Debatforum WWW

Det er en rentud fantastisk bog, men forvirret er man da, når man lægger bogen fra sig. I og med det er længe siden jeg gik op i Sandemose, har jeg nok glemt adskilligt. I hvert fald lærer denne biografi mig, at der er flere bøger jeg ikke har læst med særlig opmærksomhed. Dem kan jeg så blive sat på sporet af her, for bogen er faktisk i nogen udstrækning en værkgennemgang.

Man kan føle sig usikker på mange enkeltheder, men tillader sig ikke at tvivle på hovedsagen. Det er en biografi, som indeholder mere end en biografi - der er teoretiske udredninger om politik og filosofi, som dels gør forfatterskabet forståeligt, men som også dømmer det og især dømmer forfatteren. Vist ikke mange steder, men nok til at man stopper op, tillægger Jørgen sin far overvejelser og motiver som han ikke dokumenterer. På den anden side - han dokumenterer så rigeligt, at hans introspektion er nok ikke helt galt afmarcheret. Aksel Sandemose - jeg fik aldrig skrevet til Kjørkelvig efter brev, skønt jeg havde adressen parat i nogle år. Jeg opfatter det i dag som ret naiv tanke. I teorien forstod man åbenbart det med identiteten mellem værk og person - men slet ikke hvor uyggelige konsekvenser dette havde for forfatterens omgivelser.

Jeg mindes jeg engang (1970) skrev noget om Martin A. Hansen og Aksel Sandemose. Da jeg har læst Jørgen Sandemose, må jeg finde det frem for at se, i hvilket omfang jeg som læser mon havde ladet mig forføre. Det kan man så læse her og selv dømme om. Artiklen blev aldrig publiceret. Jeg lader den gerne stå her, for jeg synes den har et budskab jeg fortsat står ved, selvom jeg nok synes jeg kunne have brugt lidt mere plads på detaljeret henvisning til Løgneren og Varulven. De stod vel i frisk erindring dengang både hos mig selv og dem jeg mente at henvende sig til. Den slags understatements er jo også en del af vitsen med at trække fortidige meninger frem.

Debatten i Norge: Efter læsningen kaster jeg mig over den norske debat, som den kan følges på Internet. Det slår mig med nogen undren, at i Danmark er bogen til dato anmeldt i Weekendavisen af - Kerstin Ekman. Nogen dansk debat er ikke startet. Det er som om Norge var et fremmed land, norsk et fremmed sprog, hvor vi går og venter på en oversættelse. Yngvar Ustvedt Verdens Gang 19.9.04 http://www.vg.no/pub/vgart.hbs?artid=245627 er nok den hvis synspunkt jeg deler blandt de mange stemmer. Diverse interviews i ement er også interessante. Går man til www.google.no og søger på Jørgen Sandemose er man godt beskæftiget en aften! Nogle af debattører ønsker åbenbart at Jørgen skal skrive biografien om sin far, som om han ikke var søn og ikkke havde disse specielle oplevelser. Man behøver jo ikke læse bogen som om det er det sidste ord i sagen, men han får i hvert fald sagt ting, som ingen andre ellers kunne have adgang til at vide.

Kærlighed er ikke en evne

Per-Olof Johansson

17.8.1970

Løgneren og varulven er ikke faldne mennesker, men, som alle dæmoner, de faldne guder ved hvis hjælp mennesket tidligere har skaffet sig magt i verden, magt over mennesker. Vi anerkender ikke disse guder, evner om man vil. kun sandheden anerkender vi som værende den rette vej til livet.

Man kan diskutere om dæmoner er virkelige, når man ikke har fattet hvad der menes, men hvis man aner en mening med ordet må man spørge: hvordan hævdes de at vise sig? Svaret er: Ofte ved sygdom og manglende evner, men ofte også netop ved store evner, og at menneskers evner er forskellige, kan vi vel ikke diskutere. Evnernes oprindelse kan man naturligvis diskutere, men selvom man har forkastet brugen af ordet dæmoner, vil vi vel tillade os at regne visse evner for utilladelige at benytte i forholdet mellem mennesker? Det går så vidt, at mennesker som har sådanne evener, selv har trangen til at undgå at benytte dem, og dog ligger under for dem.

Desværre kan vi i almindelighed ikke holde vore evner og vort jeg adskilte, vi, dvs vort jeg, drages mod vor vilje med af vore vner og forbryder sig mod det fællesmenneskelige.

Nu jah, hvad er det fællesmenneskelige for en underlig fisk? Vi kan sige, vel det eneste vi egentlig tør kalde kærlighed. nemlig evnen til at elske uden at ønske at beherske, en evne som er uforenelig med vore øvrige evners magtsprog. Kun kærlighed jager disse andre evner på flugt eller rettere forvandler dem, og således fortæller da også alle gamle sagn.

Vi mener jo ikke, at blodtransfusioner, nyre & hjertetransplantationer, plastiske operationer, forandrer personligheden i nævneværdig grad, bortset fra at en smerte tages bort, men når et menneskes sindstilstand skifter fra had til kærlighed, eller fra kærlighed til had, så er det en forandring som finder sted, ikke blot en vægt som tages bort eller lægge spå men en forandring af personlighedens kerne. Det beskrev man så i kristenheden på den måde, at nogen "faldt" eller nogen "frelstes" for eller fra dæmonerne. Ingen tid har som den nuværende været i den menneskelige evnes vold, vor evne til at beherske finder ingen steder ro, vore egne evner truer med at ødelægge os, om det så blot er vor elementære evne at formere os.

Var der noget Sandemose ikke ønskede skjult, så vat det vel hvor tæt vævet sammen med det enkelte menneskes liv denne trussel var. Megen usselhed må man ønske skjult for verden, men der er nu engang idiotier som det kan tjene et højere formål at drage frem i lyset. Det skrivende jeg i Sandemoses bøger fremstår, trods enhver selvudlevering, alligevel som et elskværdigt menneske hvis alle udskejelser er undskyldelige, vi ser dem indefra og forstår det hele. Derfor kunne det være nyttig at lave et udvalg af Sandemoseting som viser hans ubehageligere og svagere sider in natura som bevis for, at de var det.

Martin A. Hansen som offentligt gik noget mere stille med dørene, viser sig jo i sine personlige forhold og i Kains-alter-problematikken i langt højere grad end man havde anet, at trække på samme hammel som Sandemose: Besættelsen er ikke et litterært tema men personlighedens skæbne. Den ene tror at undslippe løgnen ved at røbe den, den anden at undslippe hadet ved at lænke det, de vil altså forandringen men kommer ikke frem til den, fordi det ikke nytter at røbe noget og fordi lænken aldrig bliver kort nok, for, hvad de begge ved i teorien, kærlighedens pant må indløses udefra, af et menneskes egen fri vilje. Det tæller ikke så meget, hvorledes forfatterne rent faktisk lader de litterære figurer runde af i værkernes slutning, her er det dem selv, det gælder. Det var helt igennem deres egne problemer, men det var også alles og en litterær løsning falsk. Det drejer sig om, hvorledes vi kan forandres fra at handle for at udnytte vore evner til at handle af kærlighed.

Vi må selv have viljen, men selv den vil altid blive overtrumfet af vore evner.

Hvem kan holde af verden, sådan som den ser ud?

Johannes Vig og Erling Vik, to sjæle een tanke: Mennesket er i nød ikke på grund af forholdenes natur men på grund af dets egen.-