Lærdom

Revy

Den sunkne by

Fuglebadet

Det er ikke til at bære

Dræbende indlæg på et ømt sted

Politisk intermezzo

Idyl

Langs stranden

Som en vise om kærlighed

Portræt, mange år efter

Hvis ordene ikke stak mig i halsen,
eller er datoen forkert?

Hvis fortidens rullemadras
ikke var så tung at rulle ud.

Hvem er han på billedet,
som bærer mit navn og sikkert også personnummer?

De ondtafværgende fingre
havde han burde gøre brug af.

Da jeg lever nu så mange år efter,
kan jeg da være hans far?

Hvorfor hørte det barn ikke efter,
gik tidligere i seng og spiste mindre?

Uvoren ser han ud. Flødeskæg.
Sin egen værste tante.

At jeg har fået det barn med min mor,
er sfinksens gåde. Hvad har jeg gjort,
men bærer skylden.

Årgangsdigte

Lærdom

Den gamle sidder og snitter sin stav til spåner og den unge nærmer sig ærbødigt:

Hvad er lærdom?
Spurgte den unge
Det er at citere!
Sagde den gamle.

Hvad er forståelse?
Spurgte den unge.
Det er gengivelse!
Sagde den gamle.

Hvad er da vigtigst?
Spurgte den unge.
At huske rigtigt!
Sagde den gamle.

Hvad skal jeg?
Spurgte den unge.
Følge de andre!
Sagde den gamle.

Jamen sandheden?
Spurgte den unge.
Sandheden er subjektiv!
Sagde den gamle.

Da vil jeg skabe!
sagde den unge.
Skab dig nu :ikke!
Sagde den gamle.

Opdagelsernes tid 1967, Upubliceret digtsamling

Revy

Med et smil:
Lad os ikke fortvivle, det går
smil til verden, vær med
i det glade lag, dans med
sørgetiden er ovre, vær principiel
overfladisk, sig: Herregud,
det vigtigste er en god oplevelse
og det er en god indstilling
at tage glæderne på forskud, sig:
Herregud, til tåreperserne
krum tæer og vend dig bort
der er andre der er glade,
glæd sig sammen med os,
vi er de joviale og folkelige
sig bare: Herregud, til dig selv
tag det ikke alvorligt
sandheden, livet og alt det der
sig: livet er jo tragisk
og smil så, slå folk på skulderen
hep dem op når de fortvivler
livet er jo herligt, pragtfuldt
spændende og mangfoldigt
vær jævn og ligetil, ukompliceret
sig Herregud: jeg tar noget lettere
det er meget fornemmere
det er noget specielt, min egen ide
den er der glød i, vær altid parat
til at vælge det rigtige, og til sidst:
smil.

Dagbadet Information 26. november 1966
Opdagelsernes tid 1967. Upubliceret digtsamling

Den sunkne by

Ingen ord er stærke nok til at bære byen
Den synker i grus for mine øjne
vandet begynder at stige i gaderne,
fisk bevæger sig gennem dens tomme øjne
og mørket sænker sig på oceanets bund.
Her går jeg rundt og lytter til urene
helt alene i tangen og drømmer om at se
men jeg ser ikke, der er kun billeder.
I byer havet endnu ikke har nået
bærer blæsten aviser og poser omkring i gaderne
de danser i hvirvler, stiger mod himlen,
men bølgen når dem
Gennem de døde byer går oceanets bølgeslag
længe efter at alt er roligt på overfladen.

Fortsættelsen 1967. Upubliceret digtsamling

Fuglebadet

Som et kar der flyder over med vand
som bliver rakt dig og du må søbe
al overfloden op, men du kan ikke tømme
det bæger, som et svin må du ligge
og søbe, og vide den driks rumfang
Er altid den samme, så drik!
om du skal drive af væde, i pjalter
Så drik af din hule hånd, og føl
at dette kød og blod forvandler dig
ind mod dig selv, til overgang
fra snavs og urenlighed til liv
som Gud har skabt dig til.

Føl badet mod din krop og føl
det dyr du lever med hver dag, hvis ånd
kan tale til dig, når du vil
så bliver du til. Selv udspreder du solstrejf
gennem skyer af vand, over jorden
griber efter den elskede, medviderske
så I sammen kan dyppe jer.
Og som kar fylder kar i uendelighed
fylder karret af uendelighed, os
når vi forladt af mennesker og dyr, forsvinder
selv mod os selv, i dette strømmende
virvar af vand! Kilde til henrykkelser.


Jeg sidder på ruiner. Upubliceret digtsamling 1972

Det er ikke til at bære.


Alle I elegiske danske digtere
der har levet her: det er jeres vejr i dag:
det pesser ned, det støvregner
vejret er gråt i gråt,
kom frem af hullerne, besyng dagen,
det letter jeres tunge hjerter.
Her står jeg sammen med Johs. V. Jensen
og håner regnvejret.

Jeg placerer mig selv i landskabet
For således gjorde de danske digtere:
Her er min sorg: et træ uden blade,
Her en spinkel glæde: solsorten
med sit gule næb (hannen),
O! Mistrøstighed! Her sprænger
forsvaret bygninger og diger:
det var kun en øvelse.

Hvilket vejr det er i dag: mildt forår,
Efterårsgråt: Jeg ser ned i den tomme gård:
Det er min ensomhed.
Mine blomster hænger med bladene:
det er min mangel på. saft og kraft,
O! Vand og ild! Det er elementer
hvoraf guderne skabtes, men ikke
dette gråvejr.

Derfor hæves de danske digtere
hvis indre flammede så farligt op
at det stod ud af øjnene på dem
og hvis hænder skrev med flammeskrift
hvad enten de skrev oder eller ligvers,
til skyerne!
Alle de andre der tålte og elskede gråvejret
til dem skal da lyde et: tak
fordi I var med og bar. –

Fortsættelsen 1967. Upubliceret digtsamling

foto c Nanna Bisp Büchert 1973

Dræbende indlæg på et ømt sted

Hør, medborger, du kan ikke overvinde døden!
Du kan ikke gøre noget for fremskridtet!
Alt hvad du rører ved bliver til lort!
Du kan høre tidens tand gnave i alt dit murværk,
men den gnavende fanger du ikke!
Pas dit arbejde! pas dit parti! pas din oplysning
for du er endnu blændet af' lyset fra alle dine gode ideer
men dine børn ser allerede længere ind i dødens land end du selv
Du er utryg, bange, som et barn for en hund
det tror faren forsvinder ved at se lige ud.
Flygt dog borger ind i dig selv og gør boet op
Hold frivilligt op med at gøre så rent:
Hold op med at spise den dag i dag, det kan redde dig.
Svulmer din frygt først op, så svinder den snart
Og dit syn forandres, prøv det i dag.
Den frygtelige fremtid standser sin fremmarch,
du ser ind i nutiden! Først ved du ikke,
hvad der er op eller ned, hid eller did. Du ved ikke
om du er alene eller om der er mange,
men snart svulmer dine kræfter og får retning,
hele den smukke verden som var din drøm,
bliver levende fast og håndgribelig, med store smil!
Lykkelig vandrer du fast og bestemt nu med dine venner
formernes rækker igennem og giver dem indhold.
Tro mig! Der ligger i dig alt hvad vi savner
På denne forbandede jord som vi ikke kan magte!
Nægt jorden at forbruge den! Og så
først da slipper den grebet om det i dig, som ikke er jord.
Først da kan du levende flyve til stjernerne, med din bevidsthed.
Er det ikke skønt? Giv afkald på jorden, dens bane er afstukket
lige ud i tilintetgørelsen, flygt fra den synkende klode!
Hør! jeg kan høre dit svar til mig, i mine egne ord!
En dag spiser du ikke mere, og du ser hvad jeg mener!
Tæringen standser, din skæbne har vendt sig!
Folk, mit folk! Stands produktionsprocessen og gå nye veje!
Stop slaveriet, bliv herre selv over dit eget liv!

Folkebladet for Farum, Birkerød og Allerød 29.6.1974
Bag øjnenes dagligdag 1974. Upubliceret digtsamling

Politisk intermezzo.


Jeg er det politiske menneske. Jeg vil have
det jeg ikke har. Jeg giver ikke det fra mig
jeg har. Jeg er interesseret i alle forhold,
jeg er med i alle meningsundersøgelser.
Spørg mig. Jeg er det handlende menneske.
Mine valg afgør alt: Produktion, Salg og Regering.
Jeg står indenfor. Til mig sker alle henvendelser.
Jeg er idealist og realist på een gang.
Man kan regne med mig. For jeg er fri,
de fribårne har overlevet i mig.
I fjerne og ukendte lande regerer jeg,
man kender mig. Jeg påvirker alle,
jeg taler klart. Når nogen gør oprør
er jeg med. Når nogen svigter
er jeg mod. I krigen dør jeg.


Fortsættelsen 1967. Upubliceret digtsamling
Trykt i Alice er min veninde 1972

Idyl

Måske bor jeg et sted med have
med sommer & blomster hele året
med en dejlig lys og blå klar himmel

Måske står jeg i den åbne dør en morgen
og mærker den kølige morgenluft
og mærker hvordan mine stuer dufter

Måske er mine bevægelser lette, langsomme
efter vågenatten, jeg er ualmindelig klar
jeg sætter mig på det fugtige dørtrin

Måske er fuglenes koncert netop begyndt
og katten kommer og snor sig omkring mig
snor sig mellem mine ben med rejst hale

Måske ser jeg mig selv på. vej gennem haven
med bare tæer i det våde græs
med arme og ben i bevægelse gennem haven

Måske åbner haven sig, med huset og dyrene
med lyset i stuerne, og langsom opvågnen
           en sommermorgen ,med klare stemmer.

Lejlighedsdigte. Upubliceret digtsamling 1967

Langs stranden. I det skarpe lys og de stærke farver lå fuglen roligt på den glitrende flade Dens blå hals strakt, bøjet refleks og spejlinger kaster den fra sig Dens blå hals, i lyshavet, hvilende Næsten et smil Lejlighedsdigte. Upubliceret digtsamling 1967

Som en vise om kærlighed.

1.

Et barn ligger i sin seng
og betragter sine hænder,
knytter næven, åbner hånden
moderen går og kommer
smiler nu til ungen, der svarer
med et smil.

2.

Barnet er faldet i søvn
smilet er borte nu.
Moderen ser til ungen
og er lidt mere alene:
barnet sover
selvom hun smiler.


3.

Hun går over gulvet, sætter sig
føler sig selv nyfødt
nu: og med den samme krop
som roligt ånder under tøjet

Nu smiler hun igen
til en ukendt elsker.

Fortsættelsen. Upubliceret digtsamling 1967
Trykt i Faglig Information 3/1995