Debatforum WWW

Hvis der var en indianerhøvding Seattle, så var han vel den og den, født den og den dato, død den og den dato, gjorde sådan og sagde sådan, og det var altså ham?

Illusionen om eksistensen af en historisk sandhed er så rodfæstet, at man må tro vi er født med den. Alt synes at modbevise den men alligevel opgiver vi ikke ideen.

Journalister har egentlig tvunget os til at opgive en indledning som denne. For en journalistisk tekst er skrevet med den virkelighed for øje, at der er en begrænset plads og at der beskæres fra bunden. Derfor skal det hele helst stå i overskriften. Og overskriften skal være fængende, sand eller falsk er egentlig ikke spørgsmålet.

Det passer dårligt til jagten på den historiske sandhed. For 'den historiske sandhed' er som en fisk der godt nok bliver hængende på krogen, men som kun i sjældne tilfælde lander i båden og hver gang den dukker op over havoverfladen ser den ud som en ny art.

Columbus troede han fandt Indien, derfor kalder vi dem indianere. Den politiske korrekthed har endnu ikke indfanget det ord, og det synes da også at være den mindst betydningsfulde uret, som europæisk såkaldt civilisation har begået i mod dem.

I forsøget på at gøre skaden god igen indgår at modvægten kunne være, at indianerne efterfølgende kan siges at have været langt klogere end erobrerne. Derfor fandt ingen umiddelbart på at tjekke den diagnose, som en høvding Seattle fra suquamistammen på USA's vestkyst skulle have stillet o. 1853. Talen var kendt siden 1887 men først i begyndelsen af 1970'erne blev den verdenskendt - men som det skulle vise sig - på falske forudsætninger.

I 1975 nåede den Danmark og blev endog i 1989 udgivet som selvstændig bog, så kort den end er. Det var på Borgens Forlag med titlen: 'Høvding Seattle. Vi er en del af jorden' , oversat og kommenteret af Asger Liebst. Har læseren den liggende - så smid den ud eller skriv i den: Ted Perrys version.

Forlaget Sesam har nu udgivet en anden version af høvding Seattles tale. Og det er den rigtige - med de forbehold som her følger. Da Borgens version notorisk må kaldes et falsum er det godt hvis vi kan lægge den bag os og overlade den til dem der studerer tidshistorie.

Et er nemlig høvdingen Seattle fra Suquamish-stammen ved Puget Sound og som har givet navn til byen Seattle. Han fødtes måske 1786, døde i 1866 og holdt en tale til de hvide, som var ved at overtage landet.

Noget andet er overleveringen af talen. Talen fik i 1970'erne verdensberømmelse ved at blive sendt ud af FN i forbindelse med engagement i al verdens miljøspørgsmål. Desværre drev man ikke et minimum af kildekritik, så den tekst som slap ud var mestendels fiktion, en ledsagetekst til en miljøfilm fra Baptistkirken i USA. Vi var mange som hoppede på limpinden. Mig var det som fik den i Samvirke 1975.

I 1978 tog en englænder Carl A.Roos, boende i Sverige sig for at afdække talens historie og indså fejltagelsen. Men den fiktive version var så succesfuld, at ingen ville høre, at den kun rummede 10% Seattle samt en masse som umuligt kunne være ham.

Den nu udgivne tale er talen som den findes refereret i Seattle Sunday Star 1887 af en vis dr. Henry Smith, 34 år efter at talen skal være holdt. Smith har selv været tilstede siger han og giver en beskrivelse af situationen. Indianerne er samlet for at blive præsenteret for den nye kommissær for indianske anliggender i Washington Territoriet guvernør Stevens. Høvding Seattle holder talen for Stevens i hans egenskab af repræsentant for den amerikanske præsident. Talen er en svidende kritik af den hvide mands fremfærd over for indianerne.: 'Jeres gud virker partisk på os. Han kom til den hvide mand. Vi så ham aldrig; hørte end ikke hans stemme; han gav den hvide mand love, men han havde ingen ord til sine røde børn, hvis myldrende millioner fyldte dette udstrakte kontinent, som stjernerne fylder firmamentet.' Seattle forudser indianernes forsvinden men formaner den hvide mand til at være retfærdig og handle venligt mod hans folk og slutter advarende: 'for de døde er ikke helt igennem magtesløse'. Men talen sætter færre ord på kritikken af de hvide end på at forklare indianernes selvopfattelse og deres forhold til landet, som er tæt knyttet til forfædrene. Den kunne ikke bruges som 'miljøtalen'. Men forfatteren af den fiktive tale, Ted Perry greb det lille korn kritik der var og udbyggede det - og det blev den populære version som en forudsigelse og kritik af vestens økologiske katastrofekurs.

Nu er den rigtige version her i oversættelse og med efterord af Vagn Lundby. Så burde alt være godt.

Da jeg selv bærer ansvaret for i 1975 at have viderebragt den famøse fiktive version på dansk i Samvirke har jeg følt mig forpligtet til at gøre noget ved sagen siden, godt provokeret og hjulpet af Asger Poulsen fra Hillerød. Jeg har aldrig mødt ham, jeg kender ham kun fra hans opildnende breve med henvisninger til relevant dokumentation. I 1990 fik jeg sat tvivlen om Ted Perrys version på tryk i Politiken. I 1994 satte jeg den rette version på Pol Online og siden på Internet, både på dansk og engelsk ledsaget af en forklarende artikel samt kildehenvisninger. Armin Geertz, lektor ved Institut for Religionsvidenskab i Aarhus havde kommenteret og oversat selve talen til tidsskriftet 'Religion' i 1992, men jeg syntes beretteren dr. Smiths kommentarer er næsten så vigtige som talen selv. Ja, det er en del af vildførelsens mekanik at tale om 'høvding Seattles tale' hvor vi burde sige 'Henry A. Smiths artikel'. Vi har ingen dokumentation andetsteds fra om hvad Seattle sagde ved den lejlighed, og Smiths indledning og slutning er eller foregiver at være kommentarer fra et øjenvidne. Så jeg oversattte den selv og satte den på www, og det er derfra jeg her citerer.

Vagn Lundbye hører nu også til de omvendte og jeg ønsker ham velkommen i klubben. Han bragte til et billede af høvding Seattle i sin bog 'Indianske skyggebilleder' en tekst som lod ane, at han ikke mente debatten om den ene eller anden version var væsentlig. I efterordet til den foreliggende udgave af talen melder han klart ud, at Ted Perrys version er en fiktion, basta.

Når det er nødvendigt at gøre så meget ud af den forkerte version, er det fordi den har haft en utrolig udbredelse og nu i mange tilfælde bringes side om side med Seattles 'egne ord'.

Øjenvidnet Smith er imidlertid et problem, som Vagn Lundbye også nævner. Har talen i virkeligheden mere med de gamle settlere ved Seattle at gøre i 1887 end med høvding Seattle 1853 - eller var det nu 1854? Hvilke forudsætninger havde Smith for at referere fra originalsproget? Vi ved det ikke, men vi ved, at Smith i øvrigt skrev meget, men intet af det ligner hvad han har begået med høvding Seattles tale. Blandt dagens indianere i USA er der ikke megen tvivl om, at det er Seattles ånd som si eller så kommer til orde i den overleverede tekst.

Vagn Lundbye siger i efterordet, at Seattles tale er det væsentligste som er sagt om den brutale kolonisation af Nordamerika. OK, så fortjener talen vel også en bedre behandling end Sesam giver den. Der er vel ikke noget forkert i efterordet. Mit indtryk er dog, at den anekdotiske brug af høvding Seattle har løst ny billet. Vagn Lundbye gennemgår kort talens historie men mere bliver det ikke til. Talen kunne ved sin berømmelse være brugt som en indgang til en seriøs beskæftigelse med indholdet, baggrunden, taleren.

Den store skrifttype kan ikke kompensere for et efterord med dybde i.

Talen er trykt med kursiv - og skønt en stor type er kursiv ikke særlig læsevenlig, hvad ellers kunne begrunde de store typer, hvis det er børn man henvender sig til.

Pladsen kunne passende være brugt til en beskrivelse af indianernes liv ved Puget Sound på Seattles tid. Selvom vor viden om Seattle er begrænset så ved man en del om stammernes liv i almindelighed. Så talen kom ind i en den tidssammenhæng hvor den hører hjemme. En enkel reference til Armin Geertz artikel fra 1992 ville have været nyttig i den forbindelse, til forståelsen af religionen bag talen.

At Sesam har sprunget over hvor gærdet er lavest bekræftes af bogens billedside. I sig selv er det jo lidt utroligt at noget som kunne stå på nogle få normalsider pustes op til en bog på 43 sider med fast ryg. Hertil bidrager de store typer og ikke mindst 11 farvelagte sider. Heraf er de to samt for- og bagperm fra et indiansk forlæg der intet fortælles om. Men ikke noget som har med Seattle at gøre. De øvrige flotte farvestrålende tegninger får disse ord med på vejen af forlaget: 'Esben Hanefelt Kristensen har formået at leve sig ind i den indianske billedverden'. Nok muligt, men hvorfor så satse på at vise prærieindianer i en eller anden afskygning i stedet for at se på nogle billeder med indianerne fra Seattle og omegn? Det handler om at bekræfte vore forestillinger om indianere, stor fjerpragt og bisoner og ingen af delene har noget med høvding Seattle at gøre.

Vagn Lundbye kan umuligt have godkendt billedvalget. Han siger i efterordet om Borgens famøse version 'illustreret med billeder, som ikke har meget med originalen at gøre.' Det har også været min mening, og den gælder desværre også billederne i den foreliggende udgave. Hvis man blot på dette punkt havde afsløret en smule originalitet og eftertanke tror jeg, jeg ville have hilst denne trykte udgave uforbeholdent velkommen.

Nu er der for meget salgsfidus igen-igen.

Når nu talen har den tiltrækningskraft den har, er det naturligvis i orden at udsende den i en populærudgave. Men netop med en troværdig billedside ville den kunne have en værdi som 'popularisering'.

Måske ville læseren ved første øjekast tro, at Seattle slet ikke var indianer. For her handler det ikke om tipier og fjerdragt men om bjælkehytter og stråhatte! Man behøvede ikke at gå til de store videnskabelige skrifter, man kunne have lånt billederne fra 'The Suquamish Museum" 's hæderlige katalog til den faste udstilling: "The Eyes of Chief Seattle". Her ser vi mennesker og genstande fra tiden og vi følger hvordan den afvikling som kaldes 'udvikling' forløb for indianerne efter Seattles berømte tale. Budskabet er ikke negativt men positivt: Seattle fik ikke ret i at indianerne forsvandt, de gik en hård tid i møde men mere end overleveede, der er kræfter til at være bevidst om arven og overleveringen. Kataloget kan anbefales som supplement til talen selv. Høvding Seattle ragede op, men han var ikke 'den sidste mohikaner'. Seattle hed han ikke. Det var hvad de hvide kaldte ham, han hedder snarere See-ahth. Måske er det endog forkert at kalde ham 'høvding'. Det var i hvert fald ikke 'høvding' i den forstand som fra drengebøgerne. Måske skulle man også sige at stammen han tilhørte snarere var Duwamish (efter moderen) end Suquamish (efter faderen).

Den historiske sandhed har tittet frem. Indianerne havde en kølle til at slå laksen ud med når den vel var gået i nettet. Seattle taler om den fremtid vi går i:" På hele jorden er intet sted forbeholdt ensomheden. Om natten når jeres storstæder og landsbyer skal være stille, og I tror dem øde, vil de vrimle med de tilbagevendte hærskarer, som engang fyldte og stadig elsker dette skønne land. Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og handle venligt med mit folk, for de døde er ikke helt igennem magtesløse. " Som levende tryllebandt han med sin tale, men sandelig også som død, så også heri ser han ud til at få ret. Skikkelsen 'høvding Seattle' er slet ikke historisk afsluttet endnu.

Per-Olof Johansson

www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@