| Kronik i Flensborg Avis
på grund af et ord! Det indledende afsnit var ikke med i avisen - nok af pladshensyn. |
Kan en lur have noget med seks
at gøre?
Et seksfoldigt nationalklenodie har nu fået sin egen bog. Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune har udsendt bogen om Brudevæltelurerne - verdens første og største lurfund. Kriteriet for om noget er af interesse for den brede offentlighed synes i dag at være, om noget er sekset. Måske har det altid været sådan. Hvis vi skal tage visse helleristninger for kultbeskrivelser, kunne noget kunne i hvert fald tyde på, at seks var en vigtig ingrediens også i bronzealderen. Det kalder man det ikke, så det hedder "frugtbarhedskult", men mon ikke der er en forbindelse. Det er der vel også, når netop Egtvedpigen med sit ultrakorte gennemskuelige snoreskørt er en af de ting fra bronzealderen, som de fleste danskere har med i bagagen. Da jeg for nu 17 år siden havde en dobbeltkronik i Flensborg Avis om den lur fra bronzealderen, som var havnet i Rusland, tog jeg udgangspunkt i, at jeg som boende i Allerød var irriteret over, at alle åbenbart kendte til Egtvedpigen og kunne placere hende på landkortet, men kun de færreste på samme måde kunne placere Brudevæltelurerne som fundet inden for Allerød Kommunes grænser. Det havde jeg syntes, der skulle gøre noget ved, både i forholdet til mine medborgere i kommunen, men så sandelig da også hele landet. Og jeg havde udtænkt, at den der lur nummer sex i Leningrad kunne være en slags murbrækker. Jeg ville starte med at vise et billede af den, men det viste sig mere end vanskeligt, et foto fandtes slet ikke, kun sorte xylografier fra 1800-tallet. Jeg fik min bror på forretningsrejse i Rusland til at gå ind og fotografere den, hvilket ikke var så ligetil. Det handlede kronikken om, for det blev en lidt morsom historie med de vanskeligheder han kom ud for, men billedet blev taget. Hvad mere var, historien om, hvorfor den var havnet derovre blev efterfølgende afdækket i mindste detalje af Nationalmuseets daværende leder af bronzealderafdelingen Jørgen Jensen, så glad var jeg. Den lur hedder simpelthen nr. 6 i den videnskabelige redegørelse som udkom i 1949, udgivet af daværende leder af Nationalmuseets bronzealdereafdeling H.C. Broholm. Og da den virkelige fik den betydning, jeg dengang håbede på, så synes jeg tallet fortjener at skrives med x, helt uanset at vi kun kan ane, hvilke optrin den har overværet der for måske 3000 år siden. Og forklaringen på at den havnede i Rusland er altså også, at prins Frederik af Hessen, som var arveberettiget til den danske trone, havde den med som gave til zaren, da han i 1845 var på frierfødder i Sct. Petersborg. Noget af dens kraft havde åbenbart forladt den, for han kom hjem uden lur og uden brud! Men den indgik altså i tidens "frugtbarhedskult". Derfor havde jeg da også håbet, at russerne lod den gå tilbage som bryllupsgave til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som dog har vist sig frugtbare alligevel! Nævnte Broholm fik senere udgivet en mere folkelig publikation om lurerne på dansk, endog i to oplag, men det har så været det. Så selv om de fleste danskere er meget velbekendte med udseendet af en lur, så har deres historie været for særskilt interesserede. Det har været en ganske almindelig fejltagelse f.eks. at lurerne havde noget med vikingerne at gøre. Vikingespillene i Frederikssund har naturligvis været med til at cementere denne misopfattelse, men de har jo ikke startet den. Så der kunne være mange gode grunde til at tage fat i lurhistorien, både lokalt og på nationalt plan, og det var en tanke som langsomt voksede sig stærk i Allerød Lokalhistoriske Forening. I samarbejde med kommunen fik man i 1997 stablet et storstilet arrangement på benene, da det var 200 år siden det første og største fund af lurer var blevet gjort. Og planerne om et bogprojekt tog form med kommunal opbakning. Og en af dem, der gav os luft under vingerne inspirationsmæssigt, var nok den svenske musikarkæolog Cajsa Lund, som vi havde formået til at komme og holde foredrag om lurerne ud fra et musikalsk synspunkt. Hun var initiativtager til et seminar i Sverige om lurer i 80'erne og redaktør på den efterfølgende videnskabelige rapport, så hun repræsenterede simpelthen for os den mest opdaterede viden. Og der blev knyttet en god kontakt til Nationalmuseet, som hjalp med billeder og oplysninger, der kom støttemidler, så det hele så realistisk ud. Men - arbejdet skulle udføres ved siden af alt muligt andet, så at det tog otte år er ikke så mærkeligt, som det kunne lyde. Men bogen er kommet og er ikke kun lokalhistorisk. Den er for alt folket. Så Birthe Skovholm, som er leder af vort arkiv, fortæller historien om hvordan bonden Ole Pedersen i året 1797 finder seks krumme messingrør, da han er ved at grave tørv. Og hvordan han lykkeligvis får afleveret disse rør til amtmanden, som får dem ekspederet videre til København. Uheld kunne have været ude og det hele havnet på lossepladsen. Men noget har han vidst, den gode Ole og det blev til en god findeløn. Og Karen Andersen, en af de flittige pensionister som lægger god arbejdskraft på arkivet, fortæller historien om Ole og hans familie. En spændende historie fra udskiftningens tid. Vi får et kig ind i hans tid, men desværre fortæller ingen dagbog om hans tanker ved det spændende fund. Hvad er en lur, hvorfor hedder den sådan, hvordan holdt man den, enkle spørgsmål som ikke er så enkle, når ting som er dukket op af mosen skal forklares. For en lur er slet ikke en lur og i hundrede år troede man helt forkert om dens blæsestilling. Og Birthe Skovholm forsøger at give et bud på, hvad kulten, lurerne indgik i, gik ud på. Fra hellesristninger og barberknive tror vi at have billeder af den. Cajsa Lund hjalp os med en artikel om lyden, hvad kan man sige om den. Hendes teori bygger på de erfaringer man kan hente i etnografien, andre folkeslag som lader instrumenter indgå i deres kult. Hun er oprindeligt musiker og kan derfor med fagkendskab udtale som om den lyd, som kan komme ud af luren. Hvorfor lå de lurer i Ole Pedersens mose? Jo fordi der faktisk var et bronzealdersamfund tæt ved. Lederen af Folkemuseet i Hillerød, Finn Erik Kramer fortæller om en udgravning tæt ved med levn fra bronzealderen. Han gennemgår alle de efterretninger, der er opsamlet om høje på egnen og gør derved en opdagelse, som vi venter os meget af, nemlig hvor fundstedet mere nøjagtigt skal placeres. Måske giver det mulighed for at finde nogle løsdele fra lurerne, som ikke blev fundet i første omgang, ja måske for at finde helt nyt! Det var det første og største fund af lurer, som er blevet gjort, og foreningens formand Ole Høegh Post fortæller om enhver af dem, men også om et stort udvalg af de, som er fundet siden, for at læseren ikke nødvendigvis skal søge tilbage til Broholms bøger fra 50'erne. Og med instruktive tegninger fortæller han den enestående historie om, hvordan lurerne blev støbt med en teknik, som det endnu ikke er lykkedes os at eftergøre, fordi ingen i dag har den rutine og erfaring, som datidens lurhåndværkere har været i besiddelse af.
Luren i nutiden Selv kaster jeg mig selvfølgelig igen over den sjette lur og dens historie, koncentreret om, at den faktisk i 1998 endelig kom hjem, skønt kun på besøg. Jeg fortæller om fundtiden, hvorfor det netop var i en tørvemose, fundet blev gjort, og om tidens optagethed af den nordiske oldtid, hvor vi i Blovstrød-Lillerød sogn faktisk havde en præst Joachim Junge, der studerede sin samtids bønder med blik for deres liv, som et liv med levn fra oldtiden - uden at opdage, at der i et nabosogn dukkede så unikke vidnesbyrd om oldtiden op. Nutiden går heller ikke ram forbi, for luren fik en nutidig brug som nationalsymbol, som lurmærket smør og i masser af andre sammenhænge, hvor historisk korrekthed ofres til fordel for det spektakulære. Med alle bogens mange billeder tror vi at have vundet en hel masse nye lurinteresserede for sagen. Der er ingen grund til kun at beskæftige sig med eet aspekt af hele det vide lurfelt. Selvfølgelig skal vi vide, at vikinger ikke blæste på bronzealderlur, men vi må anskue det lidt humoristisk. Og vi har sikkert ikke set det sidste, hvad angår uautoriseret lurbrug. Lurens organiske geschwung vil også i fremtiden tale til grafiske talenter. Og ærlig talt, er dette svaj egentlig ikke et rids af en kvinderyg? Måske Mor Danmark. Per-Olof Johansson
|
