www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Blog


Kurt E. Johansson

Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson (1936 – 2015) døde den 1. september 2015 på Nykøbing Falster Sygehus efter fald på gaden i Nakskov forårsaget af en hjerneblødning. Han efterlod sig et litterært oeuvre, som ingen har overblik over lige nu.

Han var sognepræst i Sandby på Lolland fra 1970 – 2006, provst for Lollands Nørre Provsti 1978 – 2000. Der er meget skriveri som præst og som politisk engageret, men ved siden af digtede han, noget han var startet med som 11-årig.

Dette udvalg af hans digte hedder ’Udsyn fra Femø’, for det var der, han tilbragte sin tid efter pensioneringen 2006, og det var der, han i sjælden grad følte sig hjemme.

Nekrologer

Links til digte af Kurt E. Johanson

Mindeside for Stig F. Johansson


Kurt E. Johansson

Digte

Udsyn fra Femø

Efterord: per-olof johansson

 

Forlag per-olof.dk

I Kommission hos Forlaget Underskoven

Store Kirkestræde 1

1073 København K

' +45 33150515

www.underskoven.dk

forlaget@underskoven.dk

ISBN 978-87-92534-09-5

 

Vejledende udsalgspris: kr. 90,-

Udgivelsesdag

8. april 2016

 

Kontaktperson:

Per-Olof Johansson

mail@per-olof.dk


Kurt E. Johansson blev født i Lillerød hvor hans forældre drev Lillerød Spånkurvefabrik. Han voksede op i Lillerød, som han først forlod, da han blev sognepræst i Sandby på Lolland i 1970. Det betød dog ikke, at han mistede tilknytningen til sin fødeby, og mange af hans efterladte digte tager mere eller mindre åbenlyst udgangspunkt i barndomserindringer. I udvalget f.eks. et om pigerne i Hvide Hus på Hvidehusvej: ”Hvide Hus var en anden verden”.

Kurts urne er nedsat på Lillerød Kirkegård.


Noget helt andet

 

Man kan længes

efter at dø

man kan

gøre det

netop når glæden ved alt

er allerstørst

pludselig

længes man alligevel

blot efter at dø

efter

at få sin nysgerrighed

stillet

i tide

efter at få lov til at

prøve det

inden

også det

er blevet til noget

man kan.

Ansigt til ansigt

 

Hele sit liv

har man hørt om umenneskelighed

hele sit liv har mn tænkt

en dag skal du være med

til at gøre noget ved det

men først men

først-----

 

ja hvad var det

man skulle først

hvad helvede

var det?

Om forfatteren og bogen

 

Kurt Erling Johansson skrev sit første digt som 11-årig og fortsatte med at digte livet ud. Udgivet en digtsamling fik han aldrig, men for hans søn Rasmus Manley, Femø Beboerforening og jeg selv har det været en naturlig ting, at tage opgaven på os. Kurts digte var ikke eksperimenter med sproget, der i mod eksistentielle afklaringer - indvævet i erindringsbilleder, religion og politik. Samlingen hedder 'Udsyn fra Femø’ for at holde fast i det udgangspunkt, hvor hans sidste udvalg blev gjort, og som han sine sidste år følte som sit sande hjem på jord. Ikke fordi samlingen rummer lyriske passager om øen - sådant var forbeholdt barndomserindringerne. Dette måske fordi han i grunden var mere auditiv end visuel anlagt, hvilket kan have været en hemsko for modtagelsen af hans digte i en billedgal tid, og skønt det lyder som et paradoks med tanke på, hvor optaget han var af billedkunst.                           

per-olof johansson

Om ’digterprovsten’ som de kalder ham på Femø

 

Min oplevelse af Kurts digte hænger i høj grad sammen med Kurts oplæsninger. Jeg har oplevet Kurt læse op af egne værker både i store og i små forsamlinger, udendørs og indendørs, i meget formelle og helt uformelle rammer med mig som eneste publikum. Hver gang lige omhyggeligt og nærværende. Kurt nød at dele sine digte og refleksioner om digtene med andre, og at drøfte hvilke digte der egnede sig til oplæsning i en planlagt sammenhæng. Jeg oplevede ham som meget lydhør for kritik. Hans sidste officielle optræden blev til Turismens dag på Femø d. 4. juli 2015. Kurt var selv med til at udvælge digtet ”William Heinesen in memoriam” som blev trykt i Femøs lokalblad, Talerøret, som udkom d. 1. september. Samme dag som Kurt døde. Et uddrag af dette digt – sammen med enkelte andre uddrag -  kan ses på en mindebænk, som afsløres samtidigt med præsentation af digtsamlingen på Femø. Bænken vil i sommersæsonen være at finde på kirkens grund ved kapellet.

Inge-Lise Bisted, Femø

 


www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

@