Debatforum WWW

Trykt i Lolland-Falsters Folketidende 17.12.2003,
FT2 s. 12-13

med titlen
'Giv mig i dag mit daglige digt'

Illustreret med et par gode fotografier!

Det er der klare grunde til. Gruppen er ganske ukendt, består mest af ukendte poeter som alle er temmelig gamle. Annie på 78, Bert på 73, Benny på 49 og mig selv - sa'e hunden - på 61. Der er et par medlemmer mere, som desværre ikke var med.

Vi var havnet i toget på vej til Nr. Alslev denne årle morgen fordi Leif Petersen, som bor på stedet, som deltager i arrangementsgruppen omkring årets kulturelle tema i Nr. Alslev havde indrykket en annonce i Dansk Forfatterforenings blad 'forfatteren', hvor han efterlyste kontakt med forfattere som kunne tænke sig at være med til et dagarrangement i kommunen. Arrangementet indgår i årets tema 'Det skrevne Ord'.

"Poesitur 2001"

Benny havde straks slået til på gruppens vegne og nu er vi på vej, tre af os, Annie støder til senere, når hun er kommet ud af sengen. Vi skal optræde for 9. og 10. klasser på Nr. Alslev Skole, vi skal deltage i eftermiddagens arrangement på Plejehjemmets 'Dagcenter'. Om aftenen skal vi læse op på biblioteket.

Vi har holdt sammen nogle år, samlet sammen af Benny for at indspille en CD i 2001. Da hed vi 'Poesitur 2001'. I et år drog vi rundt i Danmark og præsenterede værket - og så lukkede vi og lavede en ny gruppe, med et navn der åbner for efterfølgere tredje, fjerde femte positur "The next song will be a dance" - som Storm P. vistnok sagde.

Om det var et par dage efter vi havde lavet indspilningen af CD'eren, véd jeg ikke - men jeg husker det sådan. Så fik en af deltagerne er rejæl appelsin i sin turban. Viggo Madsen fik Aarestrup medaljen. Noget af et stilbrud i forhold til os øvrige. Hans raket for til vejrs mens vi blev stående hvor vi står. Det var ikke takket være CD'en men årtiers sammensparede arbejde som gav det resultat.

Dalton-brødrene

Vi ved godt, hvordan det er når fire ukendte digtere stiger af på stationen. Den ene bærer hat fordi noget må gøres. Leif, som modtager os på stationen, fortæller efter den af ham iscenesatte 'byvandring', at en beboer undervejs sagde til dette gäng, som kunne se ud som lidt af hvert i en B-Western, at banken lå den anden vej. Gummi-Tarzan må godt hedde Gummi- men ikke Tarzan så vi kan nok ikke næste gang kalde os Dalton-brødrene. Desuden har vi jo Annie og hendes erotiske digte at tage hensyn til, gruppens stærkeste kort.

På skolen havner vi i mediateket, det vi før kaldte biblioteket. Det nye navn er ikke kun snobberi, bøger er efterhånden en mindre del af aktiviteten. I Allerød gik det galt, på min skole faldt taget ned da man kaldte stedet for 'pædagogisk servicecenter', det var ånderne for meget.

10. klasse og to 9. klasser er samlet og vi præsenterer os og vi savner Annie.

Sanselige digte

Når ungdommen skal have digte ville hendes sanselige digte nok have fået dem op af stolene. Nu må de nøjes med mænd, der træder forsigtigt når de nærmer sig det erotiske, skønt de ellers ikke skyer ordene. Benny Pedersen fortæller, hvordan han i deres alder startede med at skrive digte og udgive sit eget digttidsskrift. Jeg kan godt huske det, det var dengang vi lærte hinanden at kende. Han havde læst om min første digtsamling i Frederiksborg Amts Avis og havde spottet mig som en potentiel leverandør til tidsskriftet.

Først på valsen

Der i 1972 følte jeg mig allerede gammel og morede mig lidt over den ivrige unge mand der kom på scooter eller knallert var det da, for at hente et par digte. Telefon havde ingen af os, så man måtte mødes på stedet. Han har siden på eget forlag eller andres diminutive eksperimentelle initiativer udgivet digthefte på digthefte. Ligefremme digte der ikke skyer banaliteter, hvis det er det der skal frem. Og så har han dyrket at samle folk, hvilket jeg i hvert fald er glad for. Så læser han et par af sine digte. Meningen er at vi efter introduktionen skal være sammen med hver sin klasse og jeg har valgt 10. klasse af en bestemt grund.

Bert Blom fortæller om sit liv som håndværker, han har været på valsen, så tog han uddannelse som bibliotekar og var 15 år på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør. Både ham og Annie Broue mødte jeg først i forbindelse med vores CD-indspilning, som flere af de andre. En kraftig sidegevinst.

per-olof.dk

Selv kalder jeg mig per-olof.dk og skærer det ud i pap, i håb om at en og anden af tilhørerne der vil søge oplysning om, hvad jeg i øvrigt beskæftiger mig med. Jeg er som hjemme på skolen, selvom de jo ikke lige er mine årgange, når jeg arbejder i en SFO. Hjemme har de årgange fortrængt hvem jeg er, i velforstået selvforsvar lægger man på den måde barndommen bag sig. Jeg har ingen vanskelighed ved at interpolere hele salen bag ud til nogen jeg kendte engang. Ellers har jeg behændigt glemt hvad jeg sagde, glemt hvilke digte jeg læste, mon ikke det var "Giv mig i dag mit daglige digt"?

Så er jeg alene med 10. klassen, plus Leif og en lærer og det går løs i tre kvarter. Jeg indleder med nogle digte om min yngste søn, som døde ved en ulykke netop i deres alder. Jeg er meget ambivalent overfor dette valg. Men jeg tænkte som så: 10. klasse må være verdens mest kræsne lyttere. De kræver virkelighed og netop dét tema, må være det stærkeste jeg kan præstere - som tema betragtet. Jeg måtte prøve det. Jeg kører løs, jeg har kun læst disse digte i offentlighed en gang før. Bortset fra at jeg må sluge en enkelt tåre kom jeg fattet igennem det og følte mig godt modtaget.

Anden runde var mest digte om 'det skrevne ord'. Digte om digte og det at digte. Jeg tænkte, det kunne vække til modsigelse - hvad er digte? hvad skal digte? Der var alskens positiv reaktion, men ikke mange spørgsmål der kunne udvide horisonten. Jeg ventede uro, toiletbesøg og andet som tegn på kedsomhed, det indfandt sig ikke.

En "han" og "hun"

Læreren mente jeg burde prøve at forklare en tekst for at de måske skulle åbne for debatten, men det nægtede jeg. Jeg ville da ikke sætte spørgsmålstegn ved egne digte, som publikum måske slet ikke fandt problematiske. Jeg har et digt som er en dialog mellem en "han" og en "hun", hvor jeg plejer at invitere en publikummer til at repræsentere "hun". Jeg kunne nok have sagt mig selv, at det kunne jeg ikke lokke en 10. klasser til at deltage i. Hun var allerede mobbet på forhånd kunne jeg hører. Heldigvis kom - en pige! - med forslaget, at jeg blot lavede min stemme om. Sådan noget hopper jeg på. Det er en alvorlig dialog, men nu fik det et ret komisk aspekt, så hvad resultatet blev for tilhørerne kan jeg ikke dømme om, men jeg kan godt lide at publikum ler og det gjorde de.

Et ord pr. elev

Undervejs havde jeg kørt et par henvisninger til min tid med konkretistiske digte - hvis det var det de var. Et par stykker var i hvert fald blevet trykt i Vagn Steens tidsskrift "Digte for en daler" i 1964. Så jeg foreslog at alle skrev et, eet ord og på den måde lavede et kollektivt digt. Mit eksempel af egen avl var ordet "Dette", som jeg havde skrevet på min blok og vist op. Som sagt som gjort, papir kom frem, blyanter delt ud og papir samlet ind. De landede i bunken i tilfældig rækkefølge og jeg læste dem op:

Det skrevne ord

10. klasse, Nr. Alslev Skole, Falster

PC Vandmand Vand Kærlighed

Jul Katte Tis! Bamse

Kylling Delfin Manipuleret

Hvad Fred Blondine oplevelse!!!

is Party Fodbold Fest Glæde Ord

HEJ fri Nar Dag Nusser

Opdagelse digt Fest Noget Fred

Nej Sol Andre

25. september 2003

En frisk shanty

Klassen kan måske bruge det som materiale. F.eks. hvor hver i sær bytter om på ordene så man mener, der kommer en mening frem. Selv kan jeg lide rækkefølgen, som den er: tilfældig og for mig sigende. Tænk hvad her siges ved alle de ord som er udeladt, og som man ellers ville hænge årgangen op på. Her står hverken f-ordet eller fri hash eller en stribe pornografiske ord.

Så gik vi til frokost i et lagerlokale uden vinduer, det var som om vi nu skulle i gang med mørkets gerninger, det var såmænd blot en øl og smørrebrød fra SuperBrugsen. Bert havde afsluttet med at synge en shanty og klassen havde spurgt, mens de hos Benny havde været som min klasse interesserede, men uden spørgsmål. Hvem kan vide hvorfor? Børnene er forskellige og vi er forskellige, sådan var det.

Så kom Annie

En ny tur gennem byen sammen med Leif, nu til byens café til the og kaffe og videre tankeudveksling om fortid og nutid. Så hentede Leif Annie ved stationen og hun kom og fyldte rummet, for det gør hun. Annie hører ikke godt, men hun vil høre og hun vil høres og hun fortæller så morsomt at caféen straks tilgiver henne og smuglytter med næsten skjult smil.

Vi er i tvivl om kursen, uden vores guide, som kører Annie til Dagcentret, men vi kommer frem og kommer i gang med oplæsningen. En del som først havde valgt os fra sniger sig alligevel til at lytte, inden transporten henter dem. Benny læser digte fra den samling han lige har udgivet "Mellemlandet igen". Den kom på hans 49. fødselsdag, som Bert og jeg var med til at fejre i familiens skød, som nok var klar over at dagen bød på digte.

Jeg har valgt et helt andet program end til skolen, jeg vælger at synge nogle af mine tekster i første afdeling. Jeg gør ikke krav på at være skolet sanger, jeg synger som man synger, når man kan lide at synge, og det lod til at falde i publikums smag.

En flaske til tak

Bert læste egne digte, men også oversættelser. Annie løb linen ud og læste sine erotiske digte, selvom hun synes der drives lidt rovdrift på dem. I sidste runde vælger hun sorgdigtene og sine børneremser. Vi læser i hurtige skift i anden runde efter kaffen et eller to digte hver - så den næste, så den næste, det var en god form, vi må bruge igen. Vi får en flaske hver som tak og har haft det rigtig godt på stedet.

Nu kan vi godt mærke vi har været i ilden og trænger til den pause, vi tager med Leifs rundvisning nu i Vordingborg på ruinerne omkring Gåsetårnet og i gennem museumshaven, en velvoksen urtehave. På byens italienske restaurant får vi dagens menu og vand. Vi griner lidt af, hvad yngre generationer af digtere - vi selv for den sags skyld for år tilbage - nu ville have haft gang i.

En lille forsamling

Efterårsmørket har sænket sig da vi når frem til biblioteket. Det ser tomt ud. Bogsyge som vi er kaster vi os rundt mellem de nedsatte bøger, der netop er til salg. Ser her hvilke kanoner, der er til salg for en slik. Morten Søndergaard, Klaus Rifbjerg, Suzzane Brøgger, alt.

Det er en lille forsamling vi læser for. Heldigvis er reservetropperne her, en af mine brødre, Bennys søster, komiteen og nogle få andre, bibliotekaren. Han har engang slået sine folder i Allerød, men vil ikke rigtig ud med, hvad det er han husker mig for, interessant.

Benny har hat på og læser. Jeg læser. Bert læser, Annie læser. Ikke så tjept som sidste runde på Dagcentret, men vi forsøger at forkorte runderne og det bliver vel til en fire fem runder med en kort pause. Selv benytter jeg lejligheden til at fyre mit lange mindedigt fra sidste år af om 9.11.01 og mit gamle digt om Palme.

Tak for det svenske

Jeg strejfer mit svenske tilknytningsforhold, læser noget fra min egen digtsuite på svensk og læser bror Kurts digt om det at være verdensborger og så dansk/svensk, og som jeg har oversat til en slags svensk. Vi kender trods alt ikke alle i publikumraden. En af dem kommer hen og takker mig - på svensk for den svenske afdeling, for hun savner sit sprog. Og det var det det handlede om , i hvilken grad identiteten er hængt op på sproget. Jeg troede først hun jokede med mig.

Bert læser nogle af sine arbejderdigte fra 70'erne, en helt ny side af ham, jeg ikke kendte. Hans ABC-digte får en ny dimension ved at blive læst op. Benny har forladt Jægerspris og er "Mellemlandet igen", nu i Albertslund, hvor han har fået et poesihjørne i Lokalradioen. Selvportræt:" Jeg stjæler med arme og ben/ for at vise min egenart." Benny giver mig improviseret medspil på 9.11. og Palme og Annie når at få sine kære børnerim med og får forsamlingen til at le. Efter "Min elskede er en have" som jeg nu kender så godt, at jeg tror jeg har mødt ham.

Leif slutter af, takker os, takker forsamlingen og beklager det svage fremmøde, og vi ved at kunstforeningen har møde samme aften, det kan jo ikke gå så lille et sted.

Nr. Alslev spøger stadig

Jeg synes ikke vi virker skuffede, det er trods alt tre arrangementer og det er ikke altid antallet som er afgørende, selvom det også tæller. I toget sover jeg tre kvarter væk. Jeg tog afsted kl. 06.30, er hjemme 00.30, på arbejde næste dag og til Boligforeningens jubilæums fest om aftenen til kl. 24. Nr. Alslev bliver ved med at spøge. Lørdag melder Lolland-Falsters Folketidende at arrangementet "var alle pengene værd". Jeg må have det læst op pr. telefon for deres netavis er kun for abonnenter. Jeg hefter mig i referatet ved, at mit per-olof.dk er på prent, det virker altså. Jeg har sendt "Det skrevne ord" til Nr. Alslev skole. Det hører jeg nok ikke mere til, selv tygger jeg videre på 10. klasses ord: "PC Vandmand Vand Kærlighed....... " . Så kommer rulleteksten.

Per-Olof Johansson