www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Splints & Co


 

Splints & Co. / 8

Marts 2006

 

Digte:

Hejkurve
Afhandlinger i børnehøjde
Til enhver tid

Marts måneds Allerødlæser :-)

mig selv..  

Forord

Allerød Bibliotek satte i marts 2006 fokus på at stimulere læselysten hos såvel børn som voksne. Et særligt tema var digte. Fra d. 1. marts og frem til d. 18. marts mødtes man af et digt fra det øjeblik, man trådte ind af døren på biblioteket. De skrev: " Digtene har sat sig fast i fodspor på gulvet, på digtsøjle i forhallen og de hænger som uroer fra loftet inde på biblioteket. Der er nye digte hver dag på søjlen i forhallen, og har du lyst til at bidrage, så lån en pen og skriv selv et digt til søjlen. Eller hent inspiration i Inspiration og i lyriktemaafsnittet på bibliotekets hjemmeside, hvor der hver dag er et nyt "dagens digt" på forsiden. Onsdag d. 22. februar tyvstartede vi på digttemaet og bød på Poetry Slam i Mungo Parks Cafè. "

Her deltog jeg selvfølgelig - læs referatet i Allerød Nyt om hvordan Anne Marie Urwald og jeg tabte stort! Jeg deltog ellers med digtet "En nation af digtere", som godt kan kaldes en hyldest til ideen med poetry slam.

Men jeg sendte også nogle af mine "hejkurve" til søjlen. Jeg synes, stavelsestælleriet i haiku er lidt søgt på dansk. Hvad jeg synes godt om er den korte, trelinjede form, hvor sidste linje med et spring rummer en pointe. Og da jeg er meget for kurve, syntes jeg hejkurv kunne være et passende navn, en dansk hilsen til det japanske.

Da jeg havde set søjlen, faldt det mig ind at lave noget for børn til den - det blev til "Afhandlinger i børnehøjde", sat passende langt nede. Måske læser børn ikke i den højde, men så må den voksne gå i knæ!

Jeg havde et digt afsted til Politiken, men de er jo ved at drukne i indlæg om en vis sag. Måske er det den sag, mit digt handler om - måske er perspektivet videre. I stedet for at jage det rundt til andre redaktioner kommer det med her.

Allerød Bibliotek spurgte mig, om jeg ville være marts måneds læser. Jeg skulle lige smage på tanken om at skulle fremstå som "fremstående person", hvis læsevaner skulle have almen interesse. Nå, men når de inviterede, kunne jeg vel sige ja tak! Så det har jeg gjort, og jeg fandt det selv så interessant at svare, at det blev alt for langt, but take it or leave it!


Hejkurve

 

Erindring

Fordi alle vil-

Le se Mona Lisa, valgte jeg ik-

Ke at se Mona Lisa.

 

Månemorgen

Lysende sten

Blev overskyllet af grå fråde

På himmelstranden.

 

Blad videre

Fotomodeller

Kommer gående i rask stavgang ud

Fra 'Alt for Damerne'.

 

Dansk vinter

Sneen næsten væk.

Frosten breder sig over vidderne.

Sneen slapper af.

 

Kl. 08, 17. januar

Heste i stalden

Tænder lyset for dyrepasserne

Så de kan feje.

 

Party

Dansk Folkeparti

Taler med en stemme: Danmarks.

Andre er dumme.

 

Per-Olof Johansson


Afhandlinger
i børnehøjde

1.
Man kan både
se ud og se ud.
Se ud gør man
lige meget hvad,
om man er ked
eller glad.
Se ud er et valg
og det gør jeg gerne,
se nu slukkede lyset
langt i det fjerne.
Vil du følge mit spor,
kan du fortsætte selv
med andre ord.

2.
Et øjebliks stilhed
kan vare længe,
det er uden lyd
mere værd end penge.
Du kan tænke en tanke
og forme et ord,
der bryder stilheden
i mange år.

3.
En vind er stor,
når den rører sig.
Om den går eller kommer,
er der ingen der ved.
Den er lige som solen,
der hverken går op eller ned.
Den er slet ikke til
som en ting, men et ord
som vi ved og forstår.


4.
Der er sommer
i solbær og mange
vitaminer, men -
solbær er sorte og solen er gul!
er der nogen der siger og griner.

5.
Alle børn ved
at Bimse kan rime på Bamse,
men voksne tror,
det skal være Lamse.

6.
I tidens løb
er der mange der siger.
Skønt ingen ved,
hvor den løber hen,
og ingen ved,
om den kommer igen.

Per-Olof Johansson


Til enhver tid

Usikkerheden til magten
råber jeg usikker i mælet.
Sikkerheden tager igen og igen
fejl på fejl og forsøger at lære,
falder tilbage til sikkerheden.
Usikkerheden er sikker,
den ved man holder igen og igen,
den holder igen.
Den lader overvejelser komme til orde,
lad derfor usikkerheden blomstre,
lad usikkerheden brede sig
blandt demokrater, kristne,
muslimer, hinduer, præsidenter,
husmødre, interviewere,
gud og hvermand,
vismand og tigger.
Solen står op over gode og onde
i en usikker verden,
mens den sikre skiller
fårene fra bukkene,
og den usikre spørger: Hvorfor?

Per-Olof Johansson

 

 


www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@