Vi koncentrerer os fuldstændigt.

Vi tænker ikke: Vi koncentrerer os fuldstændigt.

Nej bogen indfanger os bogstaveligt talt og vi læser.

Folk kan tale til os, og vi hører dem ikke.

Det er et pragtfuldt vejr, gå ud og gå dig sundhed til, jeg ænser det ikke.

Det må være den slags mennesker,

som er her i dag.

Det er jo i en saglig forstand et menneskeligt inferno.

Der tales overalt.  Og der overhøres.

Jeg læser et digt op.

Folk går forbi uden at værdige mig et øre eller et øje.

Jeg spænder ben for dem, det virker.

Men det bryder ikke deres koncentration, deres maske smiler,

Men de interesserer sig måske for bøger om bådebyggeri og ikke for digte.

Måske interesserer de sig for digte, men ikke for mine digte.

Måske fordrer de for at høre et digt,

At den som læser er en kendt person som andre har kanoniseret.

Det tænkte jeg på, og så tænkte jeg pludselig på en helt anden situation.

Den kan bruges her og den kan sikkert også bruges andre steder, og den er blevet brugt. Hør bare:

Vi havde en lærer.

Han sagde ti nu stille.

Hør nu efter hvad jeg siger.

Tal ikke så højt.

Lad være med at rende rundt.

Jeg må have ro til at tale.

Jeg har noget vigtigt at sige.

I bliver bare ved med snakke.

Fald nu til ro.

Hvad ville jeres forældre sige.

Hvis de så jer opføre jer på den måde.

Jeg vil have ro nu.

Det må I da kunne forstå.

Det er vigtigt det her.

Du store verden.

Man kan komme i tvivl

om ens store morgenglæde

ved at sætte næsen tæt på havregryn

og sidde ved køkkenbordet i 1948

her og nu og nu og her,

er noget, du kan tage med dig,

som Moldau flyder i musikken.

Der er digte, jeg nægter at læse op.

På en kold dag

Kan vi ikke tænde pejsen, som vi ikke har.

Men vi har

en rigtig god gammeldags brødrister

at varme hænderne over.

Syttens digte – det er klart dette forfatterskab er fiktion – ikke desto mindre er det den fiktion, som har gjort, at bogen blev til virkelighed.

Hvor er da mine egne digte – eller skal de alle sammen ind under en fiktionshat?

For det første vil Sytten nok kunne findes andre steder i forfatterskabet. For det andet er der vel ikke noget galt i at et udvalg en anden dag, samles ud fra andre kriterier, måtte det end være på grundlag af en i

borgerlig forstand fiktiv person. For borgerlig set fiktiv er ikke det samme som fiktiv set med mine øjne.

For de tredje er der digte, jeg vil lade gå under navn af ”mine egne”.

’Diskontinuær tid’ handler om min oplevelse, min overvejelser svejset sammen med en tekst af min yngste søn – det kunne ingen anden skrive. Og det vil da være et latterligt foretagende at hefte sig ved ”strukturen” og skifte navne og steder ud med andre, sådan sm det ellers altid er sket med vandrehistorier. Det er en metode, som jeg diskuterer i min ”Ordsamling”  fra 2005. Det er klart, at for en læser kan virkelighedsforankringen være tilfældig, der er det vedkommendes egen forankring, det gælder, dog tror jeg alle hellere vil have et rigtigt selvskrevet brev med alle dets mangler end et formfuldendt brev fra en brevbog, hvor kun adressaten er original. Ja sådan lavede man breve i gamle dage og sådanne bøger er ikke uden interesse at læse i mange år efter, fordi de siger meget om samfundet. Men vi ved at forankringen i levet liv kan være mere direkte, og hvis jeg kun skal stå på et ben, så vælger jeg det. Jeg vil tillade mig at stå på to ben – og derfor vil man finde en hel masse tekster af mine, som kan falde ind under den hat, jeg her synes at have afsværget. På nettet kan man finde i hvert fald både mine Livstegn, en hel digtsamling ”Hvor de åbner deres madkurv” og så en fem-akter kaldet OCTAVIAN, som er af den art. De er ganske vist ikke lavet ved en mekanisk regel, men det er svært at slutte tilbage til min havregrynsoplevelse i 1948. I dag gælder det altså denne lille bog, som vel nærmest er et hefte, som hedder ”Syttens digte” og husk, Sytten er et navn på en person. Han er til stede i digtene, men ikke her.

Den har for mig peget et vigtigt sted hen i mit liv, og den kunne måske også have den funktion for andre.

Per-Olof Johansson