Utrykt side 3: Om arghumentets krise

En debat kan føres med argumenter - og med skinargumenter. Det sidste er som regel det morsomste, men reelt er sådanne debatter meget lidt oplysende. Medierne elsker den art debat. Den bringer sindene i kog og sælger aviser og skaffer seere. Jeg giver et par eksempler. Politiken returnerede indlægget - Argumentets krise I - og bragte i stedet et nyt eksempel. Det blev jeg nødt til at svare på - Argumentets krise II - men det kom da hurtigt retur (5.8), for redaktionen er ved at drunkne i indlæg!
En anden indsender fik samtidig sin replik til Klaus Rifbjerg retur - den kommer så her

Argumentets krise I

Vi opdrages i Danmark ikke til at tro på Gud. Vi opdrages til at tro på argumentet. Vi opdrages til at tro på, at der er kraft i argumentet. En tro man kunne tænke sig at dele. Det er dog desværre så som så med troværdigheden af denne opdragelse. For det er en tro, som i meget ringe grad tager højde for "de faktiske forhold i jernindustrien".

Det kan være svært at give eksempler. Fordi så meget på grund af netop kravet til at erklære sig enig med troen forklædes som argumenter. Jeg synes dog de seneste dage har budt på et par oplagte anledninger til at pege på argumentets krise.

Et interviewoffer fortæller (Pol. 27.7.03) at han normalt ikke køber aviser. Det sker kun, når der sker virkelig alvorlige og grove ting i verden. Derfor har han netop købt Ekstrabladet, som skriver om en aktuel mordsag. Dog synes han at avisen "er lige hård nok" (i sin detaljerigdom). Altså, han er ved sit kriterium for aviskøb den umiddelbare ansvarlige for avisens valg af vinkel, men griber ikke i egen barm og kasserer kriteriet. Han tror han kan overlade ansvaret til avisen. Vil nogen med argumenter for alvor kunne overbevise denne mand om at lade være med at købe aviser når noget voldsomt er på spisesedlen? Måske er han slet ikke, som avisens korte referat giver udtryk for, så dette bør ikke opfattes personligt. Den figur avisen fremstiller interesserer sig ikke en skid for argumenter.

Tænk hvis vi har politiske partier, der har det på den måde. Der sejler i en zig-zak kurs efter hvor følelserne er store og voldsomme. Så bliver det nøgne argument

ikke meget værd - selv om det efterfølgende kan demonstreres - at det var så evigt rigtigt.

I dag bringer så Politiken det andet eksempel (29.7.). Forslaget om engleskilte på steder for færdselsuheld med dødelig udgang. Det er en klar demonstration af argumentets krise. Det er et forslag det er godt at lave "historie" på, som forslag er det inderligt tåbeligt.

Skulle alle disse mennesker, der har økonomi til at købe bil og som har evnet at tage kørekort ikke kunne fatte de skilte om maksimumshastighed, som står i vejsiden - så tag dog kørekortet fra dem før der sker ulykker.

På motorvejstrækningen ind til Hans Knudsens Plads holder vi max-hastigheden og bliver overhalet af en hel stribe af biler, som hver og en er bevidste lovovertrædere. Man kan ynke deres ofre man har lidt svært ved at mobilisere medlidenhed, hvis de selv er blandt ofrene. 19 dræbte på en uge er for meget, ja, men hvordan fordeler ansvaret sig?

Hvilket argument er engle, for mennesker der ikke tror på Gud? Det reelle argument er vejskiltet og færdselsreglerne. Det viser sig ikke at være "nok". Nej hastigheden på motorvejen skal op, så forsvinder problemet. Sludder, der var jo vejarbejde og skulle man ikke der fortsat kræve noget særligt? Også dér blev der kørt for stærkt. Der er simpelthen ingen vej udenom: Argumentet må til ære og værdighed, og vi må opdrages til at bøje os for det, og ikke kun for tørre tæsk.

Per-Olof Johansson

Debatforum WWW