Debatforum WWW

I modsætning til et kendt ordsprog, så fungerer det moderne samfund langt hen ad vejen ved, at vi lever af at "barbere hinanden". Det er et synspunkt det er svært at vinde gehør for, fordi denne kendsgerning ikke stemmer overens med økonomisk tænkning på hverdagsplan. Det fører til en debat om, hvordan vi får sat alle arbejdsledige i mest mulig arbejde. Fritid er højt vurderer - vel at mærke, hvor den har baggrund i lønnet arbejde. Vi sætter tal på den potentielle arbejdsstyrke og finder måske, at en tredjedel af den faktisk ikke arbejder. Dette fører til en brændemærkning af hele denne gruppe som værende udelukkende en omkostning for samfundet.

Med denne tankegang er man åbenbart uden blik for, at man alene med en sådan markering diskriminerer på indtil flere ledder.

Man kunne lige så godt i gruppen også inddrage børn og unge. Pensionisterne er man i gang med at få med som "ældrebyrde".

Tankegangen er kortsigtet og så dum, at man næsten værger sig ved at skulle argumentere - men nødvendigheden af at argumentere springer i øjnene, selvom jeg nok er klar over at der ikke er meget håb om, at de relevante personer hører efter.

Når man ikke i familien opstiller et regnskab, hvor børnene anses for tabsgivende del af virksomheden, er det naturligvis, fordi der endnu overlever en smule menneskelighed. Børn anskuer vi overordnet udfra helt andre kriterier - selv når det kan volde adskilligt bryderi at skaffe de nødvendige midler. Vi ved, at i andre dele af verden er det stadig som det engang også var her, at barnet betragtes ud fra dets mulighed for at bidrage økonomisk til fællesskabet. Det har kostet århundreder at komme dertil, hvor vi er nu: Nej til børnearbejde!

Det er den samme vinkel vi må anlægge i vort syn på den nu menneskeligt set kasserede tredjedel af "arbejdsstyrken". Vi må opgive det som et hovedmål, at den gruppe skal komme til at bidrage økonomisk til fællesskabet.

For det første tynger gruppen slet ikke økonomisk i den grad som de indsnævrede statistiske overvejelser påstår. Det er her barberingen kommer ind. Hvis nævnte tredjedel ingen økonomiske midler fik stillet til rådighed, ville resultatet ikke være øget velstand til det øvrige samfund - men nedgang. Tredjedelen betaler samme priser som alle andre for deres forbrugsgoder og bidrager derved til at samfundets hjul holdes i gang. At børn er en vigtig forudsætning for økonomien i deres egenskab af forbrugere er vist opdaget, men den gruppe vi her taler om kan ikke på samme måde adskilles fra andre forbrugere - at identificere dem er et tankeeksperiment.

Men altså udover at de faktisk er et vægtigt element i produktionen i kraft af at være aftagere, forbrugere, så bidrager de socialt. Hvis gruppen ustandseligt udpeges om en bagvægt i samfundet, hvis deres aktivitet begrænses af diverse kontroller osv, vil bidraget naturligvis ende med at blive negativt.

Der er altså ikke behov for specielle arbejdspladser med nedsatte lønninger, som forvrider markedsmekanismer, nej der er behov for at gruppen anskues på en ny måde, mødes af en ny holdning, at vi får forståelse for, at et menneske har kvaliteter, selvom hverken de selv eller samfundet kan finde en givtig plads til dem i "produktionslivet".

Afsluttende kan det være nødvendigt at sige, at produktion er overvurderet. Markedet kan formidle en masse ting, som samfundsmæssigt set snarere er negative end positive. Som er negative alene ved produktions formen (børnearbejde), materialer (miljøbelastende) og i brug (sundhedsfarlige). Man kan ikke have høje tanker om et samfund som belønner og værdsætter alene ud fra produktionsafkastet..

Forkortet version trykt i dagbladet Information10. januar 2004