Da Orhan Pamuk blev interviewet efter han havde fået at vide, at han var tildelt Nobelprisen, så han ret forskrækket ud. Han sagde vist, at han, når han engang blev alene om aftenen, nok ville forstå at nyde tanken på den tildelte ære. Underforstået han forstod ikke umiddelbart at give udtryk for denne taknemlighed. Jeg var langt henne i hans roman 'Sne' og kunne ikke lade være med at sammenligne ham med hans egen hovedperson i romanen, Ka. Derfor forstod jeg hans tøven som en umiddelbar frygt for sit liv. Vi har jo lige set, at udefra kommende kræfter nok ikke var uden skyld i, at der ikke blev rejst en retssag mod ham for manglende 'tyrkiskhed', så derfor kunne man tænke, at Nobelprisen ville blive et yderligere værn. Man kan dog også få den tanke, at prisen ved at rette yderligere fokus på ham, bringer ham ind i en helt anden farezone, hvor beslutningerne ikke tages af et retssystem men bag lukkede døre i kredse, der har brug for at demonstrere sin allesteds nærværelse. I hvert fald en tøven, som erkender, at forfatteren i høj grad også er et produkt af samfundet.

Ka i Sne er digter og har søgt en undskyldning for at vende tilbage til barndomsbyen. Han vil opsøge en tidlig forelskelse, men dækker sig bag, at han skal skrive en artikel om den bølge af selvmord blandt unge piger, som går over egnen. Et snevejr isolerer byen og giver mulighed for en lokal revolution, som han vikles ind i. Han bliver simpelthen brugt, og den detalje med langt perspektiv, som jeg her vil trække frem, er, at han som i lang tid har haft en skriveblokering, annonceres som deltager i en offentlig fremtræden, der skal sendes direkte i lokal-tv, hvor han forventes at læse et digt op. Det har han bestemt ingen planer om, han har ikke skrevet et sådant digt - men den logiske række af begivenhederne ender alligevel med, både at han skriver digtet og optræder med det.

Måske lyder det i kort gengivelse meget søgt. Mig forekommer det at den rolle digteren får i Kanon-land og Nobelpris-verden er sådan, uden for digterens kontrol. Hvis det er sådan Pamuk ser verden, forstår jeg godt at tungen slår sludder, da han skal råbe hurra. Et er, at digteren ikke har styr på eftermælet og ikke kan protestere over at blive gjort til hovedperson i en musical. Noget andet er i levende live at blive gjort til et tandhjul i en proces uden for egen kontrol.

Hvorfor sker det? Jeg tror det har noget med hele kanoniseringstendensen at gøre. Det er jo ikke den store skare af digtere uden for kanon som er humlen, det er den verden som kun forstår digtningen i kanonoptik, der er den virkelige fare. Den verden, der kan finde på at se ned på bøger som folk selv eller deres venner har betalt udgivelsen af. Den verden, som finder Internettets hav af digte over en bank dårlige og jagt på billig berømmelse.

Som digter i den vragede flok bliver man selvfølgelig nødt til at tænke over, hvad der kunne gøres ved dette.

Man kunne starte med at spørge, om det altid har været sådan. Sandheden er nok, at det er en gammel skade. På den anden side er sammenligning vanskelig, fordi offentlighed er blevet noget andet end det var engang. Det er måske netop de nye muligheder som gør, at der er behov for nye veje for digtningen. Der er en langt større naturlig baggrund af, at digtning kan blive en aktivitet for hvermand, både i kraft af uddannelsen for alle og på grund af de nye medier. Selvom Internettet har skabt mange nybrud, så er der her en aktivitet, som det nok har kunne gøre plads for, men normerne for synet på aktiviteten er ikke blevet ændret. Desto mere grotesk bliver de gamle mediers afvisning.

Vi kan gå 10-15 år tilbage og finde digte i aviserne, som ikke absolut var af de kanoniserede, noget som praktisk taget ikke forekommer i dag. Længere tilbage, i Politikens Magasinets tid, var det en naturlig del af indholdet at have digte med. Ikke alle blev senere kanoniserede og var det i hvert fald ikke på daværende tidspunkt. Det er svært med den slags overblik, andre aviser opererede jo også med tillæg og digte. Jeg har en udklipsbog med mest Politiken-digte så her kan jeg i hvert fald få syn for sagn. Det var ikke kun Tom Kristensen, som skrev digte i avisen. Han skrev, det som som blev en bog: 'Digte i Døgnet', om dagsaktuelle emner. Det er vel den genre, som holdt sig længst og nu og da bringer et digt i avisen. Men det er jo hele den øvrige underskov af digtning, jeg taler om og for. Hører den slet ikke hjemme i avisen?

I nogle dage før den nye Politiken så dagens lys, ironiserede ATS over ”Dagens digt”. Det fik mig til at formode, at rubrikken 'Dag til Dag' ville blive genfødt som eller med et dagligt digt. Dog - 'Dag til Dag' blev genstartet som den prokrustesseng, jeg tidligere havde frygtet. Det er slut med læserbidragene, lader det til, i stedet er valgt fem af avisens faste medarbejdere. De skriver næppe gratis, som de tidligere bidragydere, til gengæld skal de borge for kvaliteten er i top hver gang, i modsætning til den forrige version af rubrikken - NB i redaktørens optik, læserne havde som bekendt en anden mening. Det er nok i denne klummeuddrivelse vi skal finde svaret på uddrivelsen af de indsendte digte, som vi ikke på samme måde kan sætte dato på. Nogen har fået en smal opfattelse af ”kvalitet”, og derfor etableres et net uden huller og uden adgang for folk med andre normer.

En tirsdag ser vi så et poetisk hjørne genopstå under redaktion af en af den nye 'Dag til Dag'-medarbejder, nemlig Thomas Bredsdorff, så ATS har nok alligevel haft de rette antenner ude. Det blev måske bare ikke dagens digt men ugens og en professor skal så borge for kvaliteten. Det valgte digte er godt og gammelt og ikke et ondt ord om årgangsdigte. Næste digt var fra en nyudkommen digtsamling og heller ikke det kan man vel sige noget ondt om. Der er jo 50 tirsdage om året, så der er muligheder for lidt og hvert, skønt ikke nær nok. Tredje gang fatter jeg systemet: Digtet er Thorkild Bjørnvigs om jalousi, og det er et jalousimord i ugen som gik, som er anledningen. Digtet kan ikke få lov til at være noget i sig selv, det skal journalistisk klistres på en begivenhed.

Hvordan kan et dagligt digt blive for meget? Som tegneserien er digtet ikke nødvendigvis at relatere til dagens begivenheder, det bliver ved at optræde i avisen en af dagens begivenheder. Det er sådan jeg mener, man skal se på sagen. Avisen skal turde give dette frirum for noget ikke forudprogrammeret. Digterne skal ikke programmeres til at skrive som tjenere for et særligt program eller revolutionsanledning eller ”kanonkvalitet”. Da det århusianske dogmeblad M gasin (sådan skrives det!) med sit væld af ucensurerede digte falder mig i hænderne, kan jeg endnu engang konstatere, at der går denne uregistrerede bølge af poesi over landet, som aviserne ikke vil kendes ved. Der er rigeligt materiale til, at alle aviser kan bringe et ”Dagens Digt”, som er nyskrevet.

Hvorfor vil aviserne og for den sags skyld radio og tv ikke kendes ved denne bølge at poesi. Man kan til nød hefte sig ved rapperne, som jo dog kun er et hjørne i hele bevægelsen? For bevægelse er det jo ikke i den betydning, at der er enighed om retningen, man går i alle retninger, og det jeg spørger om er: Hvorfor skal dette holdes skjult?

Jeg ved ingenting specifikt om journalistuddannelsen. Det er da vist et faktum, at spinatfuglenens tid på aviserne er forbi, i dag satses på faglighed, dvs. uddannede journalister. Heraf udspringer måske simpelthen en uvidenhed om den side af sprogudviklingen, som foregår i poesien. For forklaringen er vel ikke den platte, at et digt risikerer at stjæle opmærksomheden fra nyhedsstoffet ved simpelthen at være ”noget andet”. Ved ikke at være ”om” noget men ”være”. Måske er årsagen noget endda værre: Er der noget der er stærkere end os, vores bevidste hensigter, vores uvidenhed? Er vi bagsædepassagerer uden direkte indflydelse på den faktiske kørsel? En gang imellem diskuterer vi om vi er offer for bedrag, hvad vi jo sikkert mange gang er, men andre kræfter er måske på færde. Som Ka siger det: ”Bag alle disse kommentarer lurede troen på, at hans digtning var formet af gådefulde ydre kræfter.” Måske er der også gådefulde kræfter på spil, når noget holdes ude af fokus? Måske er der parallelle tilfælde.

I Danmark er der stærk konsensus om at indvandrere skal i arbejde. Indvandrerne mener det selv, alle andre også, også indvandrerfjendtlige. Arbejde skal de. Der er mangel på arbejdskraft. Altså kommer de vel i arbejde? Næ. Og blandt de som kommer i arbejde, er mange overkvalificerede som ikke kan få lov at arbejde indenfor det fag, de i hjemlandet er uddannet til. Se nu en bog som Orhan Pamuks 'Sne'. Den er skrevet på tyrkisk og skal oversættes til dansk. Flere af hans bøger er kommet på dansk, han må anses for kandidat til Nobel- prisen. Bogen oversættes til dansk - fra engelsk. Det der er den drivende kraft bag er altså ikke værket, ikke intergration, det er salget, pengene eller noget tredje, i hvert fald ikke digtningen, som jo på ingen måde kan være tjent med den nedvurderende behandling. I den sidste ende er det også en nedvurdering af læserne. De er ikke værd at spilde krudt på.

Denne nedvurderende holdning overfor læserne er måske den dybeste grund til at digte ikke får naturlig plads i det offentlige rum. Man tiltror dem ikke at kunne eller ville læse det, som ikke direkte er hægtet op på nyhedsstrømmen og berømmelseskriterierne. En artikel af Gorm Vølver (Pol. 7.9.06) tager meget prisværdigt problematikken op i forbindelse med forlagenes præsentation af efterårsprogrammerne. I stedet for den sædvanlige lirum-larum om de kendte ansigter spørger han forlagsfolk, om de, som ikke kommer med i opløbet. Desværre sker det så med en nedvurderende tone overfor emnets hovedpersoner, de uudgivne, de vragede. Der er mange her i landet som spiller golf, nogle tjener på det, de fleste betaler og bliver ikke anset for idioter af den grund. At en bog absolut skulle blive bedre af, at der står Gyldendal på bindet, er noget sludder. Salget bliver det som regel, og det er noget ganske andet. Anmelderne ligger under for samme fordom og så er kæden sprunget af. Her taler vi ikke kun om poesien. Hvis forfatterne udenfor de kendte forlag, som Gorm Vølver siger, angler efter nemme point f.eks. med digte, hvad skal man så sige om anmelderne, eller, for nu ikke at rette smed for bager: De redaktører, som udvælger bøger til anmeldelse. Hverken loaklarkivers bøger eller print on demand levnes mange chancer.

Digtet kan have mange ansigter og naturligvis kan et være forventningen om let vundet berømmelse. Hvorfor digtere nedvurderes på denne forventning, er lidt underligt i den grad som stjerne for en aften er et hit.. Det er ikke digternes eksistens og pågåenhed, der er mærkelig. Det er samfundets ambivalente holdning til digte. På den ene side hæves de til skyerne og kanoniseres, på den anden side er aktiviteten holdt udenfor det offentlige rum, stort set. Som hvis alle golfspillerne var henvist til at spille hjemme i baghaven, hvis de ikke var på mesterskabsniveau. Politiken sponsorerer meget prisværdigt Poesiens Dag i Frederiksberg Have uden at nævne begivenheden efterfølgende med et ord. Overgår det også en sportsgren?

Med internettet er det dog blevet umuligt at holde digterne nede. Skønt de andre medier ikke vil anerkende dets vigtighed på dette punkt, gives der her plads nok. Hvilken genklang det giver hos læserne, er svært at vurdere, men de ting som før forsvandt i skufferne, får her lov at prøve vingerne. Så meget andet får lov til at prøve vingerne i avisen, men ikke digte. Smid dog alle de flove, journalistiske forbehold over bord og giv det daglige digt en plads i avisen. Tro ikke at læserne dropper jer. Jeg tror tvært imod de kan finde på at blive hængende af den årsag.

Udstillingen hedder DIGTET I AVISEN, og da det er folk fra Politiken der har lavet den er de fleste numre naturligvis derfra. Og da emnet er stort er der naturligt nok kun tale om et betegnede udvalg. Meningen er, at man skal få øje på, hvordan det er lykkedes nogle journalister på avisen trods modstand fra det almindelige syn hos de toneangivende at trække digte ind i avisens spalter.
Hvem personerne bag er, må man gætte på. De to forgående debatredaktører Heering og Odbjerg må tælles iblandt dem. Og så var digteren Peter Poulsen engang på avisen og gjorde sit. Hvem det er i dag tør jeg ikke gætte på, men de er der skønt deres stemme ikke høres offentligt.
I 1991 blev Peter Poulsen redaktør på en ugentlig side digte: "En lørdag i hver måned vil Politiken bringe en side med digte. " Desværre holdt det op igen. Udstillingen er på den måde ganske mangelfuld for vi ser kun startsiden. Temaerne var lidt for store, verdensbilleder, kærlighed. En side var nok for meget. det havde måske været bedre med lidt hver uge men det var flot. Netop med de store temaer og de store navne måtte redaktionen bøje sig. Men vel også derfor kunne dampen ikke holdes oppe.

De små tiltag har virket bedre. Digte i forbindelse med udgivelser af kendte digteres bøger, digte i forbindelse med særlige begivenheder, digte af unge, børn, kvinder alt efter sådanne overtydelige kriterier - men med en god illustration, som regel tegning og set i bakspejlet slet ikke så følgagtigt som læseren måske kunne tænke den enkelte dag: ja selvfølgelig Benny Andersen, ja selvfølgelig Halfdan Rasmussen, Klaus Rifbjerg. For med i koret kom også andre, navne man ikke siden har hørt men ærlige digte i tidens tone. Det kunne være et lille læserbrev, det kunne vokse til et stort. Her set planche efter planche virker det som en god plan.
Og når man så giver sig tid til at læse ser man at der kom meget andet end det dagsaktuelle ind fordi digtenes mål uanset udgangspunktet var aldrig som konkret aktuelt netop pegede udover øjeblikket -.
Et særligt accepteret kriterium har de fremmede digtere været. Fra 24. oktober 94 f.eks. en side med digte udgivet på Brøndum/Aschehoug af herboende udlændinge. Overskriften er som et motto for kriteriet selv: Udlændigheden skærper opmærksomheden.
De kendte digtere kommer først - her er et fra 15.juni 1967 af Jens August Schade: Københavnerpigen. Med illustration af Hans Bendix. Der er også eksempler fra Ekstrabladet netop med Schade-digte - dér tøvede man ikke med at give ham en side og store typer. "Festlig følger det ene århundrede/ efter det andet med bolignød/ pebermynter, teaterdød -" i Politiken trængt op i et hjørne, halvhjertet. I Ekstra Bladet 10.1.1973 en hel side med tegning af Erik Stender digtet: Til Jens August Schade på hans fødselsdag - af Jens August Schade!
Sådan startede det også med Thorkild Bjørnvigs miljødigte i et hjørne i Politiken - for siden i slutningen af 70`erne at få fuld power på over kronikken - f.eks digtet VAND i anledning af den påtænkte PVC- fabrik ved Skælskør 30.10. 1977. "Har ikke planternes rødder, dyrs og menneskers mund/ førstefødselsretten til vandet?"
Et Tivoli-digt fra 28.4.1979 af Halfdan Rasmussen får helt overdådig plads, store typer, gode tegninger af Jørgen Saabye. Også for at fejre, at der kom noget fra Halfdans hånd.
Digtet i avisen får avisen til at holde stille i hånden på en anden måde end andet stof -her kan ikke skimmes. Det er netop digtets store opgave i avisen og med alle disse sider for øje kan det ses, at det lykkes.

Her er også eksempler fra andre aviser, det svenske Dagens Nyheter og den danske Information. Information har altid været large med plads til digte og ikke i samme grad indlagt "nyhedskriterier" hvor de rettelig ikke hører hjemme. Fra den 7.6.1991 "hvis du ikke altid gik med bukser" af Carsten René Nielsen, med en fantastisk illustration af Per Marquard Otzen. Der er flere lignende.
I Dagens Nyheter kan man på en side den 30. november 1986 trykke hele ti digte af amerikaneren Lucien Stryk, det bliver jo en hel digtsamling. Forleden gjorde Politiken i Kulturliv noget lignende med tekster af Morten Søndergaard, vi kan godt.
Dagens Nyheter og Jyllandsposten er hver repræsenteret med sider, hvor digte udnyttes i reklameøjemed. JP med et digt af Per Højholt om John Lennon. Reklameværdien består i at det lille digt bringes alene på bagsiden af det omslag JP den dag gav sit kulturtillæg da det sendtes med til Informations læsere. En stærk tro på digtets virkning alene ved sin tilstedeværelse.

Festivalen "Ord i Nord" var også en begivenhed som tillod digte: f.eks. Märta Tikkanens "Oktober rekviem den 22.5. i år. Her ser vi kampen udspille sig: Digtet kom i avisen, men omsat nærmest til spalter, uden megen følelser hvordan den tekst burde have været sat op. Men den er der og bryder igennem med en tegning af Anne-Marie Steen Petersen.
Da Louisiana i 1979 startede med Lyrikdage fik Vagn Steen mulighed for at introducere en del af digterne, med omtale men også med digte. Kun med Claes Anderssons digt "Stenen i fuglen/falder vingeløs Vi/falder gennem hinanden" får digtet en typografi så det ikke glider i et med tapetet.
Fra den 7.6.1980 er der et digt af Vagn Steen selv "-og jeg er angst".
Et meget personligt digt der virkelig fylder - og får lov til det. Illustrationen er Munchs "Skriget".
Den 16.maj 1977 er der en helt usædvanlig ting: En sang af Benny Andersen "Til en udvist" - med noder! Jeg mindes ikke at have hørt den, læser ikke noder men får lyst til at høre den for indholdet virker ikke forældet efter disse 20 år.
Den 18.12.1982 et digt fyldt med samtid af Ivan Malinowski: Eksplosion, Tegning Peder Nyman. Han er blevet en klassiker og redaktionen overlader til læseren til selv at se forbindelsen til dagens politik - og det har den garanteret gjort og vil altid gøre. Som også med Uffe Harders digt : Spektrum fra 7.12.1983. "Måske skal noget nu/ brændes ind/ i nogles bevidsthed/eller simpelthen i luften/af sig selv/ og for dets egen skyld."

Her er masser af eksempler til efterfølgelse. Trukket på snor, som på denne udstilling, vil man næsten forsværge, at det er Politiken som deltager i denne kæde. Men sådan er det og det er kun at håbe, at udstillingen vil mane kræfterne på Politiken, der trækker den vej, til at holde ud. Taget som helhed repræsenterer digtet i Politiken en linje der kan følges også selvom hovedideologien har afsværget den.

**********