Debatforum WWW

af Per-Olof Johansson

Kronikøren er bange for hunde, og det har han skrevet et brev om. Den aften drejede DR TV's magasin 45 Minutter sig om den halve million danske hundeejeres opdragelse eller mangel på samme.

Kronikøren kom samme aften i TV og blev af Ole Thisted interviewet om sin frygt. I samme udsendelse interviewedes Anders Fogh Rasmussen om den kommissionsrapport som dagen efter fik ham til at fratræde som skatteminister. Hos ham var ingen frygt at spore....

Sickan, en fredelig lænkehund fra 1950'erne.....

Det er ikke så enkelt at være enkel. Altså, kære Marianne. Straks tror
læseren, når det ikke lige er dig, at dette er et brev til Frankrig. Hvad
ligner det også at offentliggøre private breve? Så udsætter man sig for den
slags misforståelser. Se nu bare Paulus.
Men lidt med Mariannes kamp for friheden har det da at gøre, Selv om det i
en gal verden er et af de mindre onder, jeg skriver om. 'Er du begyndt på
den artikel?' spørger du.
Hvorfor ikke? Fordi den danske hunde-mafia er så stor, at jeg dårligt kunne
overvinde selvcensuren. Derfor må dette stiles til dig, for dog at tro på
en læser.
For at værge for mig, gav jeg dig for mange år siden en antologi
'Huspostil for hundehadere' samlet af Jannick Storm. Den er god. Rar at
søge trøst i når man kommer dirrende hjem fra en af de der oplevelser, hvor
hund med eller uden hundeejer har sat dig og mig på plads som de idioter,
vi er. Så tænkte jeg det nyttigt at kunne tage Holberg, H.C.
Andersen og mange flere i hånden. Holberg: 'Plutarcus fortæller, at da
Cæsar saae nogle riige Romere at have Hunde-Hvalpe udi deres Skød, spurgte
han om deres Hustruer ikke fødde Børn.' Eller Kurt Tucholskys 'Afhandling
om hunden samt om støj og lyde' der får en til at hikke af grin. Jo det
hjælper, og alligevel er vores egen historie en anden variant.
Forleden kom jeg så hjem med Johs. V. Jensen 'Retninger i Tiden', som
rummer artikler fra perioden 1925-30. Sandelig interessant ud fra mange
synsvinkler. Jeg forventer ikke at finde en artikel om hundeplagen.
Så måske var det en simpel følge af overrumplingen, at jeg falder pladask
om af grin. Han går helt grassat, jeg er ligeglad, jeg morer mig bare over
hans raseri. Som Tucholsky hefter han sig ved støjen, men det bliver til
udfald i mange andre retninger også. Hans beskrivelse af et møde med en
hund, julemorgen på Frederiksberg, er et prosadigt, der bør indgå i
fremtidens udvalgte digte. Et digt som det er en fryd at læse op, men som
ikke lader sig citere kort. Dog det handler om en vanskabt hund, stiv af
fedme, som end ikke levner en madpakke på vejen et blik, og som for ham
bliver et billede på Danmark julemorgen. Hvordan tage konkurrencen op på de
vilkår? Det er hverken støjen fra hundene eller hundelortene, som vi raser
over.
Det er den kensgerning, at hunden bider, eller rettere: at hunde kan bide.
Temaet er frygt. Frihed for frygt var den fjerde form for frihed i
præsident Roosevelts tale den 6. januar 1941.
Tucholsky: 'Hunden lever til stadighed i Trediveårskrigen. I ethvert
postbud vejrer den en farende landsknægt, i mælkemanden de svenske
fortropper, i vennen der besøger os, den Skindbarlige. .Udresserede hunde
lever endnu i jordens urtilstand.' Johs. V. Jensen: '.i en pause, når der
er ørenlyd, forsikrer den glade ejer at den bider ikke!' Det er jo
klassikeren: Den bider ikke. Her begynder mine problemer med selvcensuren.
For nogle hundeejere understreger, at det som eventuelt kunne få deres hund
til at bide: det er, at jeg er bange. Problemet er ikke hunden og dens
tænder og dårlig opdragelse. Problemet er mig og min frygt! Der er nogen
sand psykologi i argumentet, det er jeg sikker på. Det er et argument, der
også anvendes over for kvinder, som er bange for at blive voldtaget, ældre
som er bange for at blive overfaldet og frarøvet deres penge. Frygten åbner
for angrebet. Der er sikkert noget om det. Altså: Frygt ikke! Hvor er det
let at sige det til menneskene, og dog er det svært at forestille sig
menneskene uden frygt. Som det gamle eventyr fortæller, måtte drengen som
ikke kunne gyse simpelthen lære det for at kunne regnes for et menneske.
Altså er der en frihed mere at kæmpe for: Friheden til at frygte. Hunde
såvel som mennesker må affinde sig med de frygtsomme og lære at lade dem i
fred. Her Nordsjælland blev det regnet for et stort fremskridt, da
Statsskovvæsenet opsatte skilte, der tillod at hunden måtte komme i skoven
uden snor.
Det hører til tilladelsen, at hunden skal være under førerens kontrol.
Men det er bare noget sludder og vrøvl, som aldrig bliver håndhævet.
Aldrig! Når hunden er løs, løber den som det passer den. Den råbende
fløjtende hundeejer er lige til en hjemmevideo. Nå, han eller hun er jo
ikke de værste, for her ser vi blot, at mennesket ikke har magt, som det
har agt. Nej, værre er den hundeejer, som fuldstændig ignorerer ens bøn om
at kalde hunden til sig og uanfægtet lader den fortsætte sit stormløb hen
imod en. Eller den hund med en bekendt, der råbte til os: 'Er i I da blevet
bidt?' Jo, jeg råbte tilbage: 'Er det nødvendigt?' og jeg skriver det her.
Hvorfor skulle vi udrydde ulven blot for at slippe hunden løs. Denne skov,
som jeg som barn har gennemstrejfet på kryds og tværs og kender hvert
hjørne af - hvad ret har hundeejerne til at afskære mig fra den? Jo, jo,
der findes velopdragne hunde, men ikke alle kan på hundrede meters afstand
se, hvilket tilfælde vi nu står overfor, lige meget hvor evigt forvisset
hundeejeren selv er om det.
Det eneste, den slags hundeejere vi her snakker om, har respekt for, det er
andre hunde - og biler. Særlig folk med små hunde sørger for at have den i
snor. Møder de en aggressiv hund, løfter de den lille vovse op i favnen.
Jo, jeg er udmærket klar over, at ikke alle hundeejere kan skæres over en
kam. Og de eneste hundeejere vi frygtsomme kan få i tale, det er de
velopdragne. De burde så i og for sig give os ret, og sådanne tilfælde
gives, men som regel er de meget mådeholdne i deres kritik. De må alligevel
føle sig ramt.
Ved et lille ophold i teksten var jeg ude for en sjov oplevelse, der viser,
at også hunde kan optræde ganske menneskeligt og frygtsomt. Midt i byen
møder jeg en schæfer, og jeg får straks antennerne ud - hvad vej tager den?
Da den opdager min opmærksomhed, ser den ganske forskrækket ud og hopper op
på en afsats for ikke at møde mig, det er helt tydeligt. Jeg undrer mig
lidt over dens opførsel. Jeg mener at have set den før, men fantaserer lidt
hen over emnet: Hvis man har byræve, hvorfor så ikke vildtlevende schæfere
midt iblandt os? Et par veje længere fremme hører jeg et typisk
hundeejerfløjt, og ser ham i det fjerne - jamen det er jo hans! Jeg er
nådig og cykler hen og fortæller, hvor hans hund er set. Han tror mig
næsten ikke. Du forstår det: En hundeejer med en hund, som går til side for
mig, gør jeg gerne en tjeneste.
Du vil altid gerne cykle på stien fra Rådhuset til nyttehaven, og ni ud af
ti gange må vi vende om eller stoppe og vente for at undslippe løse hunde.
Der er næsten lige så mange hunde på vejen parallelt med stien - de er bare
i snor endnu, for ellers kunne hunden løbe ud på vejen. Disse hundeejere
viser dermed, at de er ganske usikre på herredømmet over deres hund.
Nu har jeg en fortid som hundemedejer, så min frygt er måske knap så
udtalt som din. Jeg er dog ikke i tvivl om, at den stikker dybt.
Det klassiske tilfælde er en cykeltur med Hanne for over 25 år siden. Ud
fra indkørslen til et mindre herresæde stormede pludselig to grand
danois'er efter os! Min cykel fik vinger, alt var glemt om mandens
beskytterfunktion, nu er du advaret. Jeg har også derfor i velforstået
egeninteresse prøvet på at få dig til at forstå, at du ikke skal stoppe op
og stå af cyklen. Det kunne aldrig falde mig ind. Mine instinkter de kører!
Det var et godt ord, jeg fandt hos Johs. V.
(Og for første gang føler jeg mig også ganske i pagt med denne lidt
kammeratlige forkortelse.) Han kalder det, som finder sted i Danmark for -
hundeafguderi. Det er sagen i en nøddeskal. Det er hunden, der er herre.
Tænk på kvinden i pels ved Heatherhill på Nordkysten. Hun kunne ikke kalde
hunden til sig, skønt den gøende jagtede os, og så råbte hun minsandten:
'Kan De ikke gå en anden vej?'
Noget af det mest uhyggelige, det er da, når hundeejeren selv er bange for
hunden. Sommetider er man jo flere om ejerskabet, og det afspejler, at
hunden kan være inddraget i et uhyggeligt psykologisk spil. Vi havde sådan
en hund derhjemme. Selv var jeg aldrig bange for den, det var der andre,
der var, og den endte med at bide far. Naboen kaldte den løven, fordi den
altid som en rasende for gøende op og ned langs hækken, når de gik forbi.
Da den skulle aflives, var det ganske naturligt, at dens tillid til mig
kunne bruges, da dyrlægen tog livet af den med en blokpistol. Sådan.
Måske er det den oplevelse, og så det at jeg måtte assistere, da dyrlægen
med en sprøjte tog livet af dens forgænger, der gør, at jeg har det lidt
svært med det endelige opgør med hundeejerne. Jeg forstår deres
afhængighed.
På den anden side føles det ret godt at få sat på plads, at det raseri, der
vælder op i en ved de hensynsløse hundeejere, ikke skyldes hundehad eller
almindelig surhed, men slet og ret frygt. En frygtsomhed som vi dagligt
bearbejder, bekæmper, lever med, og som vi tror menneskene kan hjælpe
hinanden af med.
Så virker det ganske absurd, at hvad der hentes ind det ene sted straks
skal rives ned rundt om hjørnet af en løs hund. For nogle kan det
naturligvis blive en helt sygelig tilstand, og det er jo det de vilde
hundeejere gerne vil have al hundefrygt ind under - kynofobi.
Faktisk tror jeg, at vi ville have større samfundsnytte ud af at fokusere
på hundeafguderiets årsager. Jeg tror, det er en mangelsygdom. Der burde
sættes ind med støtteforanstaltninger, når folk fradømmes retten til at
holde hund. Og de burde fradømmes denne ret, når deres færden med hunden
har givet anledning til naturlig frygt hos omgivelserne.
Så kunne vi atter færdes frit i det danske kulturlandskab.
Efterretningerne fra Somalia, Sarajevo osv. skal nok holde frygten i live
endda. Som også øvelseskanonernes brag ved Sandholm i nat. Kun forsigtigt
siger vi godmorgen.