyver for sig selv. Om jeg lyver for mig selv, ved jeg desværre først bagefter - hvis jeg overhovedet erkender det.
Hvis en præst i den danske folkekirke siger, han ikke tror på Gud, så tror jeg ham ikke. Jeg tror på den anden side ikke han lyver. Jeg tror han vil sige noget, han anser for vigtigere, end hvad en slavisk messende gentagelse af en trosbekendelse kan få sagt.

Selv et firehundrede fod højt tårn hviler på jorden.

(Kinesisk ordsprog)


 

www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@