| Hvor langt bør det
nordiske samarbejde gå? Per-Olof
Johansson (1958)
I mange år har de regerende i de nordiske lande
forsøgt at finde frem til, hvor langt det nordiske
samarbejde bør og kan gå, men endnu er intet klart mål
formuleret. Jeg mener, at alle verdens mennesker bør
føle, hvor afhængige alle er af hinanden, og således
mener jeg også, at nordens folk stærkere burde føle
samhørigheden dem imellem. Dette opnås ikke ved tale,
men ved handling og kan ske ved, at man enten lader dem
komme ud for en fælles fare, hvad dårligt lader sig
gøre i et givet øjeblik, eller ved at man blander de
seks befolkninger.
Nogle, der endnu ikke har mistet deres common sense (
fransk: bon sens, latin: ratio, Græsk: n o o V
(sammentrukket: n ou V ),
dansk: sunde fornuft), vil nu anføre, at noget sådant
på ingen måder er uigennemførligt, og heri vil jeg
give dem ret. Hele problemet vil kunne klares ved
vedtagelsen af en række love i de implicerede (af latin
implicare: vikle ind i) lande.
I hovedsagen kunne en af lovene passende se således
ud:
Lov om nordisk samarbejde.
Kapitel I
Regler for de i Danmark, Norge,
Sverige, Island, Finland og Færøerne boende personers
bosættelse og giftermål.
§ 1
Stk. 1. Enhver arbejdsfør mand eller kvinde er
pligtig til tidligst i sit 19. år senest i sit 26. år
at indgå ægteskab med en i et af de andre nordiske
lande boende person.
Stk. 2. Såfremt et af de seks lande nedsat
ægteskabsudvalg finder det forsvarligt kan den ene af
parterne fritages for sine pligter et år ad gangen, dog
således at rådet er berettiget til at indkræve en
afgift, der vil være at anvende til forsørgelse af den
eventuelle rest af familien.
§ 2
Stk. 1. Efter endt uddannelse kan den uddannede kun
under særlige omstændigheder forvente at opnå
tilladelse til at blive boende i sit oprindelsesland, men
må omgående søge ophold i et af de andre nordiske
lande.
Stk. 2. Hvis der skulle opstå vanskeligheder ved
fordelingen af folk, påhviler det Nordisk Råds
samarbejdsudvalg at sørge for oprettelsholdelse af
ligevægten mellem landenes befolkninger.
Kapitel II
§ 1
Ingen må bosætte sig i den anden ægteparts
hjemland.
§2
De i kapitel I og kapitel II §1 nævnte bestemmelser
skal vedtages eller forkastes ved almindelig
stemmeflerhed ved en afstemning i de seks lande.
Stemmeberettigede: de ældre årgange.
Når man har vedtaget denne lov ((hvad ingen tror man
gør)) kan man gå videre med de mere praktiske
problemer. Dog må man være forberedt på stræk kritik
af loven fra de ikke-stemmeberettigede, der blandt andet
vil hævde, at loven er et forsøg på at gennemtrumfe
frihedsberøvelse, hvad der til en vis grad er rigtigt,
men i "Konventionen til beskyttelse af
menneskerettigheder" afsnit I, artikel 5 (b) står
" at ingen må berøves friheden - undtagen for at
sikre opfyldelsens af en ved lov foreskrevet
forpligtelse". -
Det store problem bliver sproget, der er forskelligt i
de seks lande. For at borteliminere (fra latin:
eliminare: drive ud af huset, fjerne) denne gene (fransk:
gêne: hvad der
plager eller generer) mest muligt, bliver det nødvendigt
at gå langsomt til værks og begynde med rubrikken
'Personlige' i dagbladene.
Man bør da vedtage en lov, der passende kunne se
således ud:
Lov om annoncer under 'Personlige' i
dagblade, ugeblade, månedsblade og lignende.
Kapitel I
Bestemmelser angående indrykning af
ægeskabsannoncer i nordiske blade.
§1
Ingen er berettiget til at indrykke ægteskabsannoncer
i hjemlandets blade.
§2
Alle ægteskabsannoncer skal indrykkes i nordiske
blade (med hjemsted uden for annoncørens fædreland)
Kapitel II
Om annoncørens og svareren på
annoncens forpligtelser.
Annoncøren og den, som svarer på annoncen forpligter
sig ved ægteskab til at flytte til et tredie af de
nordiske lande.
Man vil efter denne lovs ikrafttræden kunne begynde
på forberedelserne til vedtagelsen af 'Lov om nordisk
samarbejde'. Sproget som disse første skandinavisters
børn skal tale, skal afhænge af eget land, faders land
og moders land, således at de udover disse tre landes
sprog lærer et fjerde, hvorefter de vil være godt
rustet til kampen for nordens videre samarbejde. I
øvrigt vil det blive unødvendigt at sende børnene i
underskole, da alle kvinder, med den fart og de mængder
pigerne for tiden går gennem seminariet snart vil være
lærerinder og således vil kunne give deres børn en
individuel undervisning, hvad der står når op ad de
nordiske frihedsidealer!
Jeg ville foreslå, at man samlede alt dette i en lov,
der passende kunne se således ud:
Lov om hjemmeundervisning af børn i
forbindelse med det nordiske samarbejde.
Kapitel I
§ 1
Alle børn skal fra det syvende til det tolvte år
modtage hjemmeundervisning.
§ 2
Efter det tolvte år skal børnene indlemmes i en
offentlig skole, der ikke skal beskæftige sig med deres
sprog, som af sig selv skal udvikle sig til et
fællesnordisk sprog.
Kapitel II
§ 1
Såfremt moderen på grund af sit arbejde (som læge,
sagfører og lignende) er forhindret i at undervise
børnene, skal faderen påtage sit dette hverv.
§ 2
Er også faderen forhindret (eventuelt midlertidigt
borte i henhold til 'Lov om nordisk samarbejde' kapitel
I, § 1, stk. 2 ), er det tilladt at sende børnene ind
til naboen.
Når man da ved skandinaviseringen af børnene i de
ægteskaber, der er indgået med 'Lov om annoncer under
'Personlige' i dagblade, ugeblade, månedsblade og
lignende' som grundlag, har skabt en skandinavisk kerne i
de seks befolkninger, kan man begynde at føre 'Lov om
nordisk samarbejde' ud i livet. Dog må man tage hensyn
til kongelige personers i forvejen besværlige
ægteskabsforhold. De, der i denne anledning vil foreslå
kongedømmet afskaffet, betænker ikke, hvilken
tiltrækningskraft sloganet ( fra engelsk:
reklame-slagord): "Landet med de mange konger"
vil have på turister!
Man kunne passende lave følgende:
Lov om kongedømmets bevarelse som
grundlag for landenes videre udvikling som turistlande.
Kapitel I
§1
stk. 1. Kongedømmet skal bevares!
________________
I øvrigt kan man også vedtage andre love.
|
