Debatbidrag januar 2008

Trykt i Frederiksborg Amts Avis / Dagbladet mandag 7. januar 2008

’Kvalitetsreform’ er et ord vi skal til at lære indholdet af. Engang var det striden mellem socialisme og kapitalisme der skulle læres. Den debat er død. Eller er den? Måske kan nutidens debat hente noget hos fortidens debattører -

I betragtning af at den praktiserede socialisme er ved at være en død sild og Internationalen blevet til titlen på en sang som kun nogle snævre inderkredse vover sig ud i at synge 1. maj aner jeg, at jeg med en lille bog af C. Rosenberg om ’Internationalen’ fra 1872, kan få et interessant indblik fra jordhøjde i forhistorien.

Den giver en redegørelse for Internationalens oprettelse 28. september 1864 og redegør for baggrunden, dels i England, dels i Frankrig.

Det er en temmelig grundig indføring i Internationales grundlæggelse, ordning og virkemidler og Internationales forhold til "kommunen" i Paris. Neutral kan man ikke kalde den.

Jeg vil dele nogle aha-oplevelser jeg havde ved læsningen af bogen, som ganske almindelig avislæsende samfundsborger.

Min beskrivelse af situationen nu: Tanken om socialismen overlever i små lommer i samfundet, men den til tider heftige debat med beskyldninger og krav om bod-og-bedring-øvelser fra socialister for deres meddelagtighed i Stalins overgreb skyder efter mål, som allerede er ramt.

Det som jeg finder så interessant ved denne bog af C. Rosenberg er, hvor meget af denne debat, som har kunnet finde sine argumenter i en bog som denne. Debattørerne har måske ikke været rundt om netop den, men allerede i 1872 har man kunnet tage afstand fra Internationalen med argumenter, som har været i anvendelse mange gange siden. Hvad den lille bog imidlertid formår, som jeg ikke rigtig har kunne få øje på at nutidsdebatten har formået, det er at holde fast i, at det er arbejdernes elendige vilkår som gør en stor del af kravene fra bevægelsen så berettigede. Det bruges der ikke så lidt plads på at redegøre for. Her skelnes mellem de arbejdersammenslutninger, som anses for et gode og nødvendige og så socialisme og Internationale. Så den relative forståelse for arbejdernes problemer medfører skam ikke, at dommen over Internationale ikke fører til forkastelse.

Vandene skilles, hvis vi sammenligner nutids og fortids egen målopfattelse. Nutidens kritik af ’den virkeliggjorte socialisme’ er i det væsentlige begrundet i menneskerettigheder og liberalisme, mens datidens kritik henter argumenterne i kristendommen. Måler man nutiden efter den tids kritik af Internationale, så står socialismen som bevægelse måske for fald - men efter datidens opfattelse af socialismens målsætning - så har den sejret. Rosenberg ser den materialistiske livsindstilling som socialismens hovedmål og grundindstilling - og er det ikke der vi er? Kirker findes stadigvæk, javel, men deres 'tilbud' bliver snarere forbrugsgoder som alle andre på hylderne end centrum for en livsform.

Målt med nutidens øjne er denne kritik rettet mod Internationalen jo i lige så høj at forstå som rettet til nutiden. Og den var da også rettet mod forfatterens samtid. For efterfølgende redegør han for, at det netop de bedrestillede klassers manglende kristensind som har ført til de kritisable forhold for arbejderne - "som om Arbejdernes Liv og Kræfter kun var Midler, kun en Vare." Hvorfor han kun finder det naturligt, at arbejderne på den baggrund har følt trangt til at søge sammen, hvor de i det mindste indbyrdes har "kunnet føle sig som "Brødre", som Mennesker".

Han mener, at de bedre stillede klasser voldsomme kapløb efter rigdom og nydelse i høj grad har inspireret Internationalen.

"Det er nemlig klart: er timelig Lykke, timeligt Velvære, personlig Nydelse Livets Maal, og er der ikke noget højere at stræbe efter, saa har Internationale Ret, naar den paa de Fattiges Vegne siger: "Maa vi saa bede om vor Del lige med de Andre!" thi hvad der er væsentligt for Mennesket, det maa være fælles for Alle."

Efter samme devise forstår han så godt kravet til 'bort med fædrelandet', 'bort med ægteskabet,' 'bort med religionen'.

Han ender med at definere Internationalen som en åndelig vildfarelse og siger "...saa er det klart, at det afgjørende, det eneste virkelig uimodstaaelige Vaaben i "Korstoget" mod Internationale ikke er af legemlig, men af aandelig Art, er hverken Kanoner eller Bajonetter, men et Omslag i Folkenes Sjælstilstand. Det sande Lægemiddel bestaar ene og alene deri, at Kristentro og Selvfornægtelse atter faar Magt over Sindene trindt om i Landene".

Og meget manende skriver han der i året 1872:

"Det kan ikke skjules, at Fordringen først og fremmest gjælder dem, som Forargelsen først er kommen fra: de "bedre stillede" klasser."

Og så får de ellers nogle korte vejledninger til, hvordan de skal ændre deres liv, komme arbejderne i møde kristeligt og menneskeligt, stræbe efter at fremme samfundsudviklingen i sand frisindet retning. Det er vist noget i retning af Kristeligt Folkeparti og Kristelig Fagforening. "Enhver, der saaledes tager sig af den berettigede Arbejder-Bevægelse og saaledes slutter sig i Tro, Bekjendelse og Liv til den kristne Menighed, tager Næring og Livsluft bort fra Internationale."

I vor tid, hvor socialismens trussel er et overstået stadium, kan kritikken rettes indad hos de bedrestillede mod frådseri, lukkethed og banden, som C. Rosenberg ønsker det. Overenskomstforhandlingerne vil glide ganske let.

*********************************************

Tillæg på www

C. Rosenberg: ’Internationalen En historisk fremstilling’.

Bogen er udgivet 1872 som nr. 49 i 'Udvalget for Folkeoplysnings Fremme' Den kan ikke anses for en typisk udgivelse i serien, nr. 47 hedder: Fr. Wendt: Kort anvisning for Husmænd til dyrkning af Rodfrugter. Men at den forekommer, kan aflæses som tegn på, hvor samfundsundergravende Internationalen ansås for at være.

C. Rosenberg 2.1.1829 - 3.12.1885. Uddannet jurist, ansat i kultusministeriet til 1866, hvor han blev afskediget, fordi han ikke ville opgive sin politiske forfattervirksomhed. Fra 1884 docent ved Københavns Universitet i dansk litteratur. Udgav bl.a. "Nordboernes Aandsliv fra Oldtiden til vore Dage" (3 bind 1878-85).

Længere citat:

"Internationale er jo nemlig ej alene, ja end ikke fortrinsvis, som et af dens blade have kaldt den, " en Sammensværgelse mod Kapitalen". Den er langt snarere at betragte som en Sekt, et Broderskab, forenet ved en fælles Tankegang med Hensyn til alle menneskeforhold, ved en fælles Livsanskuelse, ja vi kan sige en fælles Tro, rigtignok en Tro på Intet. Her ligger den dybeste Grund baade til Internationales Styrke og Farlighed - og til Samfundenes Svaghed, i det de Livsanskuelse, som Internationale bæres af, og som den bekjender, er tilstede mer eller mindre skjult i Millioner Menneskers Liv, just blandt dem, som Internationale truer.

Engang i Slutningen af Aaret 1869 udtalte "Times" sin Forbavselse over Internationales "rivende og uhørte Fremgang". L'Internationale i Bryssel anførte med Stolthed disse det store engelske Rigmandsblads Ytringer og lagde dernæst til: "Snart skal al Verden Sige det Samme, og vore Fjender ville indse, at det Korstog, som de have begyndt mod Internationale, er en afsindig kamp, der kun kan fremskynde deres Undergang". (2den Januar 1870).

Ordet Korstog, som her bruges spotvis, betegner netop det sande Forhold mellem Internationale og dens Modstandere. Internationale er nemlig slet ikke Andet end den ydre, praktiske Form for vore Dages Hedenskab, og Kampen imod den er en Kamp for Korset og Kristenheden, lige så fuldt som de europæiske Folkeslags heltefærd i fordums Dage mod Hedningerne ved Middelhavets og Østersøens Breder. I Middelalderen betragtede man Muhamed og Svantevit som Djævle. Men paa samme Maade kan man med fuldt saa stor Sandhed betragte den Vantros- og Gudsfornægtelses-, den Trældoms- og Oprørs-Aand, som Internationale er gjennemtrængt af og handler ud af. Som Fristeren kom i Ørknen til Menneskenes Søn og sagde: "Er Du Guds Søn, saa byd, at disse Stene vorde Brød!", saaledes taler ogsaa Internationale til de paa kristen Grund opbyggede Samfund. "Skaf Lykke! Skaf timeligt Velvære og Nydelse! Kunne I ikke dette, da er Eders Ordning ikke grundet i noget guddommeligt Bud og skal tilintetgjøres." Frelseren svarede Fristeren:" Mennesket lever ej alene af Brød, men af hvert ord, som udgaar af Guds Mund." Et lignende Svar maa Nutidens Samfund kunne give Fristeren, som nu kommer i Socialismens Skikkelse. "Vi unde gjerne" maa Samfundene kunne sige, "alle vore Børn, vi unde gjerne Arbejderne al den Del, de ved deres Arbejde kunne faa i Jordens Goder; men Lykke er ikke Livets Maal. Lykke og timeligt Velvære kan Ingen fordre og vi ikke skjænke (lige saa lidt som Sundhed eller et langt Liv). Baade Lykke og Ulykke ere kun Midler til Menneskesjælens Udvikling. Denne er Livets Maal. Lykken er ogsaa en Fristelse: der skal en bred ryg til at bære gode Dage. Det er visselig mennesket tilladet at modtage og glæde sig ved alt Godt, som Gud giver; men det staar dog fast: Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed."

Debatforum WWW