Inviteret til provokation

Spørgsmålet der rejser sig når jeg læser dagens leder i Information er, om det virkelig kan være rigtigt, at man sådan i almindelighed kan tale om "at kulten om kunsten som chok og overskridelse har domineret så længe" . For at noget skal vinde gehør, hvad enten det er kunst, litteratur eller noget andet, så må det dog blive opfattet som vigtigere end noget andet. Og ethvert chok forekommer jo vigtigt. Hvor selvstændigt tænkende er de, som skal udvælge "det vigtige"? Også de lever jo i denne tid og intet redaktionsmøde kan få kulturredaktøren til vende ryggen til udgivelser fra Gyldendal, udstillinger på Statens Museum osv. Nej selv om tingene måske i sig selv kunne siges at være ligegyldige, så antager de vigtighed af hvem der har sat dem i søen. Og hvordan. Når en kunstnerisk provokation afvikles kører anmelderen helt af sig selv forbi forsamlingshuset og hen til provokationen.

Spørgsmålet er også, hvilken værdi lederens standpunkt har uden en nøjere præcisering af, hvem og hvad der har fået del i den falske opmærksomhed. Jeg synes Sven Dalsgaard var og hans værk er provokerende - skal han ud? Selvom jeg konkret var afvisende overfor hans udstilling af brugt lokumspapir som accepteredes af andre, så tror jeg aldrig det kommer op ved siden af juleplatter og amagerhylde. Og selvom jeg forkaster lokumspapirserien lige nu, så accepterer jeg da så meget andet han har gjort, at spørgsmålet står åbent, om jeg også en skønne dag siger ok til den.

Lederen peger i en retning, som det som læser bliver spændende at se om avisen virkelig vil følge op. Som start kunne det være interessant med en højere grad af præcisering af hvem og hvad. Hvordan vil redaktionen få øje på det, som ikke provokerer, det som ikke sparker døren ind for at komme frem. Jeg er helt overbevist om, at der foregår meget af den slags rundt om i landet. Udført af kunstnere som ved, at provokationen kunne gøre noget for at skabe en overskrift, men som følger andre spor. Så snart avisen griber fat i det og sætter ord på dets vigtighed, vil redaktionen være på den. Hvordan vil den undgå at bruge hele værktøjskassen med ord som "dynamik" "grænseoverskridende" osv. Måske er det slet ikke "kunsten" endsige "kunstnerne" som har skabt parolen om provokation - de har blot fulgt en invitation. Måske er flertallet af dem så eftertænksomme at have udtænkt, at der også er noget at hente, når provokationseffekten er fordampet.

Indlæg i Information 5.3.2005

Lederen 28.2. peger i en retning, som det som læser bliver spændende at se om avisen virkelig vil følge op. Hvordan vil redaktionen få øje på det, som ikke provokerer, det som ikke sparker døren ind for at komme frem. Så snart avisen griber fat i det og sætter ord på dets vigtighed, vil redaktionen være på den. Hvordan vil den undgå at bruge hele værktøjskassen med ord som "grænseoverskridende" "chok" "rystende" osv.

Måske er det slet ikke "kunsten" endsige "kunstnerne" som har skabt parolen om provokation - de har blot fulgt en invitation. For når medierne ikke lige snobber for titler, snobber de for provokationen. Når en kunstnerisk provokation afvikles kører anmelderen helt af sig selv forbi forsamlingshuset og hen til provokationen.

Og måske har flertallet af kunstnerne som griber til provokationen udtænkt, at der også er noget at hente i deres værk, når provokationseffekten er fordampet.

Per-Olof Johansson, Lillerød.

Debatforum WWW