Debatforum WWW

Lars Bukdahl vil fastlægge en ny genre i den danske litteratur 'avantgardistiske humorister'. Hvorfor er genrefastlæggelse så vigtig? Det er den for hver den, som vil undgå kvalerne ved konkret stillingtagen i hvert tilfælde for sig. Det er jo ikke digte, som skaber anerkendelsen, men anerkendelsen som skaber digte. Uden anerkendelse er litteraturen død. Kritikeren i sit uoverkommelige arbejde har frem for nogen brug for en rubricering for at kunne 'anerkende'. Først vælger han udfra forlag, så ud fra genre - skønt subjektivt skal det se ud. Eller hur?

I og for sig er Lars Bukdahls forsøg på genrefastlæggelse underholdende. Der er noget at gå efter. Hvad der er kedeligt er, at opgaven åbenbart kun kan løses ved gedulgt at udpege dem, der ikke falder ind under rubrikken for tørvetrillere og idioter. Måske er genren slet ikke en genre, men blot en vinkel blandt andre at se litteraturen fra - for læseren.

Hans navnedryp synes jeg så mangler så vigtige navne som Benny A., Sven D., Vagn S., og måske endog Johannes M.

Niels Viggo Bentzon og Mogens Ziehler får jeg til at høre med, den første i hvert fald med 'Den tørre verden' fra 1987 og Ziehler med 'Sort symfoni for een finger' fra 1971.

Hvis det blot er læserens vinkel, som det drejer sig om, kan man jo læse Storm P. som man vil. Men at tage satiren over genren til indtægt for genren - det er da groft.

Et gammelt eksempel: P. Syvs hyldestdigt til dronningen er morsomt at læse skønt man måske ikke er så meget for 'genren' hyldest. Syv har vist tænkt at hans hyldest til dronningen foran i visebogen skulle være sjov uden derfor at formindske hyldesten. Jeg har sat teksten på internettet, så kan enhver selv dømme; Tilegnelse .

Teksten kan godt more uden jeg forholder mig til hyldesten. Den er morsom helt uden genrebetegnelse.

Danmark er vist for lille til at genrediskussionen kan blive andet end skilleblade i debatten. Torben Brostrøm fik ikke aflivet Guldalderen, Vagn Steen fik ikke aflivet modernismen, og rapperne får ikke aflivet den danske sang.

Halfdan Rasmussens digte blev populære, 'Tosserierne' dog ikke så meget som 'Børnerim'. Nonsens blev ikke godtaget som genre, men Halfdan Rasmussen blev en genre for sig. Måske regner læserne snarere med personen end med genren. Personen selv tror måske at være bølgebryder for en avantgardistisk genre, men -. Som da Sven Dalsgaard gik gennem Randers indhyllet i et dannebrogsflag. Nogen prikkede ham på skulderen, og da Sven vendte sig om, sagde manden: "Nå er det bare dig Sven!"

Sådan er genren i konflikt med hverdagens møder, for Danmark er så lille. Forfatteren er altid blevet mødt af nogen under helt logiske omstændigheder. F.eks. mindes jeg at have mødt Jens August Schade på en Corner-fernisering, hvilket må have krævet, at han både holdt rede på tid og sted, og desuden så han mistænkeligt ædru ud. Han kæmpede godt nok for at blive fri for at blive naglet til andet end sin genre, afskrev f.eks. sin fødselsdag: "jeg har glemt min alder/for stjerner og storme om natten." Men det er der næppe nogen, der drømmer om at respektere nu han ville være fyldt hundrede år den 10. januar.

F.P. Jac har jeg dog oplevet uden at iagttage et genrebrud. Det vil ske, den dag jeg ser ham på cykel.

Hvis Bukdahls budskab er, at det sjove er det eneste som tæller i litteraturen, ser det sort ud - for ham. Så ser hans litteratur ud som en flugt fra mørke dage, som også tæller med og som er værd at sætte ord på, selvom vi ofte må gribe til nødudgangen - smilet.

Per-Olof Johansson