DEN USKYLDIGES RØST.

Jo sådan var det, og sådan var det alligevel ikke
For da barnet sagde "Men han har jo ikke noget på!" tyssede faderen faktisk på ungen.
Dog var der et vakst hovede ved siden af med videokamera, han havde hørt det. Straks fik han omsat barnets sandhed i billeder.
Og da han havde en god ven, der var journalist ved TV-avisen, kom historien på samme aften.
Og så er det rigtignok, at hele folket råbte: "Han har jo ikke noget på!". Ham med videokameraet fik æren af afsløringen og blev interviewet i alle søndagsaviserne igennem et par uger, og de bedrageriske vævere blev arresteret og sat i varetægtsfængsel.
Væverne slap dog hurtigt ud igen, for det var jo egentlige hoffolkene, som var de skyldige, fordi de ikke havde opdaget, at de blev bedraget.
Og så afløste historien om væverne historien om ham med videokameraet i søndagsaviserne.
Da den var udspillet der, blev den til en bog om vævernes opvækst og hele virksomhed, ja begges familier optrådte med far og mor og bedsteforældre og fætre og kusiner, så den blev skam lang.
Måske havde det krøbet lidt i kejseren, som der står i eventyret, men det var nu meget lidt. Og bagefter glemte han det i hvert fald helt, for i alle medierne hævedes han til skyerne, fordi han så modigt var trådt nøgen frem for folket. Turisterne kom langvejs fra for at se den modige kejser, og det var noget, der battede på betalingsbalancen.
"Det er kejserens nye klæder!" siger folk, når noget bliver slået stort op i medierne, og kan så ikke forstå, at ikke hele folket råber med. Men det er jo fordi, de forveksler eventyr og virkelighed.
Den uskyldiges røst havde lydt, men var fuldstændig blevet glemt i al hurlumhejet. Familien var styrtet hjem for at se optoget i fjernsynet og optage det på videoen, og heldigvis havde man da også lige kunne se faderen bagfra, ovre til højre.
At barnet havde sat gang i noget, huskede det såmænd ikke engang selv. Så det var da godt, at digteren huskede det og lavede en eventyrlig slutning.