Fem digte af Aleksandrs Čaks

[udtales Tjaks], lettisk digter.

Per-Olof Johansson: Præsentation af Aleksandrs Čaks

Berlingke: Digteren og byen

Tre digte af Per Nielsen fra udvalget: Ord til rejsende i Europa

Benny Andersen og hans venner på begge sider af Øresund på Kulturnat 2009 i København,hvor Benny Andersen udnævnes til æresmedlem i Dansk-Svensk Forfatterselskab

BogForum09: Hør digtergruppen Tredje Positur læse op på Stand nr. 412, Foreningen for Danske Kulturtidsskrifter. Søg Tredje Positur i det digitale katalog...

Digt af Per-Olof Johansson om Lillerød Spånkurvefabrik i anledning af en udgivelse.

Aleksandrs Čaks 1901 – 1950.

Barndom i Riga, hvor Letland var en russisk lydstat a la Finland.

Ungdom i Rusland før og efter revolutionen.

Vender hjem til et uafhængigt Letland, skriver digte og er redaktør for diverse tidsskrifter. Hans mest produktive periode 20’ erne og 30’erne.

Under jorden under tysk besættelse.

Under russisk besættelse er litteraturen underlagt direktiver fra Moskva, tilpasningen svær for Čaks.

Slettes efter sin død fra litteraturhistorien, rehabiliteres siden hen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud den formentlig endelige samlede udgave af hans værker (1991-1997) i seks bind, og Čaks kommer til at indtage rollen som en af Letlands mest betydelige digtere.

Det er høje tid

Digte af den lettiske digter Aleksandrs Čaks

Gendigtning og efterskrift ved Per Nielsen

182 sider, illustreret.

Pris: 100 kr. + evt. forsendelse

Forlaget RASMUS Odense

Bogen kan bestilles via forlagets hjemmeside www.gallerie-rasmus.dk

- og købes i Rasmus-galleriene i København og Odense eller hos boghandlerne.

Per Nielsen: Ord til rejsende i Europa.
Udvalgte digte.
Illustrationerne Kjeld Ulrich.
60 sider

Pris: kr. 50,- + evt. forsendelse

Forlaget RASMUS, Odense
Bogen kan bestilles via forlagets hjemmeside
www.gallerie-rasmus.dk
- og købes i Rasmus-galleriene i København og Odense eller hos boghandlerne.

Andre digte af Per Nielsen

Fem digte af Aleksandrs Čaks

Aleksandrs Čaks[udtales Tjaks], lettisk digter.

Aleksandrs Čaks, lettisk digter f. 1901,død 1950 er nu tilgængelig på dansk i et udvalg oversat/gendigtet af Per Nielsen.

Det er et højst overraskende bekendtskab. Hvordan få hold på en udenlandsk digter, som rager højt op i sit hjemlands litteratur, når netop hans digte virker som indgangen til et i forvejen ukendt land? Man kan jo bare begynde at læse og fanges ind. Snart får man dog behov for Per Nielsens indføring og den fyldige bibliografi, hvor man bliver klar over, at her er man sat på sporet af noget større.  ”Mens Aleksandrs Čaks’ liv og levned blot er en dråbe i en turbulent og tragisk tidsalders skæbnehav, er hans digte en helt unik indgang til den nyere lettiske lyrik,” siger han.

Først må man dog læse dem for deres eget værd. Jeg møder et menneske, og så tænker jeg ikke på formaliteterne, eller hvad de førte med sig. Det er en anden verden end vor, andre erfaringer, i sin tid med en moderne indfaldsvinkel, hvor modsætningerne i samfundslivet ikke søges besmykket eller harmoniseret.  Per Nielsen sammenligner med Tom Kristensen og Emil Bønnelyckes ekspressionisme på dansk. Čaks taler ikke til os i fremtiden men kerer sig om ”sit” øjeblik, i den tid som nu var hans – en skarp iagttager af mennesker og deres fysiske og sjælelige omstændigheder. ”Trappen” – det er som at læse om en ny terapiform. Husets forventninger til ny maling sættes der ord på.

 At han har skrevet børnebøger forstår man. Et kik i bibliografien giver læseren en fornemmelse af, fra hvilket rigt materiale digtene er hentet. Med ydmyg hånd fatter man om oversættelsen, en oversættelse som Per Nielsen har arbejdet på i årevis. Min nærmest totale uvidenhed om Letland betyder jo, at Per Nielsen efterskrift er en nødvendig forudsætning for læsningen, hvor i processen jeg så vil vælge at placere den. Jeg har den fordel frem for en del andre måske, at jeg kender Per Nielsen selv som dansk digter og har stor tillid til ham.

Noget af det vanskeligste ved oversættelser af ældre digte er, at ’”tiden” bliver forkert, sproget kan blive for moderne. Man taler om ’tidløse digte’, og hvis disse digte er tidløse er det ikke i den forstand at læseren kan glemme den tid, som digtet er blevet til i, for den er simpelthen en del af digtet. Mange ældre digte hvad enten de er oversatte eller af dansk avl kan fremstå affarvede, lugtløse, næsten helt tonede væk som et ældre farvefoto. Selvom du kan læse ordene højt er livlinen brudt, de danser ikke længere. I Per Nielsens oversættelse kommer Čaks’ verden til live, lidt tung til sidst, om det nu er de tunge livsvilkår digteren til sidst måtte leve under, ufri i stalinismens klør, selvom han i tidernes morgen havde skrevet hyldestdigte om både Lenin og Stalin.

Fra ”Det gamle hus”:

Det sygelige nedløbsrør, der for længst var kollapset,

Gylpede al den regn op, der kom ned.

Det rustede og sprang læk, og når drenge gik forbi

Og daskede det på skulderen, gav det ikke længere lyd.

Per-Olof Johansson

Fra Per Nielsen:

Ord

til

rejsende i Europa

MÅSKE SKULLE VI MØDES

Måske skulle vi mødes en anden gang,
men knap så sent på året.

Lad os mødes i maj,
når syrenerne blomstrer,
så vi sammen kan nyde
den friske duft fra buketten i stuen.

Lad os mødes en sommeraften,
hvor vi kan gå ud og høre nattergalen
eller blot
lytte til nattens lyde,
sådan som vi gjorde det
engang for længe siden

Eller lad os mødes en efterårsdag,
hvor vinden hvisker i løvet om ting,
som ingen af os
tør tale om.
Lad os samle kastanier i alleen
og nødder langs hegnet,
mens vi mindes lykkelige dage i barndommen.

Lad os mødes igen,
bare ikke en kold vinterdag,
hvor frosten bider ubarmhjertigt.

Ikke en kold vinterdag!
Kulde er det eneste,
der aldrig har været imellem os.

Heinrich Heine revideret



MIN ELSKEDE, HVAD ØNSKER DU MER’

Jeg gav dig mine tanker,
mine første mælketænder,
min ensomhed i en afgrund af afmagt,
hele min sjæls armod.
Min elskede, hvad ønsker du mer´?

Du har kontokort og kontanter,
villa, vovhund og din helt egen volvo.
Jeg gav dig min pensionsopsparing,
min livsforsikring.
Min elskede, hvad ønsker du mer´?

Jeg gav dig mit blod, mine hornhinder,
hammeren, ambolten, stigbøjlen, mit indre øre,
min højre lunge, min venstre nyre.
Jeg gav dig hele mit hjerte.
Min elskede, hvad ønsker du mer´?

ORD TIL REJSENDE I EUROPA

Jeg har altid ordet citron med mig,
når jeg rejser.
Det er et godt ord at have ved hånden,
når det hele bliver lidt for surt.

Men ordet orangutang skal bruges med forsigtighed.
Der er noget dyrisk over dette ord!
Orangutang, orangutang,
orangutang, orangutang.
Ordet egner sig ikke til metroen.

Tandpasta - det ord er lige så nødvendigt
som næstekærlighed, når man rejser i fremmede land.
Det er simpelthen et spørgsmål om mundhygiejne.
Tandpasta, tandpasta.
Ordet skal bruges med omhu,
især hvis man rejser længere sydpå.

Personlige ord som bror og søster
vejer tungt i bagagen.
Som rejsende må man hele tiden tænke på,
hvor meget man selv kan bære.

Skriver man postkort er det vigtigt
at sætte et tydeligt punktum.
Det er ikke nok bare at sætte en kryds
på et grimt billede af hotellet,
tiende etage, fjerde vindue fra højre.
Her bor vi - og solen skinner.
Et tydeligt punktum viser viljestyrke.
Det virker.

Punktum!

Per-Olof Johansson: LILLERØD SPÅNKURVEFABRIK

Det var vigtigt, skønt det hverken kunne spises
eller sælges:
Vand i spand med slibesten, slibesten mod slibesten,
elektrisk slibesten med larm og gnister,
koghed damp,
våd bark, næsten muld,
moseluft, duften af brændenælder, duften af skvalderkål,
olie og jern ved skruestikken,
våde fyrrespåner lugter godt friske,
i gammelt vand lugter de, så man går omkuld,
flækkelyd, når træ revner, når træ falder,
kernen klinger tørt, høvltræet tungt og vådt,
duft af madpakker, kaffe på termokande,
lav røg i regnvejr af våde spåner,
duften fra en gammel plyslænestol,
de sure dufte fra en gammel spritter, som har overnattet,
duften af Pappas cerut, Mammas hvide arme med strømper på,
duften af fødselsdagskaffe fra Mølcks Konditori,
bragt i en stor spånkurv med forstærkninger,
høvlens dugge-duk lyd og høvle-piv
og Pappas gjaldende altoverdøvende sang,
om den skæbne som os ramme skal engang,
selv i skolen kan Børge lugte, at jeg lugter af spåner.
Rundsaven, kvashuggeren og motorsaven
kan høres helt hjem.
Sømmaskinernes lyd lægger jeg kun mærke til,
når de sømmer galt og skal hjælpes.
Kringskäringens ritz-ratz rundt om kurven,
lugten af det næsten tørre betongulv efter oprydningen, lørdag eftermiddag, trafikradioen om
2½ times ventetid ved Helsingør-Helsingborg
overfarten på begge sider.
Sommetider er det vigtigere nu, end det var dengang,
med spånkurves lyde, lugte, nærhed, årringe.