 Fra ugebrevets 1. årgang - nu skulle forældrene informeres! Uge 43 1993 |
Forældre har et naturligt behov for og
også krav på at få at vide, hvordan det pædagogiske
arbejde udføres, når deres barn indgår i
sammenhængen. Man kan undre sig over, hvor ringe denne
indsigt langt hen ad vejen har været. Med de nye regler
om læreplaner i skoler og institutioner er det et
naturligt spørgsmål, om vi nu er ved at komme for langt
i denne proces? Bevæger vi os lidt vel hurtigt ind i
’Big Brother’ samfundet? Når man har arbejdet som pædagog i 36 år har dette emne været en naturlig del af ens livsluft, hvad enten formuleringer i regler har været si eller så. Selvfølgelig bør forældre følge med i begivenhedernes gang, men der er sandelig sket meget de sidste par år mht. at forældre også har villet dette. Hvor det før var de enkelte få, er det blevet et stort flertal, som vil det. Alle pædagoger vil det naturligvis også, men hvordan og hvor går grænsen? Metoderne har hidtil mest været mundtlig overlevering og lejlighedsvis forældredeltagelse i hverdagen. Nu er kravet blevet skriftlighed og som et element i skriftligheden indgår selvfølgelig også fotodokumentation. Forældres lejlighedsvise deltagelse i institutionens liv må fastholdes, hvis der skal være mulighed for at vurdere, at dokumentationen ikke er de rene Potemkinkulisser. Jacob Fuglsang tager emnet op i Politiken i sin klumme 24.03.07, og når et emne når avisspalterne, kan man vente et helt andet forløb af debatten, som hidtil mest er foregået i fagbladene. Problematiseringen bliver nu ikke at opfatte som reaktion fra enkelte tvære kolleger, men får nu karakter af den offentlige mening. Pludselig forsvinder alle de koryfæer i den pædagogiske litteratur bagud, som har været inspiratorer for fremskridtet, til fordel for synspunkter som optræder som ’almindelig sund fornuft’. Det skal blive rigtig spændende at se debatten udfolde sig og at se, om den får indflydelse på begivenhederne. De skemaer, som står til udfyldelse i skolesammenhæng som elevplaner eller hvad ordet nu er, er måske ikke så centralt udformede i den pædagogiske verden, men ender nok alligevel der. For sammenlignelighedens skyld. Hele tiden pointerer alle gode kræfter, at det er processen, der er det vigtige, at overvejelserne gøres, at det accelerer samtalen pædagogerne imellem og pædagoger og forældre imellem. Og hvor ordene slipper op, har vi så fotografiet. I min egen institution, som er en skolefritidsordning, har vi siden 1993 ugentligt udsendt et ugebrev, som det gøres så mange steder. Der har været flere formål med et sådant ugebrev. Her kan der stå praktiske oplysninger, husk nu dette og hint, annoncering af aktiviteter og arrangementer, besked og nye medarbejdere osv. Men nok så vigtigt: Hvad har vi lavet sammen med børnene og hvad kommer der til at ske næste uge og længere frem. Det lyder simpelt, men har slet ikke været let. Målet har været informationen til forældrene både til det langsigtede og også til weekendens møde med børnene. Nogle børn har svært med at repetere ugens begivenheder og nogle stikord til forældrene kunne være et vigtigt bidrag til samtalen med børnene. Hvorfor har det ikke været let? Fordi det at formulere sig skriftligt ikke er hvermandseje. Skriveren skal have styr på mange ting: Hvad der rent faktisk er foregået, også udenfor egen direkte horisont. Forståelsen af meningen med det, der er foregået. Sans for at nedfælde sigende situationer. Forståelsen af deadline. ’Vi spiste kage’. NÅ! Hvilken, hvorfor, og burde måske slet ikke. Stramme det op er svært, for den frihed man som læser ønsker sig, har svært ved at udfolde sig i et eventuelt skema. En god pædagog er ikke nødvendigvis en skrivende pædagog. Det må forældrene så opdage i det personlige møde og ved personlig tilstedeværelse, så de kan forstå at trække fra og lægge til i et magert referat. Det magre referat kan måske i sig selv være et springbræt til at få barnets egen fortælling til at rulle sig ud og give anledning til samtale med pædagogen. En proces som set i bakspejlet har haft uendeligt mange flere facetter end jeg formår at sætte ord på. Fotografierne er blevet brugt på flere måder. De er først og fremmest blevet hængt op i institutionen. I en SFO kommer ikke alle forældre som dengang i børnehaverne, børnene kommer og går selv. Nogle få repræsentative billeder er så kommet i Ugebrevet. De har naturligvis været en
En finger der ikke er til at misforstå: Fotografering frabedes! form for dokumentation uden der har kørt teorier om dette, denne side af formålet har jo været ganske åbenlyst. Det har ikke været forsøg på langtidsdokumentation, det var i sandhed øjebliksbilleder i livets rejsestald. Nu har en ny verden åbnet sig: Internet. Billederne får ny kvalitet og ny betydning. Meget er gemt i forskellige interne net, der er allerede meget synligt på det over alt tilgængelige Internet, se selv efter! Forleden stod jeg så i kælderen og skulle rydde op efter mig og de mange år. Mod at love det lokalhistoriske arkiv at deltage i ordningen af materialet, tog man mod det. Jeg kunne stå og ærgre mig over ikke at have set så langt on the spot, men det var jo også et tidsproblem i arbejdsdagen, dagen skulle have en ende. Og sådan er det jo: Hvis man vil have al den dokumentation og den ordning og samling og skriftlighed i informationen, så kræver det altså den fornødne tid. Hvis man i stedet for tid satser på rationalisering af udformningen, tager man allerede på forhånd livet ud af materialet. Så kan det godt være at tiden er meget bedre anvendt til den mere intime samtale med en pædagog om det, som er et problem eller som måske slet ikke er et problem. Der tales meget om problemerne og de fylder meget, men for pokker! Der er da heldigvis meget, som ikke er et problem. Nogle gang vil børn faktisk ikke fotograferes, de vil ikke registreres, gå væk! vi leger købmand. Andre gange jubler de ved registreringen, armene kommer i vejret, de arrangerer et tableau og vil have det fotograferet, de vil selv fotograferes, med stylterne som lanser og plasticspandene på hovedet som hjælme. Og selvfølgelig skal det til. Det skal til på det gensidige samværs præmisser. Det som kan få en til at føle sig træt ved den megen pædagogiske debat, som slipper ud i offentligheden og medierne, det er den forkerte anvendelse af centrale regler. Det er fint med centrale udmeldinger om hygiejne, rumstørrelser, antal af pædagoger i forhold til børn, pædagogerne kvalifikationer. Politikerne må med bevillinger leve op til deres egne krav på disse områder. Man kan bare ikke med centralstyring frakende de fagligt kompetente dømmekraften fra situation til situation i samværet med børnene. Så går det rigtig galt lige som i historien om tusindbenet, som blev spurgt om, hvordan den egentlig bar sig ad med at gå. Siden gik den aldrig mere. |
