Skal man tro Carsten Andersens referat (Pol. 19.8.2002), så har Ugebrevet Mandag Morgen sat tal på det enhver avislæser i forvejen vidste: At erhvervslivet styrer kulturlivet.

Både artikel og leder lader antyde en vis villighed til selvkritik hos Politiken.

For at denne selvkritik skal kunne bruges til noget, må man indse, at undersøgelsen mangler noget væsentligt, nemlig beretningen om hvem og hvad det er som ikke kommer til orde. En sådan forståelse synes jeg ikke kommer til orde i lederen. Den er mere optaget af at forsvare sig.

Det er da indlysende, at medierne ikke skal gå udenom at berette om de tiltag som er blevet aktuelle ved at foregå nu, udkomme nu, igangsat nu.

Jeg tror blot man mangler blik for, hvor snæver horisonten egentlig er. Selv om kun en enkelt anmelder har erkendt, at han ligger under for hvad der udsendes af de store forlag, tør jeg godt konkludere, at det gælder - de fleste anmeldere og redaktioner. Det kaldte man i gamle dage snobberi, men det ord er vist gået ud af brug i takt med at det er blevet en af mediernes vigtigste parametre for offentliggørelse.

Af referatet får man nemlig heller ikke indtryk af, at mediernes valg er styret af en tiltro til at man kan vurdere markedet, dvs hvad man tror interesserer læserne, 'flertallet af læserne'. Når man flakker mellem mange medier kan man få indtryk af, at der er ganske objektive kriterier for valget, for ofte er både top - og bundhistorierne de selvsamme allevegne.

Jeg må gribe til et eksempel for at beskrive den snævre horisonts betydning. En anmelder mener, at der bl.a. er den forskel på filosofferne Popper og Wittgenstein, at den sidste er alment kendt. Når det for mig er så indlysende, at ingen af de to herrer kan siges at være alment kendt, hvor kan anmelderen så tage sådan fejl? Min konklusion bliver, at han lever i en osteklokke, et lukket miljø hvor hans udsagn sikkert er rigtigt nok, men det miljø repræsenter ikke almenheden. Et parallelt eksempel er, når anmeldere taler om glemte forfattere. Læseren kan så være i den situation dagligt at have vedkommende glemte forfatters bøger i hånden. Hvad betyder 'glemt' i journalistens artikel? At der ikke lige er udkommet en film, en bog eller lignende om forfatteren. Nærmest dagligt er der hollandsk auktion i Helligåndshuset i København. Her formidles bjerge af bøger af glemte forfattere. Måske køber en og anden bare for at samle, men de fleste køber faktisk for at læse, hente viden, inspiration, oplevelser, underholdning. Det giver sig sikkert udtryk i deres liv, men ikke nødvendigvis i medierne. Så det med de glemte er igen et resultat af den snævre horisont, hvor medierne tror at deres horisont er den eneste eksisterende.

Professor Anker Brink Lund er inde på det rigtige, når han citeres for at sige, at "kritisk journalistik er stort set fraværende og fundamentale spørgsmål om kulturel identitet henvises til læserbrevspalterne". Nu er det bare sådan, at sådanne indlæg kan være væsentlige uden at leve op til de krav der stilles til læserindlæg, nemlig korthed og klarhed. De bliver derfor slet ikke bragt. At pladsen er begrænset lyder som et indlysende argument. Indtil man ser, hvilken plads avisen tildeler ligegyldigt nonsens. I dagens artikel vælger redaktionen smartness fremfor indhold ved at bruge en halv avisside på introduktionen. Gad vist om ikke læserbrevsredaktionen allerede lå inde med flere indlæg, som ikke bliver trykt, men som udmærket på den plads kunne have været bragt som relevant akkompagnement til artiklen.

Dagbog

Disse notater har ikke været sendt til nogen før. Men jeg synes de hører hjemme her på siden 'utrykt'.

28. oktober 2001

Jeg sendte Politikens debatredaktion et digt 'Mod Meninger'. (Se nederst i denne spalte). Det blev trykt - men forvandlet til prosa. Det er sket før, men det er hver gang lidt af en overraskelse. Der er en mening med at stille et stykke tekst op 'som digt', det vil sige med linjebrud efter andre kriterier end spaltebredden. Det kan vist ikke siges kort, så jeg udelader her nærmere forklaringer, men tro mig, der er en digterisk grund. Ordene er de samme - men meningen en anden, hensigten en anden.

Så læser jeg en anmeldelse af en ny digtsamling af F.P. Jac. Faktisk to anmeldelser. Begge mener at kunne køre let henover digterens måde at bryde linjer op på, taler om en oppustet novelle, vurderer hvor mange sider teksten ville fylde skrevet 'normalt'. Først da jeg selv stikker næsen i bogen er jeg helt sikker på, at den er skrevet og trykt som digt. Hvad bilder anmelderne sig ind? De kunne fatte hver eneste digtbog og overveje hvor meget den ville 'fylde' - hvis ordene skulle komprimeres til 'prosa' - og hvad så? som læser må man vurdere disse anmeldere som personer der ikke fatte digtningens grund - men den ene er selv digter og den anden er en af landets førende lyrik-kritikere.

Så det må jo være personen, de har et horn i siden på, ellers ville de vel ikke kunne finde på at indføje så fladpandede argumenter i en anmeldelse.

Så kommer jeg for skade at skrive et læserbrev til Politiken om anmeldelsen af Carsten Jensens nye bog. Anmelderen efterlyser at nogen diskutere med Carsten Jensen og jeg tillader mig at mene, at en argumentering af blot nogen udførlighed kunne ville blive tilladt skribenter i Klaus Rifbjerg-klassen. Søndagen efter ser jeg på Carsten Jensen med nye øjne - er der her noget at diskutere, skal det sandelig blive diskuteret. - Men det kan jeg da ikke. Han fortæller hvordan han har det med tidens nyhedsstrøm og bringer nogle prægnante citater, som næppe kan findes værre. Dette er jo digt, digt skåret ned til prosa. Det er helt klart vigtigt for Carsten Jensen at komme af med sine synspunkter, men de står ikke til debat. Hvis man fortæller hvordan man har det, står dette jo ikke til debat.

1. november 2001

Med reference til ganske gamle fortælleformer har Per Aage Brandt skrevet et digt om hvordan vi har det midt i vadestedet lige nu. Tre guder som er en og samme strides om være netop det - den samme. Det er en pastiche over en gammel måde at skrive lærestykker på, forekommer det mig. Men digt er det jo, skønt skrevet som prosa og trykt i Information.

At det er digt understreges af opsætningen - alligevel. Der er Informations redaktion jo virkelig avanceret i forhold til al anden dansk presse. De tør bringe digte på forsiden.

Jeg tror ikke redaktionen har skrevet et digt med brudte linjer sammen til prosa. Men muligheden strejfede mig da dette var overgået mig selv på Politiken forleden. Når jeg tænkte at noget lignende kunne ske på Information var det, fordi både anmelderen på Politiken og Information blandede opstillingen af digtet ind i anmeldelsen af F. P. .Jacs seneste bog. Han har valgt nogle skæve linjebrud, hvilket får anmelderne til at fantasere om, hvor meget -mindre- bogen ville have fyldt, hvis den var blevet trykt som prosa. Af alt det begge anmeldere finder kritisabelt ved bogen afslører dette ene angrebspunkt dog at de er ude efter noget andet end vurderingen af digtet som digt. Hvor meget mon Frank Jæger ville fylde skrevet som til prosa. Sådan gjorde man salmebøger engang, men det er da tåbeligt.

Mod meninger

Engang: Var der noget ved
at have sine meningers mod
Men hvor meningerne
tager udgangspunkt
i magthavernes mørklægninger,
i mediernes samvittighedsløse
underholdende forvrængninger
af først, størst, værst, grimmest, farligst,
mest uhyggeligt -
går den daglige øvelse ud på
at holde sig sine meninger fra livet.

Per-Olof Johansson

'Dansk Folkeparti' falsk betegnelse

Denne artikel er forsøgt afsat til flere sider i flere versioner. Udover Politiken, Weekendavisen, Information og Jyllands Posten.

Denne sidste version sendte jeg til såvel Politiken som Dagens Nyheter. Det mærkelige er, at der er god plads til at publicere noget vrøvl - men ikke plads til at korrigere det.!

Den korte version af nedenstående kunne lyde:

Det er muligt at Göran Rosenberg (Pol. 14.9.2002) er ironisk, når han siger at Danmark har valgt Pia Kjærsgaard som sit nationalsymbol. Men at alle læsere skulle opfatte denne ironi er jeg ikke altfor sikker på. Lad det derfor være mig som slår fast: Danmark har ikke valgt Pia Kjærsgaard som nationalsymbol. Hun vil med sin henvendelse til det svenske folk og sit partinavn gøre sig til af at repræsentere Danmark. Det er denne myte hun ønsker skal blive virkelighed og som ingen bør støtte hende i, hverken Politiken, Dagens Nyheter eller Göran Rosenberg. Dansk Folkeparti er et lige så bedragerisk navn som Sverigesdemokraterne.

'Dansk Folkeparti' falsk betegnelse

Dansk Folkeparti har henvendt sig til det svenske folk. Som det ene folk til det andet. Måske er Göran Rosenbergs artikel 'Det stolta men aldrig nöjda Sverige' som den hed i Dagens Nyheter lidt muntert ment, når den henvender sig til os danskere som helhed lidt i samme toneart ' Kära grannar'. (Pol. 14.9.2002) Men desværre kan jeg overhovedet ikke opfatte det muntert, når han vil udlægge begivenhederne i Danmark sådan at 'Danmark' har gjort Pia Kjærsgaard til sit nationalsymbol. Sådan vil hun sikkert gerne selv se det, men sådan er det ikke.

Peter Skaarup fra Dansk folkepart skrev en artikel 'Svensk redigering' i Jyllands Posten den18.8. Af den svenske avis Expressen er han blevet redigeret - straks er han redigeret af 'Sverige'. Hvorfor den pågældende redaktør ikke har fundet de fjernede afsnit forenelige med svensk presseetik, står lidt hen i det uvisse, men heller ikke i Danmark får man trykt alt hvad man sender frem til aviserne netop som man vil have det.

Men Dansk Folkepartis hellige forargelse over ikke at kunne få lov til at drage vidtrækkende nedvurderende konsekvenser af sine eksempler, kunne give anledning til en vurdering af partiets taktik i almindelighed, som starter allerede med navnet 'Dansk Folkeparti'. For navnet er falsk varebetegnelse og det er sørgeligt at Göran Rosenberg ikke har fået øje på det.

Jeg har ikke megen tillid til, at min redegørelse for fejlslutningen bliver trykt, for jeg er ikke til sinds at holde mig til de få ord, som vi ikke-pinger tilstås i læserbrevspalten, det være sig i Danmark eller Sverige. Det hedder ikke censur men 'pladsproblem'.

For at anskueliggøre sin tankegang kan det være nødvendigt at bruge eksempler og billeder. Måske for at gøre argumentationen kortere og mere spiselig for pladsmanglende redaktører? Mere end anskueliggørelse er det ikke, men det har vi alle svært ved at lære. Ingen debat er som indvandrerdebatten befængt med eksempler til at sige det hele.
Lad mig så komme med mit eksempel uden at påstå at det dækker det hele. Det er selvoplevet, og jeg anser det for en del af virkeligheden med ikke mindre styrke end eksemplet med invandreren i den dyre bil og den misundelige dansker.
Der er julekomsammen i institutionen. Det er før jul, så der er gran og lys. Ved et bord udbreder den danske far sig om, hvor meget han afskyr julen og al dens væsen. Uden sammenhæng med den samtale, har H.s muslimske far lige fortalt mig, hvor glad han er for den danske jul, med lys allevegne.
Efter Dansk Folkepartis skævvredne logik er det egentlig en umulig situation. De må påstå at eksemplet er digtet, at jeg lyver. De kan påstå at de to ikke mener hvad de siger. Jo, de mente det og de sagde det. Det var ikke nogen 'indvandrerdebat', det var bare en snak om julen i to adskilte hjørner af et lokale i Danmark.
Hvis nu udsagnene var byttet om, hvilket herligt eksempel for Dansk Folkeparti ville det så ikke være. Et eksempel som skulle dække hele situationen. Det jeg er har oplevet - det har der imod næppe nogen vægt, ingen signifikans, kunne lige så godt ikke være sket. Mens den anden situation, som jeg ikke har oplevet - det er den Dansk Folkeparti forsøger at bilde mig ind er virkeligheden. At muslimerne ikke blot ser ned på de danske traditioner, men at de bekæmper dem. Og at alle sande danskere er videreførere af danske og endog kristne traditioner.

Men hvordan indfanger vi det danske? Hvem er det som med rette repræsenterer det danske?
Den danske regering skal jo være hele folkets regering. Når flertallet får gennemført sine tanker med lovforslag, så fremstår det som Danmarks sag. Er det sådan jeg som borger har det? Endnu ikke, må jeg sige. Jeg har ikke hørt nogen i regeringen være andet end partipolitikere. Men det kan jo ikke undgå ens opmærksomhed, at regeringens politik i udlandet opfattes som Danmarks, det kan jo ikke være anderledes.

Når Dansk Folkeparti går ud og vifter med fanen i udlandet, som partiet har gjort med sin annonce i Dagens Nyheter, så bliver vi altså nødt til at tage fadæsen med det partinavn op. Dansk Folkeparti smykker sig med et navn, det ikke kan leve op til. Dansk Folkeparti samler ikke det danske folk, Dansk Folkeparti har ikke noget flertal af danskere bag sig, skønt regeringen gør hvad den kan for at det skal komme til at se sådan ud. Venstre og Det konservative Folkeparti tror åbenbart de kan løbe Dansk Folkeparti træt ved at stjæle dets politik.

Men vi andre er faktisk også danskere og vores danskhed skal ikke til eksamen hos Dansk Folkeparti. Deres opfattelse af danskhed er som nazisternes nationalitetsopfattelse et spørgsmål om blod og jord. Men fakta er at af denne jord er der ikke skabt mennesker. Alle danskere er rundet af indvandrere, nogle for længe siden, andre for nylig. De tillader sig at tælle i generationer efter vuggestuens regnemetode: en, to tre, mange. Hvad logik er der i kun at tælle til tre? Kunne nogen af grundlovens fædre finde på at tælle genrationer for at tale om danske? Kriteriet er 'indfødsretten'. Noget af det mest spegede jura nogen kan tænke sig, men holder man sig til ordet er logikken klar: Er du født her af forældre med dansk indfødsret, følger det danske med. Er man ikke født her kan man opnå samme vilkår på særlige betingelser. Ikke noget med at tale om tilladelse til særlig nedsættende behandling af os 2. og 3. generationsindvandrere, vi er danske.

At være danske giver ikke løfte om nogen forud given enighed om noget som helst. Så vist er medlemmerne af Dansk Folkeparti danske. Men at de på usurpatorvis vil gøre deres form for danskhed til danskhed per se afslører dem som gode reklamemagere, men også som et parti der kan bruges til hvad som helst. Selv hvis man ikke er tilhænger af socialdemokratiet, så har vi dog en opfattelse af, hvad der er socialdemokratisk politik. Hvad 'Dansk Folkeparti' opnår med sin politik og sit navn, det er at trække den fane de hylder ned i sølet, til fals for den stærkeste ordgyder.

At kalde sit parti 'Dansk Folkeparti' er at satse på løgnen i sin politik fra første færd. Der kan være noget som hedder 'socialdemokratisk politik'. Der kan være noget som hedder 'konservativ politik'. Der kan være noget som hedder 'liberal politik'. Men 'dansk politik' er ikke et enkelt partis politik, for 'dansk politik' er det som repræsenteres af den flerhed af partier som sidder i det danske Folketing, både flertal og mindretal. Danmark er ikke entydigt bestemt af sit 'flertal'. Og selv hvis det var, har Dansk Folkeparti ikke et sådant flertal og får det heller ikke. Så det er og bliver noget forbandet vås af Göran Rosenberg at sige, at Danmark har gjort Pia Kjærsgaard til sit nationalsymbol. Men o! hvor er hun glad for at han sagde det! "Sådan opfattes det i udlandet", glad viser hun Göran Rosenbergs artikel frem. Og Göran Rosenberg er en kendt skribent, hvis ord står til troende -. Tja knapt så meget mere efter dette.

*******************

David Gress er ikke en læserskribent mellem andre. Han er så højt prioriteret på debatsiderne at han skriver 'fast'. Det skulle vel borge for et kvalitetsniveau. Hans artikler skal foregive ekspertise og saglighed. Derfor opleves følgende eksempel (Pol. 15,12,2001) så forargeligt:

"Når man definerer en gruppe som svag, har man også dermed defineret den som hjælpeløs, henvist til offentlige overførsler. Ikke til andres hjælp, for i Velfærds-Danmark er det kun de færreste, der er dumme nok til at hjælpe hinanden, menneske til menneske. Det har vi jo det offentlige til!"

Hvor har David Gress denne erfaring fra? Man kunne unde ham at være henvist til hjælp fra det offentlige i en given krise. I hvilke tilfælde repræsenterer den offentlige hjælp noget, som kan kaldes 'nok'? Det er sådanne syner visse folk for tiden har når de lever i et elfenbenstårn, fjernt fra virkeligheden. Det gør jo ungdommen tit. De 50 % af de unge mellem 18 og 29 som har stemt på partiet Venstre vil en dag af bitter erfaring gøre op med fraserne fra 2001. Der bliver ryddet mange en tillægsforside om 10-20 år for at de kan øve bodsgang.

I modsætning til David Gress vil jeg påstå, at hvis de personer findes, som kalder de der hjælper hinanden for dumme, er det kun på det retoriske plan, ikke i virkeligheden. Visse mennesker taler sådan, skønt deres situation er en helt anden. Der hjælpes vidt og bredt i det danske samfund af familie, venner, fjerne bekendtskaber. Den gensidige hjælp er langtfra afskaffet. Den der af nødvendighed eller af stædighed vil 'nøjes' med den offentlige hjælp kommer næppe langt på helbredelsens vej i dagens Danmark.. Men med de problemer folk har, kan det være svært for både det offentlige og private at nå frem. Og så kan det måske illudere selvfølelse hos nogle få, hvis man siger, at man lever på nas hos det offentlige, forstå det hvo som kan. Det er imidlertid noget helt andet end at det almindelige i Danmark er, at der ikke ydes hjælp fra venner og familie til den der er svag. Dog -

i følge David Gress må ingen kaldes svage. Mage til hykleri skal man da lede længe efter.

TRYKT! Frederiksborg Amts Avis tirsdag 4.januar 2006

Og at læse i blogindlæg http://perolofdk.blogspot.com/2006_01_01_archive.html

Et udansk folkeparti

Socialdemokratiet er et dansk folkeparti.

Venstre er et dansk folkeparti.

Enhedslisten er et dansk folkeparti.

Det Konservative Folkeparti

og Socialistisk Folkeparti er også

danske folkepartier

Det Radikale Venstre er et dansk folkeparti.

Da de er for hvem der vil

være med i Danmark,

er de danske folkepartier. Det er logik.

De som kalder partiet Dansk Folkeparti

er ligeglade med logik.

At kalde sit parti for Dansk Folkeparti

er demagogi: En løgn sagt med eftertryk.

De er ikke mere danske end os andre.

Ved deres vold på sproget

snarere mindre. Man kunne kalde det

et udansk folkeparti.

Per-Olof Johansson